Chr. Hansen satser på bakterier til kosttilskud

Ingrediensvirksomheden Chr. Hansen udvider forretningen og satser nu på gavnlige bakterier til kosttilskud, som blandt andet skal styrke immunforsvaret og afhjælpe dårlig mave. På sigt vil probiotiske bakterier formentlig også kunne forebygge fedme og hjertekarsygdomme.

Chr. Hansen har netop oprettet en selvstændig division inden for sundhed og ernæring, som skal satse på non-food produkter.

»Vi har konstateret, at området med halvfarmaceutiske produkter som kosttilskud er et meget interessant forretningsområde, som vi nu vil satse intensivt på,« siger den nyudnævnte direktør for divisionen, Henrik Dalbøge.

Foreløbig satser virksomheden på fire områder, hvortil de allerede i dag fremstiller bakterier. Det er kosttilskud til forbedringer af mavetarm-kanalen, af immunsystemet, børnesygdomme som diarré og til kvindesymptomer, eksempelvis bakterielle ubalancer i skeden.

»Men vi vil også se på områder som forhøjet kolesterol, hjertekarsygdomme, stress, overvægt, infektioner osv. Der er en lang række symptomer, som vi mener de probiotiske bakterier kan behandle,« siger Henrik Dalbøge.

Bakterier påvirker fedme

Probiotiske bakterier og deres sundhedsfremmende effekter har de seneste år fået markant større opmærksomhed, fortæller lektor Hanne Frøkiær, BioCentrum-DTU, hvor de også forsker i de gavnlige bakterier.

»Eksperterne har erkendt, at tarmens bakterieflora har enormt stor betydning for vores helbred, og det har gjort at interessen for bakterierne er eksploderet de senere år,« siger Hanne Frøkiær.

Foreløbig tyder forskningen på, at eksempelvis immunforsvaret, kolesterolniveauet, udvikling af allergier, cancer og hjertekarsygdomme er under indflydelse af tarmfloraen. Senest har forskningen vist interessante resultater omkring fedme, fortæller Hanne Frøkiær.

»Fede mennesker har en anden tarmflora end slanke mennesker. Ved at give fede menneskers tarmflora til mus, har man konstateret, at musene efterfølgende bliver tykke,« siger hun.

Den slags opdagelser har betydet, at der satses mere på at kunne påvirke og ændre på tarmens bakterieindhold. Hanne Frøkiær ser primært probiotiske bakterier som bestanddel i fødevarer eller som kosttilskud - fremfor som decideret medicin.

Produkterne skal forebygge

Chr. Hansen har heller ikke overvejelser om at blive en farmaceutisk virksomhed, fortæller Henrik Dalbøge.

»Tanken med vores nye satsningsområde er ikke, at vi skal helbrede. Vi skal derimod forebygge,« siger Henrik Dalbøge.

Virksomheden producerer i forvejen bakterier af så høj kvalitet, at de vil kunne indgå direkte i kosttilskud og lægemidler, fortæller han. Samtidig betyder bevægelsen mod det medicinske område, at virksomheden i højere grad vil satse på dokumentation af deres produkter.

»Vi skal have dokumentation for, at produkterne virker efter hensigten,« siger han.

Dokumentationen består primært i at gennemføre forsøg med dyr og mennesker og konstatere, om der er signifikant forskel på effekten af bakterier og placebo, f.eks. på personer med diarré.

For de produkter som Chr. Hansen allerede har udviklet, har de eksempelvis lavet undersøgelser, der viser, at bakterierne øger forekomsten af visse antistoffer og immunforsvarsceller. Det indikerer, at immunforsvaret er blevet styrket. De har tillige vist, at få dage efter at have spist specielt udvalgte probiotiske bakterier, findes disse i skeden, hvor de er med til at genskabe bakteriebalancen.

Foreløbig består enheden af ca. 60 personer globalt - fordelt ligeligt på salg, forskning og udvikling samt produktion.

Henrik Dalbøge kan ikke fortælle, hvor stort området i dag er for Chr. Hansen. Men forventningen er, at de med satsningen på området kan fordoble omsætningen i løbet af nogle få år.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten