Computer udpeger alle tiders største skakspillere
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. Newsletters and emails from Mediehuset Ingeniøren may contain marketing from marketing partners.

Computer udpeger alle tiders største skakspillere

Fire af skakkens verdensmestre siden 1886 er i særklasse, viser omfattende matematisk analyse af over 25.000 skakpartier med computerprogrammet Stockfish som overdommer.

Nordmanden Magnus Carlsen er verdens bedste skakspiller gennem tiderne – et mulehår foran russeren Vladimir Kramnik og med legenderne Bobby Fischer og Garri Kasparov lige efter.

Disse fire skakspillere distancerer sig ifølge en ny og omfattende analyse markant fra de 16 øvrige, der har været verdensmestre i skak siden 1886.

Analysen er gennemført af Jean-Marc Alliot fra Institut de Recherche en Informatique de Toulouse ved hjælp af et computerprogram, der spiller bedre skak end noget menneske, og adskiller sig væsentligt fra den rangordning, verdensmestrene har ifølge den såkaldte Elo-rating (se boks).

Der findes mange subjektive lister over, hvem der har været de bedste skakspillere gennem tiderne. De fortæller måske lige så meget om de personer, der har opstillet dem, som om personerne på listerne.

Der er også forsøgt opstillet mere objektive lister, men disse er heller ikke uden problemer, for man skal være entydig omkring metode og data – ellers kan man næsten få det resultat, man ønsker.

Jean-Marc Alliot lægger alt åbent frem i en artikel og database, der udgives af International Computer Games Association, hvor han lader et avanceret computerprogram evaluere spillernes styrke.

Peter Heine Nielsen er Danmarks bedste skakspiller og fungerer i dag som coach for Magnus Carlsen – en rolle, han tidligere har haft for Vishy Anand, der var verdensmester før Magnus Carlsen.

Han er meget interesseret i brug af statistiske metoder inden for sport, men generelt er han skeptisk over for, hvor velegnede computer­metoder er til at finde de bedste skakspillere.

Et problem i hans øjne er, at et ‘perfekt’ skakparti bliver et parti uden fejl i forhold til computerens evalueringer.

»Den slags opstår typisk, hvis begge spillere er forsigtige og går efter remis. Jeg vil tro, begivenhedsløse remiser vil score markant bedre, end hvad vi anser for højdepunkterne: komplekse kamppartier,« fortæller han.

Alliot er inde på lidt af det samme, da han bemærker, at det kan være problematisk at afgøre, om en spiller, der generelt er bedst til at finde de rigtige træk, men lejlighedsvis laver alvorlige fejl, er bedre eller dårligere end en spiller, der aldrig finder de allerbedste træk, men til gengæld heller aldrig laver store fejl.

Computer som overdommer

Helt afvisende er Peter Heine Nielsen dog ikke:

»Derfor kan man jo godt lave tekniske sammenligninger, og de spillere, der er forud for deres tid, er naturligvis værd at bemærke.«

Brug af en computer som overdommer er Peter Heine Nielsen heller ikke fremmed over for.

»Hvis vi har diskuteret, om Magnus (Carlsen, red.) var i dårlig form, har jeg brugt en funktion i Chessbase, der laver en såkaldt ‘engine correlation’ og giver en procentsats for match i sammenligning med, hvad computeren foreslår. Det er umiddelbart en ganske forsimplet version af den franske analyse,« forklarer han.

Med disse relevante kommentarer in mente så lad os se nærmere på, hvordan Alliot kommer frem til at udpege Magnus Carlsen som den bedste verdensmester nogensinde – en position, Carlsen også har på en liste over spillernes højeste Elo-ratings. De tre andre på Alliots liste ligger derimod væsentligt anderledes i Elo-rating end hos Alliot.

Matej Guido og Ivan Bratko fra universitetet i Ljubljana var de første til at vurdere skakspillere ikke på deres resultater, som kommer til udtryk i Elo-ratingen, men på styrken af deres enkelte træk.

Den første analyse fra de to sloveneres hånd kom i 2006. De benyttede programmet Crafty, som dog ikke havde en Elo-rating meget bedre end de bedste spillere. Derfor kunne man med rette spørge, om det nu var en egnet overdommer.

Analysen udpegede José Raúl Capablanca som den bedste spiller. Han lavede simpelthen færrest fejl i forhold til Crafty. På de subjektive lister over alle tiders største skakspillere finder man også ofte Capablanca – tilmed nogle gange helt i top.

Alliot anerkender Guid og Bratkos banebrydende arbejde, men peger bl.a. på, at der ikke er adgang til deres rådata. Derfor har han lavet sin egen analyse, hvor styrken af de enkelte skaktræk bedømmes af programmet Stockfish 6 i en version, hvor dets Elo-rating ligger på ca. 3150 – langt over, hvad noget menneske nogensinde har opnået.

Parvis sammenligning

Hvor Guid og Bratko i princippet ranglister efter antallet og størrelsen af fejl i forhold til programmet, så er Alliots analyse speciel ved, at der er tale om en parvis sammenligning mellem spillerne.

Det sker ved, at den enkelte spillers træk først sammenlignes med computerprogrammet.

I en given stilling i et skakparti udregnes en tilstandsværdi eller styrkeværdi, som udtrykker sandsynligheden for udfaldet af skakpartiet.

Når spilleren foretager et træk, kan denne tilstandsværdi enten fastholdes, hvis spillerne foretager et optimalt træk, eller den kan falde, hvis spilleren foretager et dårligt træk i sammenligning med computerens valg.

Store fejl straffes hårdt, mens mindre fejl straffes mindre hårdt med denne metode. Da computeren spiller optimalt, kan tilstandsværdien ikke øges.

Evaluerer man på denne måde en spiller f.eks. gennem et helt år, får man en vurdering af, hvor godt vedkommende spiller i en position med en given styrke. Dette opstiller Alliot som en 10 x 10 matrix.

Metoden kan illustreres med den legendariske VM-match i Island i 1972 mellem Bobby Fischer og Boris Spassky.

Først udregnes en matrix for henholdsvis Bobby Fischer og Boris Spasskys spillestyrke ud fra deres partier i 1971. Dernæst multiplicerer man disse matricer og finder en egenvektor for den nye matrix, som estimerer udfaldet af en match mellem Fisher og Spassky.

I det aktuelle tilfælde giver dette, at Fisher i det enkelte parti har en vindersandsynlighed på 40 pct., mens Spassky må nøjes med 7 pct.

Ser man bort fra det ene parti i VM-matchen, hvor Fisher ikke stillede op, vandt Fischer 7 ud af 20 partier (35 pct.), og Spassky vandt to partier (10 pct.) – stort set i overensstemmelse med analysen.

På samme måde kan Alliot udregne sandsynligheden for udfaldet af en hypotetisk match mellem Carlsen årgang 2014 og Capablanca årgang 1924 – eller for den sags skyld en match mellem Fisher årgang 1971 og Fischer årgang 1972.

Denne parvise sammenstilling mellem alle skakverdensmestre, hver i deres bedste år, viser altså, at Carlsen har vindersandsynligheder på over 50 pct. mod alle andre, og at Kramnik vil slå alle andre end Carlsen.

Fisher vil vinde over alle andre end Carlsen og Kramnik, og endelig vil Kasparov kun tabe til Carlsen og Kramnik og marginalt til Fisher.

Skakspillet har ændret sig

Analysen giver også anledning til et spørgsmål om, hvorvidt skakspillerne er blevet bedre gennem årene, og om spillestilen generelt er ændret.

Og det er der ikke tvivl om, mener Peter Heine Nielsen:

»Moderne spillere bygger på tidligere spilleres viden og naturligvis også nu computerens. Når Fischer ikke spillede moderne skak, skyldtes det kun, at han ikke blev inspireret hertil.«

Han forklarer, at skakforståelsen har udviklet sig enormt grundet computerne, så træk, som tidligere ville være blevet forkastet, nu alligevel anvendes:

»Vi bruger computere i træning og til bearbejdelse af spillede partier. Det smitter naturligt af. Vi spiller alle mere skak som computere end før i tiden. Ingen tvivl om det,« siger Peter Heine Nielsen.

Kommentarer (2)

Det, at Kramnik er på listen, viser, at maskinen tager fejl. Han har ikke bidraget med særlig meget og har ikke været overlegen sin samtid. Rating tal er dynamiske indebærer tal-inflation, så de nyeste VM har højest tal. Det højeste tal opnået i en karriere kan ikke benyttes til at fastslå, hvilken skak-VM var bedst. Deres spillestyrke har varieret igennem deres karriere og afhang af deres modstanderes styrke.
Skak er ikke videnskab men praksis og teori, og det er derfor bedre at vurdere verdensmesterene udfra deres turnerings- og match resultater og deres overlegenhed i forhold til deres samtidige og hvor meget, de har bidraget med af nye ideer. I gamle dage var det det, der gjaldt. Der var ikke ratingtal at pleje eller de hjælpemidler (databaser, computerprogrammer etc) og træningsmuligheder, man har nu. Det er det samme med atletik, hvor alt måles med tidsrekorder. Alligevel har der vel ikke været nogen større end Jesse Owens og Carl Lewis?
Efter min mening var Alexander Aljechin den VM, der var den mest overlegne sine samtidige konkurrenter og i længst tid, både med hensyn til turneringer og matcher - og så var hans partier ikke kedelige!.
Det var iøvrigt ikke altid, at tidens bedste spiller var verdenmesteren. I sidste halvdel af 1960'erne var danske Bent Larsen nok verdens bedste til turneringsskak.

  • 0
  • 0

Efter Carl Lewis indrømmede doping, er han langt fra den største. Eller gælder det kun når Russerne bruger det?

Boltz er den største - For hans mange spektakulære præstationer. Og så er han ren -

  • 0
  • 2