Computer-tyveri for 300 mio. kroner

Omfanget af indbrud rettet mod virksomheders it-udstyr stiger. Sidste år kostede tyveri af computere fra virksomheder og skoler op imod 300 millioner kroner for forsikringsselskaberne, vurderer Bo Balschmidt, teknisk chef i brancheforeningen Forsikring & Pension overfor Politiken onsdag.

"Desværre er det sådan, at det er et næsten umætteligt marked. Det handler jo om, at folk hele tiden skal have nyt udstyr", siger han.

Politiet kan kun nikke genkendende til problemet.

"Når vi ser indbrud i virksomheder, så er det overvejende den slags udstyr, de går efter. Især fladskærme er i høj kurs", siger Morten Daugaard, vicekriminalkommissær ved Århus Politi til avisen.

Nemt at bære - nemt at sælge

It-udstyret er populært blandt indbrudstyvene, fordi det er nemt at bære rundt på, i betragtning af hvor meget det er værd. En anden fordel ved de varme computervarer er, at de er nemme at sælge videre. Som regel går det gennem en eller flere mellemmænd og ender i eksempelvis Den Blå Avis eller på internetsider for køb og salg af brugte varer. Det gør det vanskeligere at komme problemet til livs, fordi de mange mellemled er svære at spore for politiet.

Bo Balschmidt fra Forsikring & Pension tror også, at tendensen til flere it-tyverier vil fortsætte.

Han mener dog, at man godt kunne begrænse problemets omfang, hvis virksomhederne blev bedre til at tage deres forholdsregler. En virksomhed kan blandt andet forebygge tyverierne ved hjælp af et sikringssystem, der registrerer de forskellige dele i computeren i en ekstern database. Hvis computeren derefter bliver stjålet, kan delene spores og findes.