CIA løfter sløret: UFO'er, overtroiske ingeniører og spionfly på dansk jord

En flåde af USA's legendariske spionfly fra Oxcart-projektet. Hemmelige brændstoftanke kun til dette fly blev blandt andet oprettet i Grønland. Illustration: Central Intelligence Agency

En mand med magiske kræfter kommer ind i et laboratorium.

Ja, det kan lyde som begyndelsen på en vittighed, men det er faktisk titlen på et CIA-dokument, som ikke længere er fortroligt. Dokumentet kan i dag ses online ligesom 930.000 andre dokumenter indeholdende mere end 12 millioner sider.

De 930.000 dokumenter har været offentlige siden 2000, men det har hidtil krævet et besøg på et arkiv i Maryland og en ledig plads ved en af fire computere. Efter pres fra en amerikansk journalist indvilligede CIA omsider i at frigive dokumentsamlingen på internettet. Den kan ses her.

Læs også: Area 51 afsløret af tidligere medarbejdere

Dokumentet om manden med de magiske kræfter stammer fra 1969 og er skrevet af bygningsingeniøren A. Rafailyan, der er flyttet til USA efter at have boet i Tbilisi i Georgien. A. Rafailyan vil fortælle om en række mundtligt videregivne historier, han har hørt i flere år. Om en person, der angiveligt besidder helbredende kræfter og har fået disse testet.

A. Rafailyans opremsning af diverse bedrifter og laboratorietests er ude af trit med de fysiske love, vi andre kender til. De kan nok bedst betegnes som en omgang overnaturlig sludder (omend der naturligvis også kan være tale om et helt særligt kodesprog fra én agent til en anden agent, som vi andre uden skæg og blå briller ikke kan tyde).

Som sådan er dokumentet fra den georgiske bygningsingeniør ret kendetegnede for en del af de nu offentliggjorte sider, der giver et indblik i, hvad det amerikanske efterretningsvæsen for udenlandske efterretninger har interesseret sig for igennem historien.

Masser af UFO'er og mystik

Nysgerrigheden efter eller angsten for at finde ud af, hvad russerne monstro foretager sig, fylder meget. Derudover er der en hel del om UFO'er eller overnaturlige eksperimenter såsom projekt Stargate, der strakte sig fra 1978 til 1995. Kodenavnet dækkede over USA’s militær og CIA, som var interesserede i at afdække, hvorvidt fænomener såsom tankekontrol eller personer med overnaturlige evner med fordel kunne anvendes af USA’s regering, og om de militære magter bag jerntæppet monstro allerede drog fordel af sådanne kræfter.

Indholdet byder tilsyneladende ikke på nogen større seriøse afsløringer. I hvert fald ikke eksempler, som nogen medier har opdaget endnu.

Ing.dk har også lavet en automatiseret gennemgang for at se, om der skulle gemme sig ny spændende viden eller sjove anekdoter om teknik, videnskab eller ingeniører. Det er overordnet ikke tilfældet, så vidt vi hidtil har kunnet se i databasen.

Der er dog enkelte undtagelser. De dokumenter knytter sig primært til Danmarks engagement i Grønland og Arktis. Eksempelvis orienterede CIA den 30. januar 1968 USA’s præsident, Lyndon B. Johnson, om, at Danmarks afgående Jens-Otto Krag stillede sig på bagbenene i forhold til USA’s interesser i Grønland.

Jens-Otto Krag havde ikke et gnidningsfrit forhold til USA i Grønland i sin regeringstid. Blandt andet på grund af amerikanernes brug af Thule Air Base – en United States Air Force-flyvestation i det nordvestlige Grønland.

Læs også: Amerikanske satellitter skal spionere på naboerne i rummet

USA ønskede ikke alt for meget postyr omkring sine militære aktioner og intentioner med Grønland. Det ønske var de ikke sikre på, at Jens-Otto Krag altid ville honorere.

At dømme ud fra tonen i CIA’s orientering til præsidenten huede det dem ikke, at Jens-Otto Krag som en af sine sidste handlinger i sin regeringstid satte fokus på amerikanske overflyvninger af Grønland med atomvåben. Krag nægtede at lægge låg på sagen og gennem en italesættelse lagde han mere eller mindre op til, at hans efterfølger som noget af det første skulle kigge på sagen.

CIA-guide til byggeri i Grønland

Et andet ti sider langt CIA-dokument indeholder tekniske byggespecifikationer på, hvordan man kan lave og medbringe præfabrikerede bygninger til brug i Arktis. Dokumentet er fra efter 1949 og fremhæver blandt andet konstruktionen af en dansk vejrstation ved Thule som et godt eksempel på nogle af de nødvendige og rette valg ved byggeri i de kolde egne.

En række materialevalg og udformninger for at undgå skader forårsaget af kulde og kraftige vejrforhold bliver gennemgået.

Læs CIA-guiden til byggeri i arktiske egne herunder:

Forfatteren gennemgår også konstruktionen af igloer – hvilket han eller hun tilsyneladende har haft en faible for. Omend det er en præference, der nok ikke har været det foretrukne byggevalg i CIA’s hovedkvarter, men som alligevel smittede af på anbefalingerne til byggeri i Arktis.

Mercatorprojektionen volder kvaler

Kort, tabeller og diagrammer har altid spillet en stor rolle i CIA’s analyser af magtbalancer, militære placeringer og anden geopolitik.

I det ret velskrevne dokument Do You Like Maps? fra 1984 beskriver en CIA-medarbejder, hvordan han havnede i efterretningstjenesten, hvordan man visualiserer data, og ikke mindst hvad kort kan bruges eller misbruges til.

Dokumentet er tilsyneladende en del af en samling af kilder og CIA-teorier om, hvordan man indsamler informationer om udenlandske statsmagter. CIA-medarbejderen beskriver den hemmelige indhentning af data til kortvisualiseringer, og hvordan USA og Rusland tidligere har udkæmpet en kortkrig for at forvirre hinanden og give fjenden en forvrænget opfattelse af, hvordan en række forhold i fjendens territorium egentlig forholdt sig.

En særlig plage for kortmageren hos CIA ser ud til at have været problemet med mercatorprojektion. En forvrængning, som førte til, at medarbejderen i sin militære tjeneste sendte et fly på forkert kurs.

Mercatorprojektionen er standardmetoden ved fremstilling af kort til nautiske formål, fordi den kunne vise linjer med konstant sand pejling eller sand kurs som rette linjer.

Mercatorprojektionen giver et kort, hvor retninger og former er nøjagtige, men hvor der sker en forvrængning af størrelsen, som bliver stadigt mere forværret, jo længere afstanden er fra ækvator. Som et godt eksempel herpå fremdrager medarbejderen visualiseringen af Grønland:

Illustration: Do You Like Maps? (1984)

Spionfly blev optanket i Grønland

Et helt tema-arkiv i de offentliggjorte CIA-dokumenter omhandler det legendariske Oxcart A-11/12-projekt. Et projekt med afsæt i udviklingen og afviklingen af spionflyet U-2, der dog kun var hemmeligt frem til 1960, hvor et amerikansk U-2-fly blev skudt ned over Sovjetunionen.

På det tidspunkt var 200 ingeniører og teknikere allerede i gang med udviklingen af U-2's afløser, der i første omgang gik under kodenavnet A-11 Oxcart. Flyet blev blandt andet konstrueret af den legendariske Clarence L. 'Kelly' Johnson fra Lockheed og var forgænger for overvågningsflyet SR-71 Blackbird.

Oxcart havde samme udformning af flykroppen udført i titanium som SR-71, hvilket gav flyet unikke stealth-egenskaber og en form, der ikke umiddelbart kunne skelnes fra andre flytyper. De 200 ingeniører og teknikere arbejdede på udviklingen af flyet, der blandt andet kunne flyve tre gange lydens hastighed. Oxcart 12 opfattes i dag som et pionérfly, der revolutionerede flydesign på adskillige punkter, bl.a. anti-radar, support-systemer til piloten og brugen af titanium.

Bugen af en Oxcart A-12 fotograferet et sted i Californien. Illustration: Central Intelligence Agency

Thornton Barnes (i dag 72 år) var projektingeniør på Area 51 og arbejdet med blandt andet Oxcart A-11/12-projektet. Sammen med fire andre medarbejdere stod han i 2009 frem i avisen LA Times og berettede om en stor del af deres arbejde med revolutionerende flydesign på det myteomspundne Area 51.

Thornton Barnes berettede, at det ikke mindst var den avancerede udvikling af superhurtige fly, der lokkede de ansatte til. Men CIA var også selv opsøgende for at finde kandidater til de tophemmelige projekter.

»Firmaet (CIA, red.) fandt de bedste inden for hvert område og satte dem sammen på projekterne på Area 51,« siger Thornton Barnes, der allerede blev rekrutteret som 22-årig, efter at han tidligt havde demonstreret en omfattende teknisk indsigt.

I alt blev der gennemført over 2.850 testflyvninger med Oxcart, der ifølge de tidligere medarbejdere kan have været medvirkende årsag til en stor del af de mange UFO-rapporteringer, der har været i området. Selve Oxcart-flyvningerne blev indstillet i 1968 blandt andet på grund af en præference for SR-71 Blackbird, som havde en bedre lasteevne. Derudover fløj Oxcart også på flere missioner i udlandet blandt andet til luftrummet over Cuba og Vietnam.

Oxcart-projektets banebrydende og hemmelige design har givetvis været skyld i mange oberservationer af UFO'er - enten fra rummet eller fra Rusland - i den tid, hvor projektet var aktivt. Illustration: Defense Visual Information Center (DVIC)

At projektingeniør Thornton Barnes og de øvrige medarbejdere stod frem i 2009, hænger nok sammen med, at CIA to år tidligere var begyndt at deklassificere dokumenter om Oxcart 12. Dertil kommer, at præsident Lyndon B. Johnson også på et tidspunkt i 1960'erne måtte løfte lidt af sløret for arbejdet med et hemmeligt supersonisk amerikansk fly. Han var presset af, at der var opstået rygter om og ængstelse for, at russerne befløj amerikansk luftrum med et superfly. Johnson berettede i den forbindelse, at USA var fremme med et unikt egenproduceret fly.

Hemmelige brændstoftanke til tørstigt fly

Sammen med de nye online-publicerede dokumenter kan man i dag tegne et mere bredt billede af, hvad CIA og USA’s militær brugte det revolutionerende Oxcart-fly til.

Dokumenterne viser, at Oxcart faktisk på mange punkter var bedre end sin efterfølger, SR-71 Blackbird. En akilleshæl var dog, at spionflyet havde en vældig appetit på brændstof - vel at mærke specielt raffineret brændstof til flyet. Derfor måtte USA fremstille hemmelige brændstoftanke kun til Oxcart-projektet og opstille disse forskellige steder i verden. Disse steder var i Californien, Alaska, Okinawa i Japan, Adana i Tyrkiet samt Thule i Grønland.

Læs også: Aflytning: Spion-udstyr kan købes på nettet

Dokumenter viser for eksempel, at Shell vandt kontrakten på at stå for brændstof-leveringen til Thule i forbindelse med Oxcart-projektet. Hertil blev små grupper af teknikere sendt og udstationeret i korte perioder udelukkende for at sørge for, at spionflyet havde adgang til det rette brændstof i Grønland – og at informationerne om det særprægede fly ikke blev spredt.

Læs Shells CIA-kontrakt (med rabat) på hemmelige brændstoftanke i Grønland:

Harry Martin, brændstof-specialist, er en af de tidligere Area 51-ansatte som har berettet om sit tophemmelige arbejde til LA Times. Blandt andet om hvordan han engang skulle forberede sig på at skulle forlade det lune klima i Nevadas ørken til en mission i tænderklaprende Thule i Grønland.

»Min kone kastede ét blik på mig iført arktiske støvler og en velvoksen vinterjakke og vidste, at hun ikke behøvede at stille nogen spørgsmål om, hvor jeg skulle hen,« har han fortalt.

I dag eksisterer der ti A-12 Oxcart-fly. Et af dem kan ses på en udstilling på et hangarskib i New York. Herunder ses specifikationerne for A-12 Oxcart versus SR-71 Blackbird:

Illustration: Oxcart

**Opdateret 27.jan: I den oprindelige version af artiklen stod der, at Jens-Otto Krag forpligtede sin efterfølger til at kigge på USA's overflyvninger med atomvåben. Det var en lidt for bastant udlægning på grund af en fejl-oversættelse af CIA-dokumentet. Der var snarere tale om, at Krag gennem en italesættelse forsøgte at sikre sin efterfølger til at kigge på sagen.
I et forsøg på at sikre at Krags efterfølger kiggede på sagen

Emner : Fly
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Krag nægtede at lægge låg på sagen og forpligtede ligefrem sin efterfølger til, at han som noget af det første skulle kigge på sagen

  • det har Jens Otto næppe kunnet forpligte Hilmar til!? Der står 'ensnarled', som jeg ikke kan finde i hverken ordbog eller Google Oversæt(?). Der skulle måske have stået 'ensnared'?
  • 0
  • 0

Ikke at det har meget med SR71 at gøre, men jeg mener, at Krag i 1972 overlod tronen til Anker Jørgensen. Men jeg aner ikke, om anker lod sig forpligte til at videreføre sagen om USA's rolle i/over Grønland.

  • 1
  • 0

så er et bare en lille søster

SR-71 er rent fysisk 'store søster' og en videreudvikling af A-12. SR-71 kan flyve meget længere, har ud over pilot også en operatør og kan klare en større nyttelast. Dette indikerer at SR-71 er en videreudvikling af A-12. Man har taget ganske lidt af 'sportsvognen' af den og gjort den bedre egnet til den tiltænkte opgave, at indhente oplysninger d.v.s. spionere.

  • 5
  • 0

Imponerende foto (det er vist ægte?) af 10 stk SR71. Jeg har fløjet SR71 20-30 gange. I Commodore-flysimulatoren Stunt Island kunne man vælge mellem mindst 30 flytyper, og SR71 var langt den hurtigste og sjoveste at drøne rundt i. Det var tider!

  • 1
  • 0

Hvem vidste at CIA havde sit eget luftvåben? Jaja, jeg ved at de besidder alle mulige fly, men disse var bygget specifikt til CIA.

- ja, som U-2/TR-1:

The U-2 spyplane program grew out of these concerns. The U-2 was a special high-altitude plane that flew at a ceiling of 70,000 feet. Because it flew at such heights, it was thought it would be possible for the planes to pass over the Soviet Union undetected by radar on the ground. It was important that the overflights be undetected, because normally an unauthorized invasion of another country’s airspace was considered an act of war. Operated through the U.S. Central Intelligence Agency (CIA), the first flight over Moscow and Leningrad (St. Petersburg) took place on July 4, 1956...

  • 1
  • 0

I (endnu) en af de mange fremragende podcasts fra Omega Tau taler Marcus Völter med den tidligere SR71 pilot Richard Graham om hvordan man egentligt flyver sådan et bæst. Det er virkelig spændende og fuldt af detaljer, som man ellers ikke finder flydende rundt på gaden.

Jeg var især fascineret af hvor stor en del af pilotens arbejde der ikke havde at gøre med at flyve flyet, men i stedet med at være systemoperatør på den komplekse struktur af indsugning til motorerne.

Jeg kan varmt anbefale at bruge de godt 5 kvarter i godt selskab med Marcus og Richard. Det er episode 91 i listen på http://omegataupodcast.net/download-archive/

Men pas på: det er en podcast, der godt kan blive vanedannende.

/Bo

  • 2
  • 0

Under billedet står der "Bugen af en Oxcart A-12 fotograferet et sted i Californien."

For mig ser det nu mere ud som om det er en inverteret Oxcart, altså med bugen i vejret.. ? .. så billedet altså gengiver oversiden.. ikke bugen, selv om det er taget nedefra.. !

.. Hvorfor egentlig ? .. er det mon for nemmere, at montere den under bugen på en bomber der give den et lift for en testflyvning.. ?

  • 1
  • 0

Billedet viser faktisk oversiden af flyet. Hvis man ser lidt efter, kan man se at flyet er monteret på hovedet på en pæl - blandt andet kan man se siderorene pege nedad, og cockpittet er også tydeligt.

Man gjorde dette for at teste flyets radarsignatur, og da det i sagens natur næsten altid ville blive set på nedefra (der var jo ingen, der kunne flyve højere), var det signaturen fra den vinkel, der var interessant.

Jeg kan ikke finde en kilde lige nu, men jeg hørte i et tv-program om OXCART, at ingeniørerne var nødt til at flytte prototyperne indendørs hver gang der kom en sovjetisk spionsatellit forbi (man vidste præcist hvornår det skete). Efter sigende skulle russerne alligevel have fået en ide om, hvad man testede (i Area 51, endda), fordi jorden under flyene, der jo havde ligget i skygge, havde en tydeligt lavere temperatur end de omliggende arealer. Forskellen mellem den køligere jord og den varme ørkenjord udenom viste lige så fint omridset af A-12 flyet på satellitternes termiske kameraer.

  • 5
  • 0

Henrik, jeg har netop selv læst samme historie (husker heller ikke hvor). Den fortæller videre at CIA opdagede (don't ask me how) at russerne havde detekteret silhouetterne, hvorefter de fabrikerede et antal forskellige skabeloner med "vilde" designs som de lagde på asfalten - for derved at forvirre/misinformere russerne.

  • 0
  • 0

Den fortæller videre at CIA opdagede (don't ask me how) at russerne havde detekteret silhouetterne, hvorefter de fabrikerede et antal forskellige skabeloner med "vilde" designs som de lagde på asfalten - for derved at forvirre/misinformere russerne.

- umiddelbart forekommer det svært at se, hvor megen 'nytte', en (nysgerrig) modstander ville kunne drage af en 'udtværet' (solen flytter sig jo dagen igennem) silhouet(?). Jeg forstår heller ikke ganske, hvorledes disse fly forbindes med 'Masser af UFO'er og mystik': Bortset fra start og landing (som vel i hovedsagen har fundet sted i mørke??) har de jo fløjet i højder, hvor de ikke kunne observeres!(?).

  • 0
  • 0

10 stk SR71

Nej det er ikke næppe SR-71 men derimod A-12 fly. A-12 havde kun pilot ombord, ikke nogen system operator. Man kan ikke se hans cockpit bagved pilotens. Dog kan man se at fly nr. 2 i rækken er et skolefly hvor der er et 'ekstra forhøjet' cockpit så instruktøren kan se hvad der sker. De viste A-12'er er lyse med mørke U S Airforce bemalinger.

  • 0
  • 0

Disse fly har en meget karakteristisk silhuet. Selv om den er udtværet er jeg ganske sikker på russerne meget gerne ville vide alt om konstruktionen, herunder også om den ændrede sig med tiden. Til det formål er en termisk profil ganske udmærket. Operationerne er sandsynligvis ikke foregået om natten. Hvis man ønsker almindelige fotografier er der brug for godt dagslys og skyfri himmel. Disse fly vil, selv om de er stealthy også ses på en radarskærm. Pletten vil bare forsvinde ret hurtigt p.g.a. deres jammer udstyr. Sådan en plet, der bevæger sig alt for hurtigt og hele tiden forsvinder er en god kilde til mystik og UFO-rygter. Det siges at svenskerne, ved brug af flere radarer samtidigt har været i stand til at låse på SR-71 når den passerede Sverige på sine opgaver.

  • 2
  • 0

Hele Blackbird familien af fly er fascinerende. De operationelle aspekter og historierne som piloter og tekniker kan fortælle er interessante. Men udviklingen af flyende og teknologien de repræsentere er utrolig spændende. Det er nok det mest ekstreme serieproducerede fly nogensinde. Absolut mit favoritfly. Med A-10 på en andenplads.

Med til historien om brændstoftanke på Grønland høre at det aldrig var planen at operere flyende fra Thule Air Base. Det var de tankfly der understøttede de ofte meget lange operationer over Østeuropa der hentede brandstof i Thule. Og så kunne Thule bruges til sikkerheds/nødlandinger hvis nødvendigt. SR-71 kunne godt flyve på almindeligt brandstof. Men så var den begrænset til Marc 1,6. Ved højre hastigheder ville normale brandstof begynde at koge i tankene.

Det "omvendte" fly i billede er til radartest. Den kunne løftes ca 20 meter op med den søjle den sider på. Jeg kan ikke huske den nøjagtige grund til at den er monteret på hoved. Hele RCS cirkusset omkring Blackbird flyene er god for ingeniører at kunne. Der blev brugt en utrolig masse resurser på at reducere RCS (Radar cross-section som det hed før begræbet stealth fandtes) for Blackbird flyene. Og det lykkedes sådan set også. De var nok de mest "usynlige" fly for datidens radar. Det nyttede bare ikke noget! For det man ikke kunne gøre noget ved var den varme udstødning fra de enorme J58 motorer. Under normale operativ flyvning kørte disse unikke motorer på fuld efterbrænder hele tiden. Og udstødningen var så varm at det delvist var ioniseret. Og ioniseret gas lyser op på en radar som et fyrtårn i natten :-(( Russerne kunne sagtens følge dem på deres radar.

Det hjælper ikke at kunne lave 90% af jobbet hvis de sidste 10% er kritiske! De lektioner man lærte af problemerne med RCS på Blackbird flyene har påvirket designet af alle efterfølgende amerikanske stealth fly.

PS. Der blev udviklet 4 forskellige Blackbird's: A12 YF12 M21 SR-71

Der indgik ca 20 tons titanium i hver. Næsten alt sammen købte CIA af Sovjetunionen. Der blev bygget 49½ fly i alt :-)

  • 6
  • 0

Mange tak for linket! - nu er mit æbleapparat fyldt til randen med podcasts jeg skal have hørt på vejen til og fra arbejde :)

  • 0
  • 0

Jeg pralede med, at jeg fløj SR-71-fly i "Stunt Island" på min Commodore 64. Jeg er blevet rettet: Det var vist på min AT-??? computer et par år senere?

  • 2
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten