CMT fortsætter selv stationsbyggeri på metrocityringen efter strid med entreprenør
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

CMT fortsætter selv stationsbyggeri på metrocityringen efter strid med entreprenør

Metrocityringens 15,5 km tunnel er færdigboret, men der udestår stadig et stort arbejde bl.a. med den såkaldte aptering af stationerne. Det arbejde kan nu genoptages efter at have stået stille siden efteråret. Foto: Emil Hornstrup Jakobsen / Das Büro

Arbejdet med at udstyre metrocityringens 17 stationer med lofter, vægge, gulve, lys og andet interiør kan nu genoptages efter at have stået stille, siden MT Højgaard forlod byggepladserne i efteråret.

Udvandringen skete på grund af en strid med Copenhagen Metro Team (CMT) – der er konsortiet bag etableringen af Metrocityringen – og MT Højgaard kommer ikke tilbage.

Derimod er det CMT selv, der genoptager arbejdet, efter at konsortiet har indgået en aftale med MT Højgaard om at overtage kontrakten. Ingen af de to selskaber oplyser andet om aftalens indhold, end at MT Højgaards kontrakten nu er overtaget af CMT.

Læs også: Efter dyrt metroforlig: Den kritiske del af byggeriet står stadig stille

»Vi har haft en konstruktiv dialog og fundet en fælles løsning til gavn for projektet og med henblik på at sikre færdiggørelsen af Cityringen. Projektet er og vil altid være vores hovedprioritet,« siger Chief Operating Officer i CMT, Sigurd Nissen-Petersen i de to selskabers fælles pressemeddelelse.

Samme budskab lyder fra MT Højgaard:

»Vi gik ind i en dialog med CMT for at finde en fremtidssikker løsning for færdiggørelsen af
apteringsarbejdet. Det har været en lang og vanskelig proces, som har krævet en stor indsats fra alle parter. I MT Højgaard er vi tilfredse med at have fundet en fælles løsning, der sikrer den nødvendige fremdrift for Metro Cityringen. Det er en løsning, som vi gerne medvirker til,« siger koncerndirektør Jesper Nordby fra MT Højgaard i samme meddelelse.

De to parter understreger, at aftalen er indgået 'i mindelighed', men vil ikke offentliggøre dens vilkår.

Læs også: Arbejdet på Cityringen gået i stå og entreprenør kræver 7 milliarder kroner

Arkitektonisk finish mangler

Det arbejde, der nu skal udføres af CMT, er såkaldt apteringsarbejde, der omfatter færdiggørelse af stationernes interiør, herunder facader, lofter, vægge, gulve, værn og rækværker, ovenlys og riste, døre, belysning og el, oplyser selskaberne.

Det indebærer blandt andet at udføre det individuelle udtryk, der skal præge hver af metrocityringens 17 stationer. Kontrakten på arbejdet lød på 570 mio. kr.

Den 15,5 km lange tunnel til ringen er færdigboret, og samtlige 17 stationer er udgravet.

Læs også: Cityringen sluttes i åbent slagsmål

CMT fik ansvaret i april

Da CMT for nylig indgik et forlig med Metroselskabet, indgik der en revideret tidsplan for byggeriet, som betyder, at det nu er CMT, der har det fulde ansvar for, at byggeriet bliver færdigt til tiden. Dermed var det også entydigt CMT’s ansvar at løse konflikten med MT Højgaard.

»Vi har samlet ansvaret for at koordinere de udestående byggeaktiviteter og eventuelt sætte ekstra ressourcer ind hos entreprenøren. CMT har fået bedre likviditet, men har så også fået ansvaret for, at det hele står færdigt i sommeren 2019. (...) Det er en meget relevant del af forliget, fordi der er så meget installationsarbejde, der skal klares, før togene kan køre,« sagde bestyrelsesformand Jørn Neergaard Larsen fra Metroselskabet i april til Ingeniøren.

Læs også: Entreprenør på bonusjagt gav urealistisk metrotidsplan

Allerede ved den lejlighed åbnede CMT for, at det ikke nødvendigvis ville blive MT Højgaard, der færdiggjorde arbejdet på de 17 stationer.