Coloplast er først med vævet tekstil-stomipose

For første gang nogensinde er danske Coloplast klar med en stomi­pose, der er lavet af vævet tekstil. Det har taget virksomheden tre år at udvikle den nye pose, som over 300 ansatte har designet og testet. Dertil har 700 personer, opereret for ­stomi, testet SenSura Mio, som posen hedder, i den virkelige verden.

Jakob Weldingh er projektleder hos Coloplast og forklarer, hvad der adskiller den nye pose fra virksomhedens øvrige portefølje:

»Først og fremmest har vi udviklet en teknik til at skære i tekstil, uden at det flosser. Det er afgørende i forhold til at kunne svejse stomiposens dele sammen. Samtidig har vi inddraget brugere og sygeplejersker tidligt i udviklingsprocessen. Det har været vigtigt, da det her er verdens eneste stomipose af tekstil,« fortæller Jakob Weldingh.

På verdensplan skønnes det, at omkring 2,5 millioner lever med stomi. Derfor har Coloplast også brugt sin erfaring som global spiller til at eksportere den nye stomi­pose til 14 lande i Europa. Dertil også Nordamerika og Japan.

Dermed vinder Coloplast Ingeniørens Velfærdspris 2014, der er en delkategori under Ingeniørens Produktpris.

Brug af tekstil har været udfordrende

I løbet af de godt tre års udvikling har Coloplast været i nært samarbejde med en tekstilleverandør. Alene det at fremstille en stomi­pose i tekstil frem for traditionel plast kræver analyser af vævtætheden, trådtyper, opaciteten og grænserne for overbelastning.

Foruden selve posen har Colo­plast også forsøgt at mindske gener med luft i posen. En nyudviklet filterkonstruktion sikrer, at filteret ikke stopper til under brug, og man kan derfor filtrere luften ud uden lugtgener.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg har den ny pose på lige nu.

Der er adskillige forskelle fra coloplasts ældre produkt, men begge poser er gode.

Stomiposer består af adskillige elementer: - En klisterplade som kan hæfte sig skånsomt på huden omkring stomien, der bare er et lille stykke tarm der munder tarmsystemet ud på siden af maven. - En forsejlingspose, som fungerer som et reservoir for det der kommer ud af tarmen - En beskyttelsespose som sidder uden på forsejlingsposen - Et luftfilter, som tillader luft fra forsejlingsposen at sive ud, men samtidig forhindrer lugtgener.

I coloplasts seneste udgave er alt nyt. Klisterpladen er blødere og mere elastisk, uden at klistre mindre, hvilket betyder at der er væsentligt mindre risiko for at klisteret falder af huden i utide. Det betyder at man som bruger generelt oplever en højere grad af frihed. Forsejlingsposen lader til at være endnu mere robust end i tidligere modeller. Det er godt, idet en flænge eller et andet brud på denne del af posen er, og jeg bruger en akademisk betegnelse her, pisse irriterende. Luftfilteret er en anderledes model. Tidligere poser har kørt med to luftfiltre, som er sådan nogen små fætre formet som en banan, ca. på størrelse med en enkrone. Denne model har et større filter på størelse med en 20'er, så vidt jeg kan se. Og beskyttelsesposen er som der står beskrevet i artiklen rigtignok lavet i tekstil. Den føles mest som en marginalt mere ru version af min forvaskede bomuldsundertrøje - måske lidt ala. et bomuldsgardin. Den er uelastisk og man har en klar fornemmelse af, at den ikke umiddelbart kan rives i stykker. Den tørrer rigtignok også hurtigere, og hvor tidligere poser kunne give en fornemmelse af fugt mellem posen og huden i et par timer, føles denne tør hurtigere. Der er også nogen snu tiltag, som eksempelvis at forsejlingsposen er gennemsigtig - man kan hanke op i beskyttelsesposen og kigge til sin stomi, og sikre sig at der ikke sætter sig noget fast i tømnings-mundingen på posen, efter man har tømt den. Det ny kulfilter lader til at være mere effektivt end tidligere, og posten tømmes hurtigt for luft og hænger fladt imod maven umiddelbart efter man har taget den på, men jeg er lidt betænkelig vis at der kun er et filter - jeg kunne godt lide at der var to på den tidligere, idet begge filtre sjældent var dækket af væske samtidigt. Det kan desværre ske med den nuværende mens man sover, at filteret bliver dækket, hvilket gør at der ikke kan slippe luft ud. Jeg har opdaget det een gang, og vågner som regel når det sker (det skete også ind imellem med den tidligere model, selv med to filtre).

Med de tidligere poser har jeg haft minimum et eller andet problem hver 3. måned ca. - Det er ret godt, men når det eksempelvis har været en pose som er faldet af mens man har ligget og sovet, har det jo været...frustrerende. Der er ikke andet at gøre, end og stå op, skifte til en ny pose, tage et bad, gøre rent hvor det er nødvendigt, skifte sengetøj og lagen, og så i seng igen hvis det ikke er blevet morgen endnu. Den tur har jeg været igennem ca. 1 gang hvert år siden jeg fik min stomi.

Det lyder måske forfærdeligt; det er det ikke. Stomiposer er en fantastisk opfindelse for de af os, der har brug for dem, og coloplasts er i særklasse. Den ny pose lader til at levere en tilværelse med stomi, som er meget tæt på helt normal, og jeg foretrækker den helt klart. Jeg tror slet ikke, at udenforstående kan sætte sig ind i, hvilket helvede en stomipatients tilværelse ville være, uden ordentlige poser. Ingeniøren har, i mine øjne, truffet det helt rigtige valg her.

  • 3
  • 0

Hej Kristoffer Palmhøj Sminge

Pointen med det nye vævede tekstil er at skabe en lækker og komfortabel pose som er rar at bære 24 timer i døgnet direkte mod huden. Derfor har Coloplast udviklet og patent ansøgt en svejse teknik der giver en blød og behagelig kant. Tekstilet er mere vandafvisende end det tidligere non-vowen og derfor hurtigt tørt efter et bad.

En anden tanke bag det nye vævede tekstil er at få produktet til at passe ind som en del af beklædningen i stedet for det tidligere mere protese lignende og medicinske udseende. Sammen med den nyudviklede diskrete grå farve er udtrykket blevet mindre sygelig gørende og dermed mere værdigt for brugeren. Produktet er på den måde tænkt til hele det aktive levende menneske og ikke kun som et aggregat til opsamling af affald som helst ikke skal ses.

Håber det var svar på dit spørgsmål.

Venlig hilsen Jakob Bendix, Industriel Designer, Coloplast Design Team

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten