Copenhagen Suborbitals melder klar til raketopsendelse
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Copenhagen Suborbitals melder klar til raketopsendelse

Illustration: Sarunas Kazlauskas / Copenhagen Suborbitals

Efter næsten et års forsinkelse melder raketentusiasterne fra Copenhagen Suborbitals sig nu klar til at sende raketten Nexø II-raketten af sted. Det skal efter planen foregå i næste weekend ud for Bornholm.

Ambitionerne er store for raketten, der afløser Nexø I, som for to år siden nåede en højde på godt 1.500 meter. CS satser på at få Nexø II ti gange så langt op.

»Sidst gik næsten alt, som det skulle – ud fra et teknisk synspunkt. Men når man arbejder med raketter, kan selv en lille fejl hurtigt medføre mange andre,« fortæller Mads Wilson fra Copenhagen Suborbitals.

LOX-tanken var blevet for varm, Nexø I kom kun op i 1.500 meters højde, før brændstoffet slap op, og faldskærmen foldede sig ikke ud. I stedet endte raketten med at smadre igennem havoverfladen, dykke til 20 meters dybde og bobbe totalskadet op til overfladen.

»Det er derfor, vi tester tingene, og alt hvad vi lærte, har vi brugt til at forberede dette års raket. Så håber vi bare, at der ikke er andre scenarier, som vi har glemt at tage højde for, men det ved vi jo snart,« siger han.

Go/No go-beslutningen træffes tre dage før opsendelsesvinduet, hvor vejrudsigten bruges til at vurdere, om opsendelsen kan gennemføres på den planlagte dato. Bliver det ikke den 28./29. juli, er der også mulige opsendelsesvinduer den 4./5. august og 11./12. august

Dynamisk trykreguleringssystem

I år har CS implementeret et trykreguleringssystem, der fungerer ved, at man har tryk- og temperaturmåling i LOX- og brændstoftanken og en heliumtank på 300 bar, som sikrer et konstant tryk i tankene. Derved får man en langt mere stabil forbrænding.

»Sidst var LOX’en blevet for varm og begyndte at stødkoge og sprutte ud af raketten. Derfor blev forbrændingen ustabil, og alt brændstoffet blev ikke ordentligt forbrændt. Raketten kom ikke nær op, hvor den skulle, og det førte så til flere andre problemer,« siger Mads Wilson.

»Det nye trykreguleringssystem kan til en vis grad kompensere for det, men vi har også andre nye løsninger til at holde LOX-tanken kold,« siger han.

Ifølge Mads Wilson er LOX besværligt at måle på, da det koger, når man sænker trykket, eller det bliver for varmt. Men med en hjemmelavet, kapacitiv måler og en masse hjemmelavet elektronik, regner Mads Wilson med, at CS vil være i stand til at kompensere for det.

»Der har været meget snak om, at det vil være lettere at bruge fast brændstof, men som et af vores medlemmer ynder at sige: 'Hvis hybrid-raketter var Guds gave til mennesket, og det var så nemt, var der nok flere, der havde gjort det sådan',« siger han.

»Vores løsning virker på samme principper som V2-raketterne og bruger samme brændstof – men der ophører ligheden så også,« siger han.

Kaskade

Illustration: Copenhagen Suborbitals

Da raketten ikke kom højt nok op, fortolkede computeren situationen, som om, at det var for tidligt at skyde rakettens næsekegle af og udløse faldskærmen. Da mandskabet på jorden gav signal om at aktivere faldskærmen, kunne den ikke udfolde sig, da næsen stadig var på. Der var en kaskade af problemer.

»Vi har ændret på computerens programmering, så den fejl får vi nok ikke igen, men vi har også sikret, at LOX'en holder temperaturen,« siger Mads Wilson.

»Det sidste, vi kommer til at gøre, før vi skyder Nexø II af, er at fylde LOX på og pille et par isolerende skaller, som vi har fremstillet, af LOX-tanken,« siger han.

Faldskærmen fungerer som tidligere. Næsekeglen skydes af, og derefter frigøres en ballut – et sært gadekryds mellem en ballon og en skærm. Ballutten trækker derefter hovedskærmen ud.

»I år skulle raketten gerne dale roligt ned, sidst var næsten alt totalt deformeret og ødelagt. En del ville nok kunne genbruges, men det planlægger vi ikke at gøre, da Nexø II er ment som den sidste Nexø-klasse-raket,« siger han.

Hvis alt går planlagt, vil det altså blive den sidste opsendelse af Nexø-raketten. Copenhagen Suborbitals vil bruge deres erfaringer fra Nexø og begynde at teste og udvikle på Spica-raketten, som i sidste ende skal bemandes.

Video og elektronik

Nexø II vil være udstyret med tre kameraer, et af dem sidder under faldskærmen og vil først blive brugt, når den udfoldes. CS’s streaming-team står for at få billeder og data fra raketten.

Raketten vil video-streame live fra de tre kameraer via en wraparound-antenne. Først sendes det over CS’s nye Mission Control-skib, en ombygget trawler ved navn Bolette Munkholm. Derefter ender det i København, hvor det uploades til Youtube.

Udover elektronik til at streame data er raketten udstyret med elektronik til at kontrollere styrefinner og brændstoftryk.

»Elektronik er blevet meget tilgængeligt, rakettens computere er almindelige billige Atmel CPU’er, men med rigeligt regnekraft til at styre raketten. Gyroen er mere avanceret end den, man finder i en almindelig smartphone, men virker efter samme princip,« siger Mads Wilson

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvad er det så der afgør placeringen?

Nu ved jeg ikke lige hvad du tænker på af afgørende parametre, men jeg kender et antal af de parametre vi, som raketopsendere, skal jonglere med.

Vi skal for det første have et stykke kontrolleret luftrum, hvor vi må bevæge os højt nok op. I teorien er dette muligt hvor som helst, men i praksis er det meget lettere hvis man benytter allerede anerkendte områder, hvor Dette er tilfældet. Ser man på et flykort, så findes et antal af disse over hele landet, men kun ganske få rækker langt nok op i luften. På stående fod erindrer jeg kun Gniben ved Sjællands Odde samt det benyttede område ud for Bornholm. Af disse to er Bornholm klart det område med størst udstrækning.
Derefter skal vi have sikret og meldt områdets brug til de rette organer. Gniben ligger i dansk farvand, og kræver militærets, nogle miljøorganisationer samt Naviairs tilladelse. Sportsstjerner skal også underrettes, så de kan informere de sejlende om at området er afspærret. De første to er for selve området, mens den tredje er for luftrummet. Bruger du militæret som mellemmand, så bliver luftrummet let at afspærre, da de allerede har rutiner på plads.
Området ud for Bornholm ligger i internationalt farvand, og som følge deraf kan man nøjes med underretning af de nødvendige organisationer. Dette er dog ikke synderligt høfligt, og jeg ved at folk i CS har dedikeret endog mange kræfter til at tale med sø- og luftfartsmyndigheder for at få aftaler på plads.
Når så alle tilladelser, underretninger og aftaler er på plads, så skal raketten kunne fyres af på betryggende vis. Her er det således, at en raket kan fejle. En styrbar raket kan således udvikle en fejl, så den finder den optimale ballistiske bane i retning af den dyreste ting inden for rækkevidde. Skulle Dette ske, så har CS muligheden for at afbryde motoren og kommandere raketten adskilt. Det afbryder effektivt flyvningen. Skulle dette system, og eventuelle backupsystemer, fejle, så har vi alle et problem af Hovsa-Olsen klassen. Ved at placere sig så langt ude som de gør, så kan raketten ikke nå land under denne flyvning.
Dernæst skal raketten også ned igen. Hvis raketten denne gang rent faktisk får hængt vasketøjet ud (Mads glæder sig meget til dette så vidt jeg forstår), så risikerer den under kraftig vind at drive helt i land. Det er ikke så galt som den ballistiske flyvning, men galt nok.
Når man er på stedet, så skal man sikre at ingen sejler ind i området mens raketterne flyver dem om ørerne. Her er Søfartsstyrelsen vigtig, idet de udgiver Efterretninger for Søfarende, som er et skriv, som beskriver alle farer i dansk farvand, og også det område der her benyttes. Nogle folk læser dog ikke dette skriv, eller er ligeglade. CS kan sejle hen til sådanne fartøjer og så mindeligt bede dem om at flytte sig. Her har det tidligere været godt at have et gråt skib (Marinehjemmeværnet) med sig, men dette er ikke længere muligt.
Selv de grå slibe er dog ikke en garanti da de også kun kan opfordre.
Jeg har selv oplevet problemet med afvisning i et område på vestkysten af Jylland, hvor vores militære radarmand måtte tale endog meget dunder til nogle fiskere før de forføjede sig væk.
Således er der mange grunde til valg af farvand.

Vh Keld List Laursen, næstformand i Danish Space Challenge.

PS: Vi forsøger at etablere en støtteekspedition til Bornholm, men har som altid lidt problemer med at finansiere brobilletter osv., så skulle i, kære læsere, have lyst til at støtte med lidt håndører, så kan jeg opslå et telefonnummer, som i kan MobilePaye lidt støtte til. :-)

  • 5
  • 0

Det er utroligt at en amatørgruppe (med alt for mange penge) får lov til at lege med en så stor ting. Ud over at være et stort spild af penge, er affyringerne til fare for omgivelserne.

  • 0
  • 15

@Martin Kristensen
Du må være mere konkret i kritikken, det virker næsten som ufrivillig selv sensur.

Er det din holdning at det kun er professionelle eller statsetlige aktøre, som må skyde raketter af eller? og evt. hvorfor?

Alt for mange penge, hvor mange er det?
Der eksistere masser af fritidsaktiviteter hvor der bruges flere penge. Tips og lotto midlerne bruges flittigt.
Må man som amatørforening ikke bruge penge, som foreningen selv har fremskaffet eller skal det være op til andre?

"affyringerne til fare for omgivelserne".
Du må værre mere konkret eller består fare i at nogle jyder skal krydse Fyn i bil?

  • 6
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten