Corona-frygt aflyser kæmpe mobilmesse: Elektronikindustrien holder vejret
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Corona-frygt aflyser kæmpe mobilmesse: Elektronikindustrien holder vejret

Illustration: GSMA

Går du og drømmer om en en forlænget weekendtur til Barcelona med sol og 17 grader? Så er det værd at kigge efter hotel og fly i perioden 24-27. februar. For lige nu forsøger op mod 100.000 mennesker fra tele- og elektronikindustrien formentlig at komme af med deres fly- og hotelbookinger til Barcelona.

Den globale mobilorganisation GSMA annoncerede onsdag aften, at de helt aflyser den store MWC Barcelona (tidligere Mobile World Congress, red.) af frygt for corona-virus.

»Af hensyn til sikkerheden og sundheden i Barcelona og værtslandet har GSMA aflyst MWC Barcelona 2020 på grund af den globale bekymring for corona-virus, rejsebekymring og andre årsager,« skriver John Hoffman, adm direktør i GSMA, i en pressemeddelelse.

Ud af de omkring 100.000 gæster var det forventningen, at ca. 6.000 ville komme fra Kina.

Aflysningen kommer i kølvandet på en stribe markante afbud fra de mest centrale aktører i mobilindustrien. Første gigant var sydkoreanske LG, som blev fulgt op af Amazon, Ericsson, Facebook, Nokia, Sony og ZTE, ligesom danske TDC også valgte at aflyse for et par dage siden.

Andre virksomheder som Samsung, Huawei, Oppo, Xiaomi og Motorola havde indtil aflysningen insisteret på at deltage i Barcelona.

Læs også: For en måned siden kendte de ikke Corona-sekvenserne – I dag kan dansk beredskab tjekke patienter på seks timer

Feber-tjek og kinesisk karantæne var ikke nok

Siden 2006 har MWC Barcelona været det globale centrum for annonceringer af ny mobilteknologi. I år var virksomheder som Samsung, Huawei og Sony blandt dem, der havde planlagt store produktlanceringer.

Arrangørerne havde ellers forsøgt at imødegå bekymringen for corona-virus ved at sætte gang i en række foranstaltninger, blandt andet temperaturmålinger ved indgangen til messehallerne, ligesom alle rejsende fra Hubei-provinsen, hvor corona-virussen har sit udspring, var forment adgang. Alle kinesiske deltagere skulle bevise, at de har været uden for Kina i mindst 14 dage op til messen. Den foranstaltning fik blandt andet Huawei til at sende mange medarbejdere ud af Kina i løbet af de seneste uger.

Ifølge mediet Wired havde arrangører i dagene op til aflysningen forsøgt at overtale de spanske myndigheder til en sundhedsmæssig undtagelsestilstand, så både arrangører og udstillervirksomhederne ville kunne få dækket de store tab af forsikringen. Det skete dog ikke, og Barcelonas borgmester, Ada Colau, sagde så sent som onsdag eftermiddag, få timer før aflysningen, at Barcelona var perfekt forberedt til Mobile World Congres. Det skriver mediet La Vanguardia.

Mobilkongressen er da heller ikke ubetydelig for den catalanske storby, som ifølge El Pais omsætter for over tre milliarder kroner og skaber 14.000 midlertidige job i byen.

Læs også: Danskerne storkøber ansigtsmasker - men de virker ikke mod coronavirus

Elektronikindustrien holder vejret

Aflysningen af den store mobilkongres er kun én ud af en række forstyrrelser, der lige nu ryster den globale elektronikindustri, som er voldsomt påvirket af virusudbruddet, da en markant del af den globale elektronikproduktion er samlet i Kina.

De første uger at corona-udbruddet faldt sammen med det kinesiske nytår, og derfor var meget af produktionen i forvejen lukket ned og skabte derfor ikke de store udfordringer. Men mange fabrikker har været nødt til at udskyde genåbningen af produktionen langt ind i februar, og mange steder ligger produktionen stadig stille. Ifølge analysevirksomheden Resilience360 , som er ejet af DHL, har 26 provinser og 9 store kinesiske byer forlænget det kinesiske nytår langt ind i februar.

Virusudbruddet, der udspringer fra Hubei-provinsen, har indtil videre har kostet mere end 1.300 mennesker livet og smittet lige over 60.000 mennesker. Hovedstaden i Hubei-provinsen, Wuhan, er især kendt for halvlederproduktion og optoelektronik, ligesom mange virksomheder i området fungerer som underleverandører til bilindustrien. Og det er ikke kun virksomheder i Hubei-provinsen, der er tvunget til at lade maskinerne stå stille.

I mandags blokerede de kinesiske myndigheder for genåbningen af elektronikgiganten Foxconns fabrikker i Shenzhen, hvor de producerer elektronik til store globale brands som Apple, Amazon, og Huawei.

Læs også: Turbo på udvikling af Corona-vaccine

Danske høreapparater ramt

Den danske høreapparatproducent GN Store Nord har lukket ned for produktionen på sin kinesiske fabrik i Xiamen, Kina, efter at en vagt på fabrikken har fået konstateret corona-virus.

»GN erfarede, at en kontraktsikkerhedsvagt, der arbejdede på vores Xiamen-fabrik, blev bekræftet inficeret af corona-virus (2019-nCoV). GN tager alle nødvendige skridt for at minimere yderligere spredning af virussen og har som en konsekvens suspenderet arbejdet på stedet,« skrev virksomheden i en pressemeddelelse 31. januar.

Fordi der for tiden flyver meget få fly mellem Europa og Kina, har PostNord tidligere på ugen meddelt, at virksomheden for tiden slet ikke modtager pakker, der skal sendes til Kina.

Læs også: Tyske myndigheder: Påstand om Corona-smitte inden symptomer var mangelfuld

5G-produkter kan blive forsinket

Da det meste elektronikproduktion ikke foregår dag til dag, er der ikke opstået mangel på smartphones, høretelefoner eller andet forbrugerelektronik. Hvis den nuværende virus fortsætter med at sprede sig, vil det formentlig først kunne opleves senere på året.

Det kan blandt andet forsinke lanceringer af nye 5G-kompatible produkter.

Det er ikke kun produktion af forbrugerelektronik, der bliver ramt af den kinesiske virusudbrud. Flyproducenterne Boeing og Airbus har også lukket ned for deres kinesiske produktion, ligesom bilproducenter som Toyota, GM og Volkswagen heller ikke får bygget nye biler på deres kinesiske fabrikker. Tesla har senest meddelt, at deres kinesiske produktion af Tesla 3 bliver 1-2 uger forsinket.

Læs også: EU strammer 5G-sikkerhed: Men Huawei udelukkes ikke

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten