Climathon 2015: Jagten på innovative løsninger er i gang

Hvordan skaber man et bedre flow i bytrafikken, kan man effektivisere parkeringsmulighederne for både biler og cykler, og hvordan sikrer vi, at luftkvaliteten forbedres i storbyerne?

Det er de konkrete klimaudfordringer, der kommer under lup, når Climathon 2015 afholdes i dag, torsdag. Climathon er et 24 timers idéudviklingsmarathon arrangeret af Climate KIC Nordic og Copenhagen Solutions Lab, hvor studerende, startup-virksomheder og andre innovative sjæle med fokus på miljøet mødes for at udarbejde konkrete løsningsforslag på de fire udfordringer.

Arrangementet bliver skudt i gang kl. 10.00, og et døgn senere, efter 24 timers brainstorming, idéudviking og konceptualisering, bliver den bedste idé kåret. Den idé vil det næste halve år, frem mod COP21 i Paris i december, komme under Climate KIC Nordics vinger.

Her vil de blive tildelt økonomiske midler, coaching og blive sammenkoblet med relevante private og offentlige parter med henblik på at føre ideen ud i livet.

Bæredygtighed gennem tværfaglighed

Ved tilmelding er deltagerne blevet bedt om at beskrive deres kompetencer udi idéudvikling af klimaløsning, og gennem denne beskrivelse bliver deltagerne så parret i grupper, der sikrer tværfaglige konstellationer.

Bæredygtige løsninger finder nemlig først sted, når de bliver behandlet med et tværfagligt syn, fortæller uddannelsesleder for Climate KIC Nordic Line Gry Knudsen.

»Tværfaglighed er utrolig vigtig, når man skal finde bæredygtige løsninger. Ingeniører og antropologer ser f.eks. forskellige aspekter af en sag, og det er vigtigt at koble den viden,« siger hun.

Hvordan grupperne vælger at bruge de 24 timer, blander arrangørerne sig ikke i. Det vigtigste er løsningsforslaget, som vil blive målt på bæredygtighed, både økonomisk og miljømæssigt, ligesom der skal være tanke på mennesket frem for teknologien. Men der er ingen krav til, hvad det skal indeholde.

»Vi vil gerne inspireres til, hvordan vi kan gribe udfordringerne an, men der er ingen begrænsninger i forhold til, hvad der kommer på bordet af løsninger,« siger Line Gry Knudsen.

Der er omkring 40 deltagere tilmeldt, hvoraf kun ca. en fjerdedel er danskere. Resten kommer primært fra andre nordiske lande for at deltage i eventet, der finder sted i Copenhagen Solutions Labs kontorer i København.

Adgang til stor data-database

For at kunne udarbejde konkrete løsningsforslag, er man nødt til at have noget viden om borgernes adfærd, og konkrete tal fra bybilledet. Deltagerne i Climathon kan derfor trække på Københavns Kommunes kæmpe database Copenhagen Data www.data.kk.dk, hvor en lang række data fra Københavns bybillede er samlet. Her findes der blandt andet relevant data på byens trafik, parkering og infrastruktur, som grupperne kan trække ud og bruge i deres arbejde.

Derudover har eksempelvis DMI også leveret relevant data om vejret, som også er en faktor i innovativ byplanlægning.

Som udgangspunkt skal løsningsforslagene kun behandle et af de fire temaer, men tænker man flere aspekter ind i sin idé, er det naturligvis kun en fordel. Ofte hænger udfordringerne nemlig sammen.

»30 pct. af bilerne i byen kører rundt for at finde en parkeringsplads. Det er forurenende og spild af brændstof. Hvis man f.eks. kunne dirigere borgeren direkte hen til den ledige parkeringsplads, ville man komme flere udfordringer til livs,« siger Line Gry Knudsen.

Climathon 2015 er et globalt tiltag, som ud over i København finder sted 15 andre steder verden over på ca. samme tidspunkt. Vinderforslagene fra alle 16 byer mødes til COP21 i Paris til december for at præsentere deres ideer for hinanden i et internationalt forum.

Ingeniøren er med i morgen, når vinderen bliver kåret. Læs om vinderforslaget umiddelbart efter.