COP21: En utilstrækkelig aftale får ros og ris
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

COP21: En utilstrækkelig aftale får ros og ris

Illustration: MI Grafik

Verdens ledere roser COP21-aftalen, som er blevet underskrevet af 196 lande. Men er aftalen så fantastisk, som det forlyder?

Nyt mål for temperaturstigninger

Aftalen binder landene til at holde temperaturstigningerne ’et stykke’ under 2 grader og samtidig stræbe efter at begrænse stigningerne til 1,5 grader, hvis det er muligt.

I krogene hvisker iagttagere om, hvorvidt det er realistisk, at landene lykkes med at holde stigningerne under 1,5 grader.

Mattias Söderberg, rådgiver hos Folkekirkens Nødhjælp, minder om, at COP-aftalen er første skridt, og at udviklingen ikke kommer natten over – det er en udfordring for alle lande at nå det globale 1,5-graders mål.

»Målet er en anerkendelse af, at vi er nødt til at øge ambitionsniveauet, men man skal skrue kraftigt op for reduktionsindsatsen. De største udviklingslande som Kina og Indien samt industrinationerne skal derfor øge deres klimaplaner hurtigt, hvis det skal være realistisk.«

Årsagen til, at det nye mål har sneget sig ind i aftalen, skyldes, at nationerne erkender, at det markant vil mindske risikoen og følgerne ved klimaforandringer - især potentiel massemigrering af flygtninge grundet mere ekstremt vejr kan have spillet en rolle.

Det er især udsatte ulande som med tilslutning fra bl.a. Canada, der har kæmpet for at få 1,5-graders målet ind i aftaleteksten.

Farven er grøn, formuleringen vag

Et løst overordnet mål er blevet etableret, hvor aftalen lyder, at landenes emissioner af drivhusgasser skal toppe snarest muligt. Efterfølgende skal ’hurtige reduktioner’ sørge for at begrænse udledningen. I perioden 2050-2100 – sidste halvdel af dette århundrede – skal der være balance mellem CO2-udslip og CO2-lagring.

Det betyder, at nationerne enten skal sørge for, at naturen, f.eks. gennem træplantning eller CO2-lagring i undergrunden, opsuger en del af den udledte CO2.

Det lykkedes ikke at opnå mere konkrete mål og heller ikke at nævne ordet kulstof-neutralitet, som der ellers blev lagt op til under COP-forhandlingerne. Olieproducerende lande som Saudi-Arabien har kæmpet for at undgå netop sådan en formulering.

»Vi håbede på, at man ville gå efter en formulering, hvor man brugte decarbonisering. Dette var imidlertid det bedste, vi kunne få, og det er bedre end ingenting. Det viser, at vejen frem er grøn,« fortæller Mattias Söderberg.

Læs også: COP21: Topmødets sidste timer er en dans omkring regningen

Øget ambitionsniveau er frivilligt for flere lande indtil 2030

For at kunne øge landenes klimaplaner, hvis ambitionerne ikke rækker til at holde temperaturstigninger under 2 grader, skal landene mødes hvert femte år for at revidere deres klimaplaner, som udelukkende må løfte ambitionsniveauet. Landene samles for første gang i 2023 for at diskutere, hvordan de vil hæve klimaambitionerne.

Dog har 169 nationer, deriblandt EU, klimaplaner, der rækker frem til 2030. For disse lande bliver det indtil 2030 frivilligt, om de vil øge niveauet i deres planer.

Læs også: COP21: EU kæmper for image frem for klima

Da en række af staterne er ulande, forventer ngo’er, at de vil løfte deres ambitioner, men hvis ikke de og EU gør en indsats for at opgradere deres klimaplaner, kan verden ikke holde sig under temperaturstigninger på 1,5 grader, vurderer ngo'er og eksperter.

»Det er et af de kritikpunkter, vi har. Mekanismen til at opjustere målsætninger er for svag. Vi så gerne, at den forpligtede lande til at hæve deres mål. Ambitionerne skal hæves, hvis man skal overholde temperaturstigninger under de fremsatte mål. Imidlertid tror vi på, at det politisk ambitionsniveau flytter sig, fordi markedet og tankegangen går mod en grøn fremtid,« forklarer Alexander Ege, politisk koordinator for Care, som er en organisation, der arbejder for ulandes rettigheder.

I 2018 mødes landene for at evaluere deres klimaindsats, inden COP21-aftalen træder i kraft i 2020. Her har landene mulighed for at hæve ambitionerne, hvis de ønsker.

»Når man ser på selve aftalen og det faktum, at den først skal træde i kraft i 2020, så kan man godt være lidt pessimistisk. For på det tidspunkt er toget allerede ved at være kørt, hvis man vil undgå en kraftig opvarmning, og hvis man ikke på det tidspunkt allerede har sat ret stærke tiltag i gang for at reducere udslippene,« udtaler forskningsleder hos DMI Jens Hesselbjerg Christensen til Energiwatch.

Desuden skal alle stater hvert andet år indrapportere, hvordan det går med at gennemføre deres planer. Et ekspertpanel i FN vil vurdere udviklingen og betydningen for den globale udledning.

Finansieringshårdknuden blev delvist løst.

I aftalen får industrilande, som historisk set har forurenet allermest, ansvaret for at føre an i nedskæringen af CO2-udledning.

Dertil erklærer COP-aftalen, at rige nationer skal støtte udviklingslande i at begrænse udledningen ved at hjælpe med finansiering af deres grønne omstilling.

Ilandene skal også kanalisere kapital til ulandenes kamp for klimatilpasning – altså hvor udviklingslande styrker deres forsvar mod klimaforandringer som tørke, havstigninger eller kraftige storme.

I en toårscyklus forpligtiger industrilandene sig til at rapportere til FN i forhold til udbetalt eller påtænkt finansiel støtte til ulandene.

Der nævnes ikke, hvor stor en del af finansieringen, som tilpasningsindsatsen skal have.

Beløbet på 100 mia. dollars, som de udviklede lande har givet hånd på skrabe sammen til ulandenes omstilling og klimatilpasning, bliver flyttet til en ikke juridisk bindende del af aftalen.

En af de primære årsager til det er, at USA dermed ikke skal ratificere aftalen i deres kongres, forklarer John Nordbo, klima- og miljøchef hos Verdensnaturfonden, WWF:

»Det er en hensigtserklæring. I forhold til at skaffe de 100 mia. dollars bliver det dog ikke mindre forpligtende. Ser man på ulande, er der i aftalen en løs opfordring til, at de bedst stillede spæder mere i sparekassen, såsom Sydkorea, Golfstaterne eller Singapore.«

Klimachefen fastslår, at indrapportering af ilandenes finansieringsplaner sikrer, at det er svært for disse stater at løbe fra overførselsforpligtigelser.

Den endelige aftale vedtager derudover, at pengepuljen på 100 mia. dollars skal hæves efter 2025, men uddyber ikke, hvor pengene præcist skal komme fra.

Sårbare stater får forum - men ingen penge

Sidst kommer finansiering af følgerne, når klimaforandringer har angrebet de mest udsatte, f.eks. østater. Et afgørende emne for de mest sårbare – den såkaldte loss and damage-del.

Disse stater får anerkendt nødvendigheden af at ’hindre, mindske og håndtere tab’, men industrilandene forpligter sig ikke til at betale omkostningerne for klimaskader. Diskussionen på området flyttes til 'loss and damage mecanism’.

I dette forum skal løsninger på finansiering, advarselssystemer og andet findes og diskuteres fremadrettet. Der er imidlertid ingen ilande, som har forpligtiget sig til at tildele penge til området.

»Man har eksplicit fritaget industrilande for kompensationsansvar i forhold til, når klimaforandringerne rammer sårbare ulande. Dog har man givet legitimitet til begrebet loss and damage, fordi det nu har fået et forankringspunkt, hvorfra fortsat dialog kan finde sted,« uddyber Alexander Ege og afslutter:

»Det er som med den generelle aftale – vi får kroge til det fremadrettede arbejde, og det gør os fortrøstningsfulde. Men der er meget arbejde forude.«

Læs også: Kina lukker kraftværker - og kulindustri vokser

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Citta: "COP21: En utilstrækkelig aftale får ros og ris"

Utilstrækkelig? Godt, så fortsætter dramaet altså.

Endnu flere rapporter.
Endnu flere topmøder.
Endnu flere jubelscener når det lykkes.
Endnu flere beklagelser og ærgelser når det går galt.
Endnu flere flyture til topmøder rundt om i verden til eksotiske lande.
Endnu flere demonstrationer, anholdelser og hærværk.
Tusinder af nye indlæg på facebook.
Flere foredragspenge til Al Gore for de venstreorienterede og til Bjørn Lomborg for de højreorienterede.
Utallige gentagelse af: "Nu er det sidste chance", "nu gælder det", "det er nu det er alvor".
Endnu flere eksempler på klimaskabte problemer (naturligt og unaturligt skabte) og helt almindelige vejrfænomener som tilskrives menneskeskabte klimaændringer af aktivisterne, og UFO´er af de mere gak-gak.
Endnu flere af mine skattepenge, så freak-showet kan fortsætte :-)

Holder vores opmærksomhed væk for det hele elementære problem som er kilden til det hele: Overbefolkning!

  • 5
  • 11

De kan jo ikke vise at de redder Jorden fra disse indbildte katastrofer, uden at holde møder om det jævnligt.
Det ligner jo de evindelige fredsmøder/aftaler mellem Israel og Palæstina, som nu har foregået i 30år.

  • 4
  • 7

Jeg blev i tvivl da jeg læst mig igennem den. Men jeg er ikke i tvivl om at aftalen er mere effektiv til at få CSR folk i beskæftigelse end den er til at fortrænge udledning af drivhusgas. Hvis der skal ske ressourceeffektiv, markant og snarlig reduktion i udledning af drivhusgasser er der behov for etablering af andre aftaler.

  • 2
  • 0

@Bent, Svend og Jens
Hvad mener I alternativet er til at forsøge at etablere en global løsning på et globalt problem? At lade være?

  • 3
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten