Chefer kan bruges til at komme ud af alkoholsumpen

Opbakning fra arbejdspladsen er alkoholikerens sikreste vej ud af et liv, der er styret af sprutten. For når chefen tager initiativ til en behandling, så er der langt større chance for at komme ud af afhængigheden og overtage styringen af sit eget liv, end hvis det er familie, venner eller én selv, der forsøger at finde vej ud af misbrugslabyrinten.

En opgørelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at 78 pct. af dem, der er henvist til behandling gennem deres arbejdsplads, kan se frem til en succesfuld behandling, mens kun 37 pct. af dem, der kommer på egen foranledning, når frem til et liv uden alkohol.

Det siger noget om, hvor stor en rolle arbejdet spiller, mener Kit Broholm, specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen.

»Det, vi nødigst vil miste, er vores arbejde. Derfor er det en stærk motiverende faktor, når arbejdspladsen hjælper med at løse problemet og dermed tilkendegiver, at de gerne ser, at man kommer tilbage igen,« siger hun og peger på, at det samtidig er arbejdspladsen styrke, at leder og kolleger kan fornemme, hvis det er ved at gå galt, og dermed har har mulighed for at gribe hurtigt ind.

I en undersøgelse, som analyseinstituttet Epinion har foretaget for Ingeniøren, mener 79 pct. af ingeniørerne, at den nærmeste leder bærer hovedansvaret for at hjælpe, hvis folk får problemer med alkohol.

Direktør i Rambøll Oil & Gas John Sørensen oplever det som en naturlig del af sit lederskab at hanke op i medarbejdere, der kommer ud i et misbrug. I løbet af sin 20-årige lederkarriere har han mødt omkring ti medarbejdere med massive alkoholproblemer - hver gang ingeniører. Han har altid taget den direkte konfrontation og sørget for at få medarbejderne i behandling.

»Det bedste mål, man kan præsentere alkoholikere for er, at de kan komme tilbage til en normal tilværelse med familie og arbejde. Arbejdet fylder en utrolig stor del af livet,« siger han.

Det er ikke lykkedes at få alle medarbejdere tilbage på sporet, men det er vigtigt at give alle en chance. Det handler om menneskesyn, mener han.

»Vi har en holistisk holdning til det, vi gør, og forsøger at være en human virksomhed, der tager vare på vores medarbejdere. Det er ikke bare en floskel,« siger John Sørensen.

Og det kan i de fleste tilfælde betale sig økonomisk, fortæller afdelingsleder Birgit Hagenier, Behandlingsklinikken Tjele. Her er cirka 20-25 pct. af patienterne henvist af deres arbejdsplads.

»Jo mere opbakning des større chance for en vellykket behandling. Det er dyrt at have en aktiv alkoholiker ansat og samtidig dybt frustrerende for kollegerne. Derfor er det en klar fordel for virksomhederne at gøre noget ved det.«

Ifølge Sundhedsstyrelsen drikker 600.000 danskere flere genstande, end de har godt af. Blandt dem er 160.000 direkte afhængige af alkohol, mens 190.000 har et skadeligt forbrug, som dog ikke har udviklet sig til direkte afhængighed. Det betyder, at de for eksempel lider af forhøjet blodtryk eller søvnproblemer. Ifølge Ingeniørens undersøgelse har 27 pct. af ingeniørerne haft en kollega med alkoholproblemer.

Mandag begynder Sundhedsstyrelsen årlige uge 40-kampagne under overskriften: "For meget alkohol sætter sine spor".