Chips i toilettet afslører, hvorfor spildevand ryger direkte i åen

1.200 skumgummibeklædte RFID-chips bliver snart sendt ud på en vigtig mission i kloaknettet under sydsjællandske Dalby. Her skal de afsløre, hvor der er fejlkoblinger i spildevandssystemet, og dermed hvor der skal sættes ind for at forhindre, at spildevand løber urenset i den nærliggende Dalby Å.

Normalt opsporer spildevandsselskaber fejlkoblinger ved hjælp af tv-inspektioner og ved at hælde farvestof i toiletter, vaske og afløb og se, om vandet bliver farvet i kloaksystemets brønde. Men i Dalby har Faxe Forsyning valgt at tage en ny metode i brug, fortæller projektleder Claus Mouritsen.

»Det er en lidt epokegørende teknologi, synes vi selv. Hvis vi skulle finde fejlkoblinger med farvestof-metoden ville vi have været nødt til at gå fra hus til hus og fra brønd til brønd. Med chippene er tidshorisonten meget kortere. Desuden undgår vi at svine åer og vandløb til med farvestof.«

(Foto: Thomas Aabling) Illustration: Thomas Aabling

Beboere skal skylle pakkeposten ud i toilettet

Ifølge Claus Mouritsen siger tommelfingerreglen, at omkring ti procent af koblingerne i kloaksystemet er fejlkoblinger. Men selv om forsyningsselskabet har lavet en grundig tv-inspektion af hovedledningerne i de separatkloakerede dele af Dalby, så ved forsyningen ikke, hvor galt det er fat i Dalby.

»Tv-inspektionerne viste, at der i hvert fald er en del steder, hvor vi ikke forstår, hvad der sker.«

Så i de kommende måneder sender forsyningen et brev med to tændstikstore RFID-chip til husstandene i de separatkloakerede områder med besked til beboerne om at skylle chippene ud i toilettet.

Forinden har forsyningsselskabet monteret læserudstyr i udvalgte brønde på regnvandsledningerne. Hvis en chip passerer læseren, ved de, at der er en fejl i det hus, som chippen er sendt til.

Første gang i stor skala

Undersøgelsen i Dalby er første gang, chip-metoden bliver brugt i stor skala, fortæller Thomas Aabling fra Thomas Aabling Vandmiljø (TAV), som sælger chippene.

»Vi har foretaget et mindre forsøg sammen med By- og Landskabsstyrelsen og Spildevandscentret i Avedøre. Chippen har virket hver gang, men det her er første gang, hvor de vil blive brugt et sted, hvor man har en konkret mistanke om, at noget er galt.«

Thomas Aabling er miljø-civilingeniør og arbejder med forbedring af vandmiljø i søer. Han fik ideen til at bruge RFID-chip, fordi han kunne konstatere, at der i seks ud af syv oplande til søer er fejl i spildevandssystemet, som gør, at spildevand bliver ledt direkte ud i vandmiljøet.

»Nogle steder er det bare et enkelt hus, men andre steder er det en hel stikvej i et nybyggeri, der er blevet koblet forkert på.«

Chippen er fra Texas Instruments og blev valgt, fordi den kommunikerer i det lavfrekvente område og derfor er upåvirket af, at komme i vand. Fejlraten er alligevel 20 procent, men det er ikke kun teknologiens skyld, mener Thomas Aabling.

»Jeg vil tro, at cirka halvdelen af fejlene skyldes, at brevet med chippene bliver væk i folks reklamer. Hvis der er to chips, der passerer en læser i samme sekund, vil de heller ikke blive læst, fordi signalerne forstyrrer hinanden. Og så er der selvfølgelig nogle, der hænger fast undervejs og ikke kommer frem til læserne.«

Håndloddet og holdt sammen med elastik

Selv om forsøget i Dalby er stort, satser han ikke på at kommercialisere teknologien med det samme.

»Læserne er stadig nogle, som jeg selv lodder sammen og sætter op i kasser holdt sammen med elastikker, så det er ikke helt produktionsklart endnu. Men efter et forsøg eller to yderligere er vi forhåbentlig et sted, hvor det kan sælges mere bredt.«

Faxe Forsyning regner med at være færdige med at undersøge Dalby i første kvartal næste år. Derefter venter yderligere undersøgelser i de huse, hvor chippen røg ud med regnvandet. Hvis en fejlkobling afsløres bliver det ejerens ansvar at ændre kloakeringen, så spildevandet fremover ryger i den rigtige kloak.

Dokumentation

Læs mere om projektet her

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Og en husejer der kan se frem til en ekstra regning, får en stor lyst til at smide den i skraldespanden i sted for. Mon det er der for at der ikke kommer så mange forbi???

  • 0
  • 0

Syntes der er en stor fejl i forsøget. Der burde også undersøges om der kommer regnvand i kloakken. Har i sommer set flere steder der kommer kloakvand op af kloakken under kraftigt regnskyl, i et område hvor der både er separat vand og kloak system. Et stort problem da forurenet vand løbe direkte i ud i naturen. Men da dejligt der er nogle der begynder at se på problemmet.

  • 0
  • 0

Hej Bo

Ifølge Thomas Aabling egner denne teknologi sig ikke til at spore fejlkoblinger mellem regnvandssystemet og spildevandssystemet. Han har prøvet det nogle gange, men mange af chippene sidder fast i sandfang og dårligt rensede kloaker, fordi regnvandssystemet ikke er så godt vedligeholdt som spildevandssystemet.

I Dalby har Faxe Forsyning dog valgt at strømpefore hovedkloakken (spildevand) der løb langs Dalby Å, fordi der var stor vandindtrængning, som førte til opstuvning i de lavtliggende dele af byen under kraftige regnskyl.

Venlig hilsen

Ulrik Andersen

Journalist Ingeniøren.

  • 0
  • 0

Jeg synes det lyder som et skoleeksempel i alternativ anvendelse af eksisterende teknlogiske komponenter, og jeg er sikker på at systemet ville kunne finde anvendelse i forbindelse med analyse og fejlfinding af kloaknettet i årene fremover. De "issues" som Carsten og Bo nævner herover er ligger inden for fintuningen af system og logistik. Hvis man f.eks. trækker lod om en kasse rødvin (eller en Playstation for den sags skyld ;-))blandt de registrerede chips, så er jeg helt sikker på at det kun er en brøkdel der ikke ender i tønden og dermed i kloaken :-)

  • 0
  • 0

Det burde måske være et krav at den autoriseret kloakmester kontroller om kloakken er rigtigt tilsluttet. Mærkeligt at der heller ikke er lov krav at brønde skal mærkes tydeligt om det er regnvand eller kloak. I dag kan man jo ikke se forskel på dem.

  • 0
  • 0

Når man kræver at kloakker skal tilsluttes af en autoriseret kloakmester virker det lidt mærkeligt at husejeren hænger på regningen, selv om det sikkrt er svært at opspore en kloakmester, som har tilsluttet kloakken for 40 år siden. Måske burde man stramme op på kontrollen af kloakmestre? I den sidste ende er det vel dem, som har ansvaret?

Kloakker er jo typisk noget, man smider i jorden, hælder jord på og så glemmer alt om sålænge vandet løber ud og væk og der ikke kommer rotter op til overfladen.

  • 0
  • 0

Jeg tror det ville være gavnligt hvis man målte hvor mange chips der kom igennem det rigtige system.

Derved får man en positivliste over toiletter, der virker. Samt en negativliste over toiletter, der ikke er korrekt tilsluttet.

Når man har rettet fejlene, vil man så vide hvilke man mangler at følge op på.

  • 0
  • 0

I Juli Zeh's bog Corpus delicti er der en beskrivelse af, hvordan fremtidens loummer har fået påmonteret sensorer. Så kan Big Brother tjekke om der er nogen i fremtidens fitness- og wellness samfund, der har et maveindhold, der indeholder forkerte subsatnser: for meget eller for lidt mavesyre, for meget sprut, eller dope eller noget andet, som fremtidens halvfascistiske sundheds-guruer ikke kan tolerere. Forstæt bare på den måde, så skal Juli Zehs mareridt nok blive til virkelighed. Og som bekendt kan alt jo forklares og legitmeres ud fra yderst rationelle grunde, med tonsvis af cost-benefits. Det handler om nødvendighed.

  • 0
  • 1

Relevant - netop derfor har vi både læsere i spilde- og i regnvandsystemet - og et toilet skal identificeres som enten rigtigt eller forkert tilsluttet. De 20 % tab af chips beror på chips, der hverken er læst i regn- eller spildevandsystemet. Ofte er det begge chips fra én husstand, der mangler, hvorfor jeg tror de fleste af de manglende aflæsninger skyldes at der ikke er trukket ud. Enkelte "bortkomne" chips bliver læst efter 3-4 uger, måske fordi nogle toiletter meget sjældent bruges og chippen strander i stikledningen noget tid.

Iøvrigt har alle borgere i andre forsøg været positive - selv om de kan hænge på en kommende regning...og der findes også fejl på forsyningens side af skelbrønden.

  • 0
  • 0

Rigtig god ide. Vi har allerede taget ideen til os, og håber at det som motivationsfaktor får alle til at glemme tanken om at smide chip i naboens toilet.

Dalby er delt op i faser så ikke hele byen smider chip i samtidig. Det håber vi gør det lidt vanskeligere at "snyde".

Venlig hilsen

Mette Kajhøj

Projektchef Faxe Forsyning

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten