Cirkulær økonomi: Fra festivalurin til fremtidig ølproduktion

Landbrug & Fødevarer vil have 100.000 liter urin med hjem fra årets Roskilde Festival. Det skal indsamles fra festivalens gæster i store gylletanke, og formålet er at bruge det som gødning på sjællandske maltbygmarker med henblik på ølproduktion.

Tiltaget sker i samarbejde med Roskilde Festival i et forsøg på at gøre festivalen mere bæredygtig.

»Det handler om at vende vores tilgang til affald fra at være en belastning til at være en vigtig ressource. Den megen festival-urin er i dag en belastning for miljøet og i første omgang for kloaksystem og renseanlæg i Roskilde. Med projektet vender vi de mange liter til at være en ressource,« udtaler kommunikationsdirektør i Landbrug & Fødevarer Leif Nielsen i en pressemeddelelse.

Læs også: Olietønder og brugte autodele skal give vindkraft i Tanzania – og på Roskilde Festival

Hvis alt går, som det skal, er det meningen, at festivalgæsterne kan drikke øl produceret fra en mark gødet med festivalurin i 2017.

Landbrug & Fødevarer bliver dermed endnu en aktør, der tester bæredygtige løsninger på Roskilde Festival – det samme gør studerende fra Danmarks Tekniske Universitet hvert år.

Emner : Øl
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten