COP21: Topmødets sidste timer er en dans omkring regningen
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

COP21: Topmødets sidste timer er en dans omkring regningen

Spekulationerne skyder frem, inden forhandlingerne til COP21 planmæssigt skal munde ud i en endelig aftale i dag. Allerede torsdag spåede iagttagere, at præsentationen af en COP-aftale kan blive udskudt til lørdag, fordi uenigheder mellem industri- og udviklingslande stadig skriger på løsninger.

Men uanset om en aftale fremlægges fredag eller lørdag, er udfordringerne imidlertid de samme:

Finansieringsspørgsmål formår at holde i- og ulande på hver side af forhandlingsbordet.

Fordeling af ansvar, der er stærkt relateret til finansiering, bevarer kløften mellem store udviklingsøkonomier og industrilande.

Ligeledes er parterne endnu ikke enige om et overordnet mål, eller hvordan nationernes utilstrækkelige klimaplaner kan forstærkes med jævne mellemrum.

Lad os først kigge på finansiering og fordeling af ansvar.

Finansieringsfordeling og opdeling af ansvar

Siden COP15 i København, hvor ideen blev født, har planen været, at industrialiserede nationer fra 2020 leverer 100 mia. dollars årligt til udviklingslande. Der mangler endnu afklaring på, hvor kapitalen skal komme fra.

Beløbet går til finansiering af grøn omstilling og præventive indsatser, som bliver beskrevet i næste afsnit.

I den kommende aftale er der ikke udsigt til, at spørgsmålet afgøres. Men derimod vil aftalen lægge op til, at de økonomisk største udviklingsstater får en del af ansvaret.

Flere lande som Indien, Qatar og Brasilien, der af forskellige årsager frygter finansieringsforpligtigelser, modarbejder en sådan aftale, mens udviklede lande vil have de rigeste ulande til at bidrage. Derfor medfører et muligt kompromis en løs formulering. Den giver velhavende ulande et ’fair’ ansvar, hvor de skal bidrage inden for det enkelte lands ’kapaciteter’.

Præcis hvilke udviklingslande, og hvor meget de skal bidrage med, finder man først ud af efter COP21, vurderer iagttagere, som Ingeniøren har snakket med.

I den sammenhæng kan puljen på 100 mia. dollars forhøjes efter 2020, men uden at industrialiserede nationer binder sig til faste eller større beløb. Industrilande erkender formentlig, at de stadig har det primære ansvar for at skaffe pengene, og ulande bidrager derfor kun med supplement til pengepuljen, når ilande har samlet de 100 mia. dollars.

Penge til prævention og kompensation

Derudover råber de udviklingslande, som er blandt de mest udsatte stater, på finansiering af både præventiv indsats og kompensation for skader forvoldt af klimaændringer.

Ulande ønsker at sikre, at industristater øremærker penge fra klimafinansieringen til den såkaldte klimatilpasning. Tilliden er tyndslidt, efter at løse løfter tidligere er blevet brudt eller kun indfriet halvhjertet. Derfor har udviklingslande kæmpet for at få målrettet en del af klimafinansieringspuljen til tilpasning.

USA imødekom anmodningen onsdag ved at love en fordobling af deres indsats til den præventive indsats. Modsat har EU forholdt sig tavs. Selvom indflydelsesrige nationer som USA lover flere penge, betragter iagttagere udsigten til en overordnet målsætning for en klimatilpasningspulje som værende optimistisk.

Læs også: COP21: EU kæmper for image frem for klima

Sværere ser det ud på kompensationsområdet, der ikke får andel af den generelle klimafinansiering. Specielt USA - bakket op af EU - har arbejdet for at undgå formuleringer i den endelig aftale, som inkluderer indrømmelser af, at industrilande har forpligtigelser til at tildele sårbare østater erstatning for skader forårsaget af klimaforandringer.

De rige nationer er bange for uendelige regninger for klimaændringer i udviklingslande.

Med næb og klør har udsatte ulande kæmpet for at få indlemmet kompensationskrav i COP-aftalen, og for første gang nogensinde kan det lykkes – dog kun delvist.

Onsdag afslørede et aftaleudkast, at kompensationsspørgsmålet – såkaldt loss and damage – sandsynligvis får referenceplads i den endelig COP-aftale. Når området får en reference i aftalen, garanterer det, at emnet vil modtage fortsat fokus til stor lettelse for de mest sårbare ulande.

Men samtidig afgiver ingen ilande løfter om pengeoverførsel.

Aftalen fastslår altså et kompromis, hvor emnet skal diskuteres videre i ’Loss and Damage Mecanism’ efter COP21. Denne mekanisme, etableret i 2013 til COP19 i Warszawa, bliver så det fremtidige forum for kompensationsdiskussionen.

Langsigtede mål møder modstand

Fornylig trak Canada overskrifter, da de meldte sig som støtter af et 1,5-graders mål i stedet for det hidtidige 2-graders mål. Kilder tæt på forhandlingerne forventer, at den nye målsætning - især presset frem af sårbare udviklingsstater - indgår i COP21-aftalen.

Målet på 1,5-grade erstatter dog ikke det gamle, men åbner for en bredere formulering i den endelige tekst: For eksempel at man skal tilstræbe at holde temperaturstigninger langt under 2 grader.

Eller den mindre ambitiøse, hvor man skal forsøge at intensivere klimaplaner løbende for at kunne holde temperaturen fra at stige mere end 1,5 grader.

Den endelige formulering kan imidlertid også holde fast i 2-graders målet.

Der er nemlig stadig stærk modstand fra olieproducerende lande som Saudi-Arabien, der ikke har lyst til at acceptere en målsætning på 1,5 grader. Et kompromis kan ende med, at oliestater sluger 1,5-graders målet til gengæld for, at den overordnede reduktionsambition holdes åben.

Det betyder, at frem for et decaboniseringsmål, som medvirker til begrænsning af udledning, kan formuleringen lyde på, at verden skal opnå et vist niveau af carbonneutralitet. Sådan en målsætning holder døren åben for fortsat emissionsudledning, så længe man eksempelvis lagrer CO2, mener kritikere.

Dertil er det også usikkert om målet bliver for 2050, 2060-2080 eller bare i det 21. århundrede.

EU får sin vilje med kortsigtede mål

De mere kortsigtede ambitioner om at øge landenes indmeldte klimaplaner mangler ligeledes afklaring.

Fokus under topmødet har været på at finde en mekanisme, hvor verdens lande accepterer en gradvis hævelse af ambitionsniveauet hvert femte år.

Nogle nationale aktører, deriblandt EU, kører med 10-års målsætninger, og der er ikke store forhåbninger til, at forhandlere vedtager en aftale, der tvinger unionen og andre lande til at følge en 5-års cyklus før efter 2030.

Løfter landene først deres klimaplaner efter 2030, spår ngo'er, at processen bliver dyrere og ikke mindst mere akut. Udsatte østater og ngo'er kalder på handling og nye målsætninger allerede inden 2020, hvor COP21-aftalen træder i kraft.

Læs også: Lilleholt lover Bill Gates at afsætte flere energiforskningspenge

Staterne kan dog nå til enighed om at evaluere deres egen indsats hvert femte år, hvilket endda kan begynde inden 2030. Et FN-organ får formentlig ansvaret for at følge op på staternes egne evalueringerne ved at beregne deres påvirkning på klimaet.

Monitorering af, hvorvidt nationerne overholder deres planer, er der mindre chancer for.

Kina samt en række andre store CO2-udledere er skarpt imod sådanne ordninger, der tillader eksterne overvågningsenheder. Og uenighederne stopper ikke her.

Denne gennemgang af de endnu uafklarede emner cementerer konflikten i kompromisernes kunst, som i sidste ende afgør, om COP21-aftalen præsenteres fredag eller lørdag. En ting er sikkert – forhandlerne arbejder på højtryk for at presse deres egne ønsker igennem og kombinere det med acceptable kompromisser.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Siden COP15 i København, hvor ideen blev født, har planen været, at industrialiserede nationer fra 2020 leverer 100 mia. dollars årligt til udviklingslande.

Fair nok, hvis de så stopper deres befolkningstilvækst. Hvis man er truet af tørke, er det ikke så smart at firedoble sin befolkning!

  • 4
  • 7

Obama reached out to Modi on Tuesday in an attempt to break the deadlock at the climate summit, where the responsibility of developing countries such as India in tackling rising global temperatures has been a sticking point.

He spoke to Modi hours before US Secretary for State John Kerry and environment minister Prakash Javadekar held a 45-minute meeting in Paris.

Sources said the meeting between Kerry and Javadekar failed to reach a compromise on a number of issues, including redefining the differentiation between the rich and the developing world in “changed circumstances” and a proposed review and verification of climate action plans.

Obama’s move was apparently aimed at breaking the ice and resolving contentious issues before the first draft of the ministerial consultations was released on Wednesday. Sources said an agreement in Paris will not be possible without India and the US converging on a range of issues...

Kilde:

http://www.hindustantimes.com/india/paris-...

  • 1
  • 2

Hvor længe kan en stat der, enten bliver eller er verdens største økonomi være et U-land? Er det først når Kina støtter USA? Så definitionerne går vel mere på om staten vil tillade efterprøvning af målopfyldelse. En efterprøvning forudsætter mere åbenhed, særligt om informationer herom.

  • 3
  • 2

Ja - mine fingre er også krydsede - i håbet om et totalt sammenbrud i Paris. Denne vanvittige gang følelsesporno, hvor politikere i stribevis nærmest med skælvende stemmer og tårer i øjnene gør det helt klart for alverdens befolkninger (=skatteydere), at jorden er liiige ved at gå under, med mindre vi betaler en hel masse penge til en masse luftige initiativer samt årelad til fattige lande.

Men ingen journalister stiller længere kritiske spørgsmålstegn ved de valgte midler til at nå målet om mindre CO2. Heller ingen journalister ved medier som fx Ingeniøren, som burde være i stand til at stille de skarpe spørgsmål - er det virkelig den bedste og mest effektive måde at bruge så ufatteligt mange penge på?

Jeg kan anbefale Lomborgs dagbogsagtige indlæg fra konferencen, fx
http://lomborg.blogs.berlingske.dk/2015/12...

  • 5
  • 9

Heller ingen journalister ved medier som fx Ingeniøren, som burde være i stand til at stille de skarpe spørgsmål - er det virkelig den bedste og mest effektive måde at bruge så ufatteligt mange penge på?


- ja, det er sørgeligt! :(

Jeg kan anbefale Lomborgs dagbogsagtige indlæg fra konferencen

  • og jeg kan anbefale Karl Iver Dahl-Madsens kronik i Weekendavisen, som jeg tidligere på dagen omtalte:

http://ing.dk/artikel/danmark-modtager-ant...

  • 2
  • 7

Ja, at de nu taler om at 1,5K skal være et mål, viser bare hvor langt ude de er.
Hvorfor ikke 1K, eller 0K. Hvem kan byde det. Alle der ikke vil følge det er kontrære og vil ikke Jordens bedste, men går fossilindustriens ærinde. Men hvem er det egentlig som bruger alle disse fossiler helt uden grund? Der er vel ingen der udvinder disse fossiler, hvis der ikke var efterspørgsel.

Det er mærkeligt at se de vestlige, førhen industrialiserede, nationers hykleri.
Nu har de pisket deres befolkninger med CO2 pisken, så ryggene er helt blodige, for at undgå de forfærdelige globale følger af CO2. Når så de, som ikke har bidraget til CO2 mængderne , synes at lidt kompensation var rimeligt, så er CO2 åbenbart slet ikke så skadeligt, og det må vi diskutere.

  • 3
  • 5

omkring ligegyldighed og inkompetence.
Det har intet med regningen at gøre. De er alt for inkompetente til at komme frem til en regning for en reel løsning. Jeg anteger at f.eks thorium ikke engang er nævnt.

  • 3
  • 0

Men ingen journalister stiller længere kritiske spørgsmålstegn ved de valgte midler til at nå målet om mindre CO2. Heller ingen journalister ved medier som fx Ingeniøren, som burde være i stand til at stille de skarpe spørgsmål -

Helt enig. Det er intet mindre end skandaløst, at journalister med kamerahold rejser kloden rundt for at opsøge fjerne egne, hvor klimaændringer (menneskeskabte, naturligvis!) påstås allerede at have sat tydelige spor (negative, naturligvis!) – uden så meget som at skele til, hvad der måtte foreligge af alternative forklaringer. Jeg har lige set Rasmus Tantholdt rapportere om vandstandsstigninger (saltvand, naturligvis!) i Bangladesh på TV 2 News. Det er mildt sagt lige til at få maveindholdsstigninger af.

Det hele forekommer så helt igennem utroværdigt og manipulerende, men turde derfor også med al ønskelig tydelighed vise, hvor lidt det hele handler om klima og miljø, og hvor meget det i stedet handler om afladshandel, pengeafpresning og kapitalismebekæmpelse. Det er rendyrket politik og har intet med videnskab at gøre.

Men heldigvis opfandt nogen (…) internettet, så man i det mindste dér kan finde alternative beretninger som fx denne vedrørende Shishmaref: Breaking News! Seventh First Climate Refugees Discovered!.

  • 6
  • 6

The night saw an ugly brawl as US Secretary Of State John Kerry threatened that developed countries would walk out of the agreement if they were asked to commit to differentiation or financial obligations. “You can take the US out of this. Take the developed world out of this. Remember, the Earth has a problem. What will you do with the problem on your own?” he told ministers from other countries during a closed-door negotiation on the second revised draft of the Paris agreement.

“We can’t afford in the hours we are left with to nit-pick every single word and to believe there is an effort here that separates developed countries from developing countries. That’s not where we are in 2015. Don’t think this agreement reflects that kind of differentiation,” he added. Making a veiled threat that the agreement could fail if the US was pushed for financial obligations, Kerry said, “At this late hour, hope we don’t load this with differentiation… I would love to have a legally binding agreement. But the situation in the US is such that legally binding with respect to finance is a killer for the agreement.”

Kilde:

http://www.business-standard.com/article/c...

  • 1
  • 3

...Finansieringsfordeling og opdeling af ansvar...

Efter min mening ville burde man have startet her, i stedet for at bruge en uge på at diskutere 1½ - 2 grade C, med mindre det var med vilje, at man ikke gjorde.

  • 1
  • 0

Du har ret, der er ikke meget "kød" på aftalen i form af konkrete og målbare succes kriterier. Men..

Jeg synes nu alligevel at der er mange positive ting at sige om Paris aftalen, de har f.eks. fået sneget et par gode værdi-paragraffer ind, såsom at alle 'parties' i forbindelse med climate change arbejdet skal respektere princippet om fuld gennemsigtighed, respekt for menneskerettigheder og ligestilling osv. (Sådan læser jeg det i hvertfald "Paris agreement"). Om det betyder at hvis de vil have udbetalt støtte fra UN, så skal disse punkter være overholdt, ja det kan man jo kun håbe på.

Et fremskridt i.f.t. Copenhagen Accord er jo at de nu har fået sat de 2 graders stigning ind i en sammenhæng, så det nu er 2 grader Celcius (<- PHK) :-) i forhold til før industriel niveau. I Copenhagen accord, der stod der bare at temperaturen ikke skulle stige mere end 2 graders Celcius punktum. Ingen synes at interessere sig for, i forhold til hvad :-).

Sidst så tror jeg at selvom der ikke er så mange målbare succeskriterier i aftalen, så vil denne følelse af succes blandt alle politikerne, efter min mening være med til at skubbe klimaforandringer op på listen af ting der er populære at beskæftige sig med, og det er jo fint.

Jeg tror dog stadig mere på Bjørn Lomborg modellen, altså smid masser af penge efter udvikling af rene energiformer, med krav #1: det skal være billigere end kul. Der kommer nok til at gå nogen år inden nogen får et gennembrud, men så sker der også ting og sager. Det er efter min mening den mest effektive måde at bekæmpe CO2 udslip.

  • 1
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten