‘Champions League’ i Lego-robotter: Børn fra hele verden kæmper i Aarhus
Hele Aarhus vrimlede med robotglade, talentfulde børn mellem 8 og 16 år, der fløj til byen fra det meste af verden for at dyste i robot-programmering.
»Vi møder folk fra hele verden, og alle ved, hvem vi er,« lyder det med slet skjult stolthed fra en af det danske hold Lego Reefs unge medlemmer, Bastian Roed. Lego Reefs kom på 12.-pladsen ved verdensmesterskaberne i USA, så forventningerne var tårnhøje, da FIRST Lego League European Championship løb af stabelen i weekenden.
FIRST Lego League Konkurrencen er organiseret af organisationen FIRST, der arbejder på at udbrede interessen for naturvidenskab blandt børn og unge. Forberedelsen til konkurrencen foregår som et undervisningsforløb i folkeskolen, men mange hold og deres lærere ender også med at bruge deres fritid på forberedelserne. På verdensplan er der 32.000 hold, der først dyster i lokale, så regionale og til sidst nationale og internationale konkurrencer. Konkurrencen er blevet afholdt i omkring 20 år og har siden begyndelsen oplevet en stigende interesse.
Det danske hold med tre drenge og tre piger fra International School of Billund var blot et af 120 hold, der dystede om sejren til det europæiske robot-mesterskab.
Hvert hold bestod af omkring seks børn mellem 8 og 16 år, der i månederne op til weekenden havde bygget deres eget bud på en Lego Mindstorm-robot, der er specialdesignet til at løse de specifikke opgaver, deltagerne i konkurrencen skulle løse i år.
Her er banen og reglerne
På selve konkurrencebanen skulle gruppernes robotter udføre en række klart definerede opgaver. Selve banen kan sammenlignes med et billardbord fyldt med Lego og påtegnede streger, hvor en række ting skal flyttes fra zone A til zone B, hele platforme skal svinges rundt, og håndtag skal aktiveres. Samtidig skal robotten kunne navigere omkring diverse forhindringer.
Robotterne er finurlige. Hver især er de bygget omkring den samme Lego Mindstorms-kerne, der har to elektriske motorer og en lille lille computer, der både styrer hjul og tandhjul, der igen driver dens arme og tilbygninger. Lego Reefs og flere andre hold brugte også hydraulik til at drive nogle af robottens bevægelser. Det gør bevægelserne lidt blødere, fortæller Lego Reefs unge deltagere.
Her får man et indtryk af, hvor hektisk det går for sig, når konkurrencen kører. (Slå undertekster til i Youtube ved at klikke på det firkantede symbol nederst i højre hjørne):
Programmeringen af robotterne sker i Legos eget program med en form for drag-and-drop, hvor eleverne vælger et element eller en handling som eksempelvis ‘kør’ og derefter definerer, hvor langt eller hvorhen robotten skal køre. De fleste af robotterne i konkurrencen navigerer delvist selv ved at følge siden på bordet eller de streger, der er tegnet på bordet.
»Stregerne fører faktisk ikke hen til de opgaver, der skal udføres. Det ville være for nemt,« forklarer Magnus Lassen fra Lego Reefs.
Hvis robotten bliver desorienteret og tager fejl med bare én centimeter, fejler den opgaverne. I så fald er det tilbage til start, og hvert hold har kun to minutter til at løse så mange opgaver på banen som muligt. Så hvert sekund tæller.
Ingen forkerte løsninger
Nogle af robotterne i konkurrencen er en meter høje, så de kan køre over forhindringerne, andre er små og kompakte, så de kan køre uden om. Begge robot-typer løser opgaven på hver deres måde.
»Det her er i princippet meget mere seriøst, end det ser ud. Det, børnene går igennem i konkurrencen, minder i allerhøjeste grad om det, de vil blive bedt om at gøre i erhvervslivet,« siger Stian Elstad.
»De bliver præsenteret for et problem som gruppe og skal i fællesskab finde ud af, hvordan de løser det inden en deadline.«
Ekstra konkurrence: Red koralrevet
Ud over at bygge en robot og programmere den til at løse opgaverne skulle hver gruppe lave et lille forskningsprojekt. I år er temaet dyr og Lego Reef har sat sig for at redde koralrevene omkring australien.
»Vi fandt ud af, at solcreme er fyldt med kemikalier, der dræber koraller, når vi bader ved dem,« lyder det fra en dybt engageret Agnes Hodgson fra Lego Reefs.
Derfor havde de unge robotmagere udviklet og prototypet en solcreme uden kemikalier baseret på kokosolie. For at sikre sig, at de selv lavede arbejdet, skulle holdet lave et pitch af deres projekt.
»Det er noget af det fedeste ved de her internationale konkurrencer. Man møder folk fra alle mulige lande, selv her i Danmark,« siger Bastian Roed, og de andre når lige at give ham ret, inden de løber ind igen, stadig fyldt med energi efter otte timer med et konkurrencepakket program.
Bruges også på universitetsniveau
Lego-robotterne bruges ikke kun til at introducere folkeskoleelever til kodning og teknik. Ole Caprani, der er lektor ved Aarhus Universitets Institut for Datalogi fortæller, at han også bruger robotterne til at træne sine egne studerende på datalogistudiet.
»Robotterne er klart de bedste på markedet lige nu og kan bruges til alle mulige interessante projekter. Blandt andet er vi i gang med et projekt, hvor adskillige robotter arbejder sammen om at kortlægge et område, styret fra en central computer, fortæller Ole Caprani entusiastisk.
»Vi bruger godt nok ikke Legos software, men programmerer i stedet robotterne i kodningssproget Python,« fortæller Ole Caprani, der har taget en række af sine projekter med til at vise frem for de robotinteresserede unge mennesker.
