Coca-Cola: Vi har samlet plast op i havet og genanvendt det i ny flaske

3. oktober 2019 kl. 17:0010
Coca-Cola: Vi har samlet plast op i havet og genanvendt det i ny flaske
Illustration: Coca-Cola Company.
En nyudviklet proces gør det muligt at genanvende gammel, beskidt plast i en kvalitet, så den kan bruges til fødevarer. Målet er fuldstændigt at eliminere plastaffald, som ikke genanvendes.
Artiklen er ældre end 30 dage

Coca-Cola Company har fremstillet omkring 300 genbrugsflasker, som indeholder op til 25 procent plast, der er samlet op i Middelhavet og på strande i Sydeuropa.

Genbrugsflaskerne er en prøve på en ny teknologi, som gør det muligt ikke blot at genanvende beskidt og meget slidt plast, men også at opgradere den, så den kan komme i kontakt med fødevarer.

Coca-Cola Company vil inden 2030 indsamle og genanvende hver eneste dåse og flaske, som selskabet sender ud til tørstende kunder over hele verden. En del af det mål skal opfyldes med ny teknologi.

Udviklet af hollandsk startup

Derfor har Coca-Cola lånt penge til firmaet Ioniqa Technology, der udspringer af universitetet i hollandske Eindhoven. Firmaet har udviklet, hvad pressemeddelelsen fra Coca-Cola beskriver som »en cirkulær teknologi«.

Marine Bottle kalder Coca-Cola den nye genbrugsflaske. Illustration: Coca-Cola Company.

Teknologien fjerner ifølge Coca-Colas beskrivelse urenheder fra plast af dårlig kvalitet ved at nedbryde plasten i forskellige, kemiske bestanddele. Det betyder, at plasten kan genanvendes, som var den ny.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Coca-Cola skriver selv, at det betyder, at plastaffald, som i dag bliver brændt af eller deponeret, kan få endnu et liv i nye produkter, og det er faktisk lidt af en underdrivelse.

Netop urenheder, farvestoffer og ikke mindst sundhedsskadelige kemikalier gør det i dag mere end vanskeligt at genanvende den plast, som virksomheder og borgere over hele den vestlige verden indsamler.

Læs også: Kun 31 procent af københavnsk plastaffald bliver med sikkerhed genanvendt

Det er hovedårsagen til, at procenterne for genanvendelse er så lave, og at en del plast, der skulle have været genanvendt, er blevet sendt helt til Asien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs også: Dansk plast blev sendt halvdelen af kloden rundt

Kan gøre helt op med plastaffald

Coca-Cola betragter flaskerne med det marine plastaffald som et bevis på, at konceptet virker. men selskabet går dog ikke i gang med at støvsuge verdenshavene. Foreløbig gælder det om at opskalere teknologien, så mere af den plast, der i forvejen bliver samlet ind, kan blive til nye produkter. Nogle af dem skal naturligvis være sodavandsflasker.

»Det er utroligt spændende at forbedre teknologierne til genanvendelse, ikke blot for os, men for samfundet som helhed,« siger Bruno van Gompel, som er teknisk direktør for Coca-Cola i Vesteuropa, i pressemeddelelsen.

»Efterhånden som teknologierne vokser, vil vi begynde at se på al indsamlet plast, som var den god som ny, ikke kun én gang, men igen og igen,« tilføjer han.

Tonnis Hooghoudt, som står i spidsen for Ioniqa Technologies, lover på sin side, at selskabets nye oparbejdsningsfabrik står klar.

»Vi har som mål at eliminere hele konceptet med engangsplast og plastaffald,« siger han.

Pressemeddelelsen nævner ikke, hvordan processen med at genanvende plasten foregår. Af en kort beskrivelse på Ioniqas hjemmeside fremgår det, at plasten bliver hældt i en opløsning, som får polymeren til at nedbrydes til monomerer. De kan opsamles og bruges til nye PET-flasker.

Måske hollandsk-kyndige læsere også kan få lidt ud af denne korte video fra firmaet.
[video: https://youtu.be/wrhf_SZrEKk]

Også kemivirksomheden Indorama Ventures deltager i arbejdet med den nye genbrugsplast.

10 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
10
21. december 2019 kl. 08:17

Nu er der også masser af plastbakker som er lavet af PET plast.

@kjeld Det sker at man får en ny indsigt, så her er en kort opfølgning til "arkivet".

Jeg har siden fundet ud af at du har ret - og at PET mod min forventning åbenbart er meget svært at få genanvendt. Der findes ingen anlæg i Europa, der genanvender PET medmindre det er 100% fødevareplast. F.eks. har tyske Alba oplyst at PET (kødbakker o.lign.) sendt dertil fra min plastspand slet ikke bliver genvanvendt, da de ikke kan afsætte det til genanvendelse.

På den baggrund giver PET-oprensningsteknologien pludselig mening, hvis det kan gøres miljømæssigt forsvarligt.

9
6. oktober 2019 kl. 21:40

"Måske hollandsk-kyndige læsere også kan få lidt ud af denne korte video fra firmaet."

Dank u. ;-)

8
4. oktober 2019 kl. 14:55

I Danmark vil det således være meget begrænset hvad den kan gøre ved vores restplastik efter vi har afleveret næsten alle vore PET-flasker som en meget ren fraktion i pantsystemet.</p>
<p>Den får os altså desværre ikke ret meget nærmere på "at gøre op med plastaffald"

Nu er der også masser af plastbakker som er lavet af PET plast.

Noget kan dog tyde på at vi skal til at kildesortere noget mere. Og så skal der måske lovgives, så affaldet bliver mere ens og ikke mindst lettere for folk at sortere.

7
4. oktober 2019 kl. 14:27

Synes det lyder som et interessant skridt i den rigtige retning. Det er godt at der begynder at komme nogle kommercielle interersser til at genbruge plastaffaldet. Og der skal helt sikkert indsamles en pæn mængde plast for at dække materialet til en enkelt flaske.

Udover nye oprensningsteknologier, er jeg er ret sikker på at sorteringen af plastikken er en vigtig faktor, når der skal skabes værdi ud af plastaffaldet.

Jeg forestiller mig fremtidens sorteringssystemer, hvor store mængder indsamlet plast først bliver hakket i småstykker, og derefter sendt igennem avancerede sorteringsanlæg, der ved brug af vision systemer, AI og lynhurtige robotarme/sugerør kan sorterer plastikken i deres respektive plasttyper, farver og kvaliteter.

6
4. oktober 2019 kl. 12:08

Jeg tror diskussionen males med for bred en pensel, og derved går væsentlige detaljer i eet med helheden.

For eksempel "flasker" og "flaskelignende beholdere". I oplyste og velorganiserede lande, e.g. Danmark, har vi en lang tradition for "flaskepant". Det gælder også dåser, og vist udvidet til juice og andet lignende. Det er velfungerende, og der er stort set ikke pantede beholdere i vores natur - for der er også skabt et parallelt "indsamlingssystem" som plukker fra tilgængelige affaldsbeholdere, skove og gader. Andre lande, og store firmaer, har ikke støttet den model, så det var da et sted at starte.

  1. ændret emballage for alt "flaskelignende", så det kan genbruges
  2. pant - hvilket givet vis vil virke (også gennem sekundære opsamlere).

Så er der en række produkter som ikke er egnede til pant - f.eks. plastikposer, engangsbestik, madbakker, diverse småting (vatpinde, .....). Det må så løses gennem produktudvikling - og her er træ og stivelse gode råvarer til (dele af) denne produktion.

Så fokus bør, efter min mening, først være på de største kilder (e.g. flasker og dåser) i ALLE lande, OG på småting med stor udbredelse (e.g. cigaretfiltre, slikposer, ......). Og så må den folkelige og industrimæssige modstand fejes af bordet.

5
4. oktober 2019 kl. 11:32

Først et, vist set tidligere, eksempel på et alternativ til engansplastik, udfra stivelse. Og, knap fire minutter inde, et firma i Spanien som laver 700 liter olie fra ét ton plastikaffald:https://youtu.be/NvnJrH1WW98

4
4. oktober 2019 kl. 11:11

TV2 har kørt en serie om emnet, og vist mange grimme billeder. MEN, set i dansk optik, er det næste udelukkende Vestkysten som bliver ramt - eller ramt hårdt. Kilden er derfor kun i meget begrænset omfang dansk. Mig bekendt er der IKKE lavet en kilde-undersøgelse af det opsamlede plastik. På “min” strand, Sjællands nordkyst, er affald ikke-eksisterende - længere.

Er der læsere som er bekendt med kilderne ? Hvis 80% kommer fra Sydamerikanske floder, så er det jo der indsatsen skal starte.

Men debatten handler jo især også om sønderdel plastik - men det må også have kilder. Det er jo ikke fra en sodavandsflaske i Mølleåen .....

3
3. oktober 2019 kl. 23:34

Ja, det løser jo ikke plastens vej til havet.

Problemet er jo netop den, at plastaffald betragtes som handelsvare frem for at forblive et nationalt ansvar. At aflevere plast på genbrugspladser, bliver vi kun holdt for nar.

Skal plasten forblive i DK er "småt brændbart" eneste sikre, så EU burde gøre affaldshåndteringen til nationalt anliggende uden eksportmulighed. Uden det incitament kommer der ikke brugbare løsninger på bordet, hvilket også gælder anden affald.

Måske er glasflasker og dåser en miljømæssig bedre løsning? Altså forbud mod drikkeflasker af plast?

2
3. oktober 2019 kl. 22:51

Kan gøre helt op med plastaffald

Ioniqas hjemmeside fortæller rigtigt nok ikke meget om teknikken. Men artiklen overser en væsentlig detalje, som de ikke lægger skjul på. Den kan kun håndtere PET-plast som input.

I Danmark vil det således være meget begrænset hvad den kan gøre ved vores restplastik efter vi har afleveret næsten alle vore PET-flasker som en meget ren fraktion i pantsystemet.

Den får os altså desværre ikke ret meget nærmere på "at gøre op med plastaffald"

1
3. oktober 2019 kl. 22:26

Det klinger lidt hult fra et firma som for få år siden lobbyede aktivt imod bla. pantsystemer. Prøv at se denne franske dokumentar som viser hvordan Coca cola har handlet siden plastikflasker kom til.https://youtu.be/qvYZ3sbTaQ0