CMC Biologics sætter fart på kontinuerlig produktion
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

CMC Biologics sætter fart på kontinuerlig produktion

Kontinuerlige produktionsflow med treholdsskift har i årtier været essentielt for mange industriers produktivitet, mens biotekbranchens tunge produktionsprocesser har haltet bagefter.

Det er der imidlertid ved at blive lavet om på, for en af tidens tendenser i biotekbranchen er en stigende grad af kontinuerlige produktionsprocesser, forudsiger NNE Pharma­plans Senior Technology Partner Niels Guldager i sine bud på tendenser i biotekindustrien.

Og det er CMC Biologics i Søborg et lysende eksempel på, for virksomheden arbejder netop nu på at få godkendt et anlæg, der over de næste mange år kan spytte store mængder lægemidler ud, som er blevet til løbende i stedet for i faste batches, fortæller Torben P. Frandsen, vicedirektør for procesudvikling i CMC Biologics.

»Vi har tidligere kørt kontinuerlig produktion på nogle lægemidler, men i et stort, nyt projekt bliver det rigtig relevant, og jeg tror, at vi kommer til at arbejde mere på den måde fremover. Vi kan også se på konferencer, at mange større firmaer satser på denne kontinuerlige perfusionsproces,« siger han.

Kommerciel produktion

CMC Biologics har i 14 år udviklet produktionsprocesser og lægemidler, primært proteinbaserede antistoffer og enzymer, på kontrakt fra virksomheder med en god idé. Produktionerne har primært været brugt i prækliniske og senere kliniske forsøg over hele verden, men i 2015 bliver kommerciel produktion også en del af den hastigt voksende virksomheds portefølje.

Det har dels stillet større krav til produktionsfaciliteterne, dels til mængden og kvaliteten af stof, der kommer ud af bioreaktorerne.

Det store nye projekt, hvorom Torben P. Frandsen kun vil afsløre, at det indebærer arbejde med et ret komplekst molekyle, har derfor krævet sin helt egen produktions­facilitet på sitet i Søborg. Bygningen er opbygget til højere kvalitetskrav og optimeret til netop at kunne køre kontinuerlig produktion, men også produktion i engangssystemer. Et kig i VVM-redegørelsen forud for byggeriet afslører da også, at CMC Biologics i løbet af de kommende 5-20 år sigter mod treholdsskift i produktionen, der altovervejende vil ende som kommerciel produktion.

»Det stiller jo også større krav til vores produktion. F.eks. kommer den amerikanske sundhedsmyndighed FDA på besøg senere på året for at inspicere produktionen, så det er noget af det helt store for os,« siger Torben P. Frandsen.

I modsætning til batch-produk­tion, hvor enzymer og lægemiddelstoffer bliver produceret i store ståltanke og høstet på en gang, bliver nogle af de nye produkter til i en løbende proces, hvor cellerne ‘bor’ mere fast i tankene og løbende får tilsat næring, mens der med brug af avancerede filtre lige så løbende bliver høstet af de proteiner, som cellernes producerer.

Dette er ikke nødvendigvis den hurtigste måde at gøre tingene på, men klart den mest skånsomme, hvis man arbejder med særligt sensitive molekyler, som let bliver modificeret eller degraderet, fortæller Torben P. Frandsen.

»Når man jævnligt fjerner noget produkt og tilfører nyt vækstmedier i tanken, får cellerne det bedre, fordi de ikke når at lave så mange modificeringer. Vi udvikler nye lægemidler i helt små bioreaktorer på tre liter eller endnu mindre og skalerer herefter op til 2.000 liters tanke, så arbejdet bliver mere flek­sibelt,« siger han.

Engangsreaktorer

»Tendensen går også mod at bruge kontinuerlige processer i downstream-processen, hvor lægemidlet skal oprenses, men der er vi ikke nået til endnu. Vi kommer dog helt sikkert til at se mere på det,« forsikrer Torben P. Frandsen.

Hvad der også bliver mere af er engangsudstyr, som hurtigt kan omstille produktionen til nye lægemidler, når en proces eller et batch er tilendebragt. Særligt er der tid at spare på grund af nye teknologier i bioreaktorerne, da flere ståltanke er blevet udskiftet med nyere modeller, hvor man kan producere sit stof i en plasticpose nede i ståltanken. På den måde kan engangsplastposerne nemt fjernes efter endt produktion, uden at der skal bruges mindst en uge på at rengøre tankene. Et par dage, og så er linjen klar til ny produktion.

»Skulle vi bygge virksomheden op forfra i dag, ville vi helt sikkert satse på engangsudstyr, og vi får da også mere af det både i år og næste år. Fremadrettet vil hovedparten af vores arbejde foregå i engangsreaktorer,« siger Torben P. Frandsen.

Foruden produktion i Søborg med over 200 medarbejdere har CMC faciliteter i Seattle med lige så mange medarbejdere samt et site på vej i San Francisco.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først