CO2-lagring spøger stadig i kølvandet på klimatopmøde
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

CO2-lagring spøger stadig i kølvandet på klimatopmøde

CO2-lagring er en absolut nødvendighed for at begrænse udledningen af CO2. Sådan lød konklusionen fra Det Internationale Energi Agentur (IEA) kort før klimatopmødet i Paris, selvom projekter med CO2-lagring verden over falder som brikker i et dominospil i disse år.

»Det sjove ved Carbon Capture Storage er, at videnskabsfolk, FN og IEA mener, det er essentielt, men teknologien har en negativ klang i politikernes ører, og derfor vil man ikke skubbe teknologien fremad,« forklarer Torben Chrintz fra Concito.

Læs også: COP21: En utilstrækkelig aftale får ros og ris

Tidligere i år beskrev Ingeniøren, hvordan CCS-projekter lukkede eller blev bremset i USA og Storbritannien. I EU havde unionen planlagt 12 storskala CCS-projekter i 2015, men realiteten er noget anderledes end ambitionerne. Kun to storskalaprojekter kan i dag findes i Europa, og begge befinder sig i Norge, der ikke er medlem af EU.

Læs også: CO2-lagring i Europa: Fra milliard-ambitioner til en myte i en ligkiste

“You win some, you lose some”

Men fra flere sider på klimatopmødet lød der positiv snak om CCS. Den amerikanske energiminister, Ernest Moniz, udtalte f.eks at Carbon Storage stadig har en rolle at spille i verdens energisystemer.

Lektor i energi, miljøteknologi samt politik på Imperial College, Niall Mac Dowell, ser også en fremgang på CCS-området, selvom flere projekter er annulleret.

»Nogle CCS-projekter bliver droppet, you win some, you lose some. Men grundlæggende bevæger udviklingen sig fremad. Vedvarende energikilder udvikler sig til dels på grund af støtte, mens CCS vinder terræn uden markante subsidieordninger,« fastslår Niall Mac Dowell.

Ifølge Global CCS Institute opererer 15 større CCS-projekter aktivt rundt om i verden. Derudover er syv projekter under udvikling, som instituttet forventer afsluttet i løbet af de kommende 18 måneder.

Både Global CCS Institute og Niall Mac Dowell påstår, at udviklingen ville være væsentlig større, hvis CCS fik støtte. Den nuværende fremgang blandt antallet af projekter skyldes især virksomheder, der beskæftiger sig med indvinding af olie. Selskaberne kan nemlig bruge CO2 til at pumpe ned i oliefelter for at presse ekstra mængder olie ud.

En undskyldning for fortsat udledning?

Netop relationerne til den fossile branche bekymrer hos Greenpeace, der som udgangspunkt er skeptiske over for CCS.

»Der er så mange udfordringer og risici forbundet med CCS, at det giver mere mening at se på videreudvikling af vedvarende energi og industrispecifikke løsninger til at håndtere problemet,« begrunder klimapolitisk rådgiver hos Greenpeace Jens Mattias Clausen.

At verden helst skal være fri for fossil energi, er Niall Mac Dowell enig i. Han argumenterer for, at Greenpeaces standpunkt er et fint idealistisk synspunkt, men at verdens energisystem på nuværende tidspunkt ser anderledes ud.

»Hvis du ikke bruger fossile brændstoffer, har du ikke brug for CCS, men det er langtfra tilfældet nu og inden for de næste mange årtier. Samfundsnødvendige materiale som stål, industri kemikalier og cement udleder meget CO2 i produktionsprocessen. Selv hvis vi ikke inkluderer strømproduktion i kraftværker, kommer vi til at være afhængige af fossile brændsler i flere år endnu. CCS er en vigtig del af omstillingen til bæredygtighed og nedbringelsen af CO2 – det er en overgangsteknologi,« argumenterer briten.

Greenpeace køber ikke begrundelsen. Organisationen frygter, at CSS er en undskyldning for fortsat udledning.

»CCS for os er lidt et forsøg på at beholde eksisterende energimodel, hvor fossile brændsler er dominerende. Derudover mener vi, at der endnu er uopklarede spørgsmål: Hvor skal man opbevare CO2? Hvad er risikoen for, at CO2 slipper ud? Og hvem har ansvaret, hvis det gør?« spørger Jens Mattias Clausen.

Risikoen for udslip, når man lagrer CO2 i undergrunden, er til stede, erkender Niall Mac Dowell. Afhængigt af undergrunden og håndtering kan sikker lagring af CO2 lade sig gøre, hvilket naturen selv har gjort i undergrundsreservoirer, indskyder lektoren. I forhold til ansvar er billedet endnu en smule uklart.

Ansvaret kan på langt sigt overdrages til staten, og på kort sigt kan ansvaret skifte mellem aktørerne på området, såsom strøm- eller industriproducenten, transportøren eller operatøren af CO2-lagret, ræsonnerer Niall Mac Dowell.

Politiker støtte er nødvendig

Han påpeger, at den absolut største udfordring for CCS er regeringer. Politikere skal åbne øjnene for potentialet i CCS, og integrerer teknologien som en del af det samlede energisystem, opfordrer han.

Læs også: COP21: EU kæmper for image frem for klima

Argumenter til trods er den klimapolitiske rådgiver, Jens Matties Clausen, fortsat ikke overbevist.

»Jeg har stadig ikke set nogen dokumentation på, at teknologien er klar til at blive brugt i stor skala. Tværtimod tyder meget på, at man skal en del år ud i fremtiden før, at CCS vil kunne bidrage på nogen meningsfuld måde. Og hvor er så potentialet som overgangsteknologi?«

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Som tommelfingerregel kan landbrugsdrift binde 3-4 kg CO2 for hvert kg kvælstof, der tildeles i kunstgødning inden for visse grænser.
Men de politisk fastsatte kvælstofnormer har forhindret en sådan CO2-binding i snart 20 år, hvorved vi har udledt millioner af tons CO2, som vi ikke burde have udledt.

  • 3
  • 5

Fotosyntesen binder CO2, der via planterester, rodnet mv. lagres i jordens humuslag.
Reduceret gødskning giver reduceret CO2-binding.

  • 2
  • 3

Der kan stilles mange spørgsmål, men tommelfingerreglen gælder typiske forhold (både sædskifter med og uden husdyr).
Og analyserne er mangeårige solidt gennemført.
Kombineres med mere avancerede dyrkningsmetoder, kan der uden tvivl nås bedre resultater.
I forsøgsrækkken var resultaterne helt op til en binding på 5-7 kg CO2/kg N.

  • 1
  • 1

Normalt er det kendt, at roder man i jorden, så frigives CO2 fra humussen. Hvis man vil bruge landbrugsarealer til CO2 lagring, forudsætter det så ikke en braklægning efterfølgende?

Jeg tror gerne at der kan ske en CO2 binding I jorden ( I form af kulstof). På kort sigt.

På et tidspunkt vil den atter frigives, nemligt når planteresterne går I forrådnelse.

Lidt sat på spidsen vil der jo være en stor kulmine klar til os I de tropiske regnskove, hvis der gennem tiderne skete en ophobning af kulstof der.
Det er der mig bekendt ikke tale om.

Derfor vil det være relevant at få oplyst over hvor lang en tidsperiode, der er registreret en ophobning af kulstof I landbrugsjorden. ?
Og hvad forventingen er på langt sigt, når en ny balance har indfundet sig. (Balance mellem optagen kulstof og kulstof, der atter frigives.)

  • 1
  • 0

Karsten Henneberg stiller spørgsmål, som han tilsyneladende selv har svaret på: Jo, hvis man ”roder i jorden”, så frigives der selvfølgelig mere CO2, end hvis man ikke gør.
Pointen ved de langvarige forsøg, jeg har refereret, er, at de dækker ”normal” drift – altså almindelig jordbearbejdning. Og som jeg skrev tidligere: Kombineres med mere avancerede dyrkningsmetoder, kan der uden tvivl nås bedre resultater.

Flemming Ulbjerg mener, at bundet kulstof på et tidspunkt vil frigives igen. Og det kan han have ret i. Vi har et kulstofkredsløb, som indeholder en konstant mængde kulstof. Noget af kulstoffet ”parkeres” for en tid. Fossilt brændstof har været langtidsparkeret.
Når vi brænder træ af i pejsen, har kulstoffet været parkeret i måske 80 år. Afgrøder, der spises af mennesker eller dyr repræsenterer kun nogle måneders parkering.
Det er også rigtigt, at regnskoven er en slags ”kulmine”. Derfor gør vi skade ved at lave tiltag som politiske kvælstofnormer og økologi-koncepter, som bidrager til lavere udbytter og resulterende opdyrkning af regnskov.
Men når udgangspunktet er landbrugsjord, kan der altså opbygges større kulbeholdning i jorden ved tilstrækkelig tilførsel af bl.a. kvælstofgødning.

  • 0
  • 3
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten