Cowi er Femern-udbuddets store vinder

Foto: Femern A/S

Den danske rådgivergigant har vundet posten som rådgiver på det milliardstore byggeprojekt. Et projekt, selskabet selv har været med til at tilrettelægge.

Kun få timer efter offentliggørelse af den brede politiske aftale, der sikrer midlerne og mandatet til opførelsen af Femernforbindelsen, er det nu blevet afsløret, hvem der skal stå for at opføre den 18 kilometer lange sænketunnel og de mange sideløbende småprojekter.

Læs også: I dag tør politikerne skrive under på Femern-kontrakten

Mens Cowi står for rådgivning om hele projektet med undtagelse af gravearbejdet, er det danske entreprenørselskab Per Aarsleff A/S med i to af de tre entreprenørkonsortier, der skal stå for at opføre forbindelsen.

Kontrakterne er endnu ikke underskrevet. Men siden de offentliggøres så hurtigt, efter at den politiske aftale kom i hus, må man antage, at de såkaldte ‘betingede kontrakter’ er ret sikre.

Kontrakterne ventes underskrevet endeligt i maj.

Det ene af konsortierne, hvor Aarsleff er med, skal både anlægge sænketunnellen og bygge tunnelfabrikken. Samtidig skal konsortiet opføre portaler og ramper med Aarsleff som ordførende entreprenør.

Kritik af Cowi

Cowi er tidligere blevet kritiseret for at skulle kvalitetssikre trafikberegningerne, og dermed det økonomomiske grundlag, for forbindelsen - samtidig med, at de vel at mærke har en økonomisk interesse i, at projektet bliver en realitet

Læs også: Kritik af Cowi: I kan ikke sikre kvaliteten på en tunnel, som I selv byder på

»Der er brug for er en uafhængig kvalitetssikring. En sådan kan man ikke få fra et firma som Cowi, der er så dybt involveret i den efterfølgende tekniske rådgivning med store rådgivningskontrakter,« skrev tidligere trafikchef i Vejdirektoratet i en mail til Ingeniøren.

Den kritik tog Cowi med kølig ro.

Læs også: Cowi blåstempler Femern-trafikprognose

»Materialet, vi har baseret vores kvalitetssikring på for Transport- og Bygningsministeriet, er fuldt ud offentligt tilgængeligt,« skrev Kommunikationsspecialist Charlotte Holm i en mail til Ingeniøren.

Ifølge hende kan Cowi ‘stå 100 procent inde for både rapporten og vores (Cowis, red.) rolle’.

Læs også: Cowi: Scandlines overdriver sin opgørelse af grænsehandlen

Kommentarer (10)

Inderhavnsbroen i København som COWI også har "rådgivet" på er indtil videre over 3 år forsinket med en merpris på i hvert fald 100mio over de 200mio der blev regnet med fra starten. Ingen tør sige noget om, hvornår den står færdig.

Den er 180 meter lang og skal kun bære cykler og fodgængere.

Nogen der tør tage et gæt på pris og tidsplan for dette projekt?

  • 7
  • 4

Mon ikke inderhavnsbroens forsinkelse kan have noget at gøre med kunden, Københavns kommune er svære at danse med, man finder nok ikke nogen i byggebranchen der vil lægge hånden på hjertet og sige "Vi har et godt samarbejde med KK" Dertil skal man huske at det idiotiske design blev valgt af politikere ud fra kriteriet "det er pænt".
Men det bliver en spændende proces, det bliver jo det største anlægsprojekt i Danmarks historien, eller ?

  • 4
  • 6

Mon ikke inderhavnsbroens forsinkelse kan have noget at gøre med kunden, Københavns kommune


Jeg bor selv i Københanvns Kommune, og der er mange ting at være utilfreds med. Men lige netop Inderhavnsbroen er det svært at kritisere andre end rådgiveren for: Det seneste års forsinkelse er pga. helt basale designfejl (bl.a. wiretræk og bogier) som burde være fanget allerede inden løsningen blev præsenteret første gang. De mange andre fejl i udførelsen er i høj grad på grund af manglende basal opfølgning på projektet, som ing.dk ad flere gange har beskrevet.

  • 6
  • 1

Nu er det et britisk datterselskab Flint & Neill til COWI, der har designet Inderhavnsbroen, hvor der er flere forskellige ting der er gået galt.

Det er lidt det samme som at give Bilka skylden for at Netto har udsolgt af økologisk sødmælk..

  • 1
  • 3

Historien er fløjtende ligegyldig.

Det er grundlæggende forkert, hvis rådgiveren i processen også rådgiver i byggeprocessen. Så kan de nok så meget bedyre deres habilitet - det ændrer ikke det faktum, at de tjener på at rådgive i "egen retning".

  • 4
  • 0

Naturligvis ved Trafikministeriet, ministeren og folketinget det. De ved også, at Cowi er et af de få ingeniørfirmaer på verdensplan, der for alvor har erfaring med så store byggeprojekter. Det ville se underligt ud, hvis den danske stat ikke gav Cowi en rolle i Femern tunnelprojektet. Se det som erhvervsstøtte til Cowi.

  • 6
  • 0

Michail, jeg er enig med dig. De er inhabile i denne sag og skal ikke kvalitetssikre eget arbejde.
De er blevet for store til, at det offentlige kan komme uden om dem. Og så er konkurrencen sat ud af kraft og kan selv bestemme 'egen retning' - Staten kan ikke sige sige dem imod pga. af deres størrelse.

Cowi har også lige købt Bascon og er så uden sammenligning de største bygherrerådgivere i Danmark målt på omsætning. Målet er selvfølgelig, at de vil højere op i fødekæden af strategisk rådgivning hvor ansvaret ofte er mindre, de slipper for bøvlet med detailprojektering (som rådgivere ikke kan tjene penge på) og honoraret ofte er godt.
Men resultatet for de offentlige bygherrer bliver det samme som det bliver for Femern: Det bliver dyrere end ellers, de bestemmer 'egen retning' og trækker bygherre uvidende rundt i manegen.

  • 4
  • 0

Det er noget sludder.
Hvis det er tilfældet så godkender Konkurrencestyrelsen ikke fusionen.

Bare fordi man er størst er der jo ikke monopol.

  • 0
  • 2

Hvem siger monopol? Det gør du. Cowi er blevet for store. Som entreprenør i trekantsområdet møder vi dem sjældent.i hovedprojektet fordi de ikke gider arbejde med entreprenører. Det har en selv fortalt mig!
Og når vi møder dem, er de bedrevidende 'vi ved bedst' bygherrerådgivere i jakke eller høje hæle og som aldrig har været på en byggeplads før. Deres notater er ofte en lang, teoretisk afhandling som tror at en Ph.D. grad fx kan løse simple byggeproblemer med fugt langs vægge: Læg et nyt omfangsdræn!

Konkurrencestyrelsen burde heller ikke godkende fusionen. Store firmaer sætter konkurrencen ud af kraft. Dit 'monopol' er et godt valgt ord. Se bare Danske Bank (for store til at falde) og nu Nykredit forening der ikke forstår kunderne (dem der ejer Nykredit !). Begge firmaer er kommet for langt væk fra deres kernekompetance og har gjort det forkerte: De tjener ikke brugerne, men magteliten.

Cowi er på samme vej. For meget management, for lidt lavpraktisk ingeniørvirke.

  • 0
  • 2