Centerleder: »Nobelpris er den endegyldige blåstempling af immunterapi mod kræft«
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Centerleder: »Nobelpris er den endegyldige blåstempling af immunterapi mod kræft«

Illustration: Niklas Elmehed, Nobelprize.org

Tasuku Honjo og James P. Allison vandt i mandags nobelprisen i medicin for deres bidrag til udviklingen af immunregulerende antistoffer, der har revolutioneret kræftbehandling og lysnet fremtidsudsigterne for en lang række patienter.

Læs også: Nobelpris i medicin: Frigørelse af immunforsvaret i kampen mod kræft

Samtidig har deres arbejde været med til at gøre immunterapi mod kræft både legitimt og mainstream, fortæller Inge Marie Svane, der er professor og leder af Det Nationale Center for Immunterapi (CCIT) på Herlev Hospital. Nobelprisen er blot den endegyldige blåstempling.

»Nobelprisen er den endegyldige blåstempling af, at det her virkelig er så godt, som vi går og siger. Det er noget, der på verdensplan har så stor betydning i kræftbehandlingen, at det ikke kan overses,« siger hun.

Immunregulerende antistofbehandling går ud på at frisætte kroppens immunforsvar i kampen mod kræftceller ved at fokusere på immunforsvarets egne ‘bremseklodser’ i form af hæmmende overfladeproteiner på de såkaldte T-celler, kroppens dræberceller mod infektioner.

Ny Søjle i kræftbehandlingen

De to nylige nobelprismodtagere begyndte i 1990’erne at fokusere på hver deres bremseklods – henholdsvis proteinerne CTLA-4 og PD-1 – og behandling med antistoffer mod begge er i dag blevet udbredt på udenlandske og danske hospitaler, blandt andet mod modermærke- og lungekræft.

»Der er ved at blive bygget en helt ny søjle i kræftbehandlingen. Det bruges på flere og flere kræftformer, tidligere og tidligere i behandlingen,« siger hun.

Læs også: Immunterapi brager frem på danske sygehuse

Det har også haft stor betydning for cancer immunterapi generelt.

»Det er jo blevet mere alment accepteret, at man godt kan arbejde med immunterapi til kræftbehandling, at det ikke bare er noget nogle underlige nørder arbejder med rundt omkring i små grupper,« siger hun.

Fokus flyttet fra speederen

Idéen om at fokusere på immunforsvarets ‘bremseklodser’ har vist sig at være langt mere effektivt end den tidligere dominerende fokus på ‘speederen’

»Mindsettet om, at vi skal trykke på immunforsvarets speeder, har ikke vist sig at være særlig effektivt, og vi har prøvet alt muligt. Men da man så gik ind og fjernede bremseklodserne i stedet for, så fik man gang i systemet på en helt anden måde,« siger hun.

Inge Marie Svansen og CCIT tog selv del i nogle af de kliniske forsøg, der for alvor satte immunregulerende antistofbehandling på verdenskortet.

Læs også: USA godkender banebrydende immunterapi-behandling til børn

»Omkring 2010 fik vi noget af det første ind til vores patienter. Det var antistof mod Jim Alissons CTLA-4. Der var vi med i nogle af de her forsøg, der gav nogle forbløffende resultater for patienter med modermærkekræft,« siger Inge Marie Svane.

»Sidenhen har antistoffer mod Tasuku Honjos mål PD-1 vist sig at være endnu mere effektivt og at have effekt på mange flere kræftformer,« siger hun.

Hun fortæller, at udviklingen på området har været den væsentligste inden for kræftbehandling gennem de sidste fem år, hvilket blandt andet kommer til udtryk på kræftkonferencer, hvor langt størstedelen af indlæggene nu omhandler immunterapi. Det er der en klar årsag til.

»Det er første gang vi har nogle behandlinger til tidligere uhelbredelige kræftsygdomme, som faktisk systematisk kan skabe langtidsoverlevere,« siger hun.

Skabt behov for Nationalt Center

På CCIT, hvor Inge Marie Svane er leder, arbejder de omtrent 50 medarbejdere og tre ledere med flere forskellige former for immunterapi, herunder T-celleterapi hvor T-celler fra en kræftpatient udtages, opformeres og aktiveres til at genkende og angribe kræftceller, inden de tilbageføres i patientens krop.

Hvor denne behandlingsform ifølge Inge Marie Svane 'ikke er kommercielt interessant,' så er det modsatte tilfældet med immunregulerende antistofbehandling. Her sidder medicinalindustrien tungt på forskningen og de kliniske forsøg,

Læs også: I Norge lader forskerne immunforsvaret dræbe kræftceller

CCIT er dog blevet gevaldigt påvirket af udviklingen. I 2016 satte Kræftens Bekæmpelse 8 mio. kroner af til at gøre CCIT til et ‘Nationalt Center for Immunterapi.’ Det skyldtes ikke mindst den aktivitet på området, som immunregulerende antistofbehandling har skabt.

»Det har gjort immunterapi på cancerområdet mainstream og legitimt. Vores center var aldrig blevet et ‘nationalt center’, hvis ikke der var kommet så meget aktivitet på området,« siger hun.

Virkelighedens patienter

Centrets fokus er dermed blevet udvidet fra egen mere snævre forskning, og holder nu øje med blandt andet industriens forskning i immunregulerende antistoffer, de kliniske forsøg på området og ikke mindst, hvordan patienter uden for forsøgene reagerer på behandlingen både på kort og længere sigt.

»Hvis vi lige pludselig får patienter til at overleve i årtier efter immunterapi, risikerer vi så, at de får nogle sen-effekter, som vi ikke kendte noget til, fordi de kliniske forsøg stoppede efter få år?« siger Inge Marie Svane.

Læs også: Voldsomme bivirkninger er immunterapiens skyggeside

Mens de kliniske forsøg typisk viser lovende resultater, så diskvalificerer kravene til forsøgene også en væsentlig andel af ‘virkelighedens patienter.’ Derfor er et af centrets opgaver at kortlægge hvilke patienttyper, der måske alligevel ikke får den gavn af behandlingen, som de kliniske forsøgs resultater tyder på.

»Dem vi behandler i dagligdagen er typisk mere syge, har flere konkurrerende lidelser, er ældre, alt muligt der kunne betyde, at de reagerer dårligere på behandlingen eller får flere bivirkninger. Og det er jo rigtig vigtigt at vide også for patienternes skyld,« siger hun.

Enormt potentiale

I Danmark benytter man allerede de immunregulerende antistoffer mod modermærke-, lunge-, blære-, nyre-, hovedhals-, og blodkræft. I forbindelse med modermærkekræft har det i årevis været første skridt i behandlingen, hvilket også nu sker ved lungekræft. Samme udvikling er synlig over hele linjen.

»Det er også godt på vej til at blive det for de andre kræftformer. Fra at det var det sidste man brugte, hvis kemoen svigtede, så æder det sig lige så stille sig op gennem rækkerne og ender med at blive noget af det første, man griber til,« siger hun.

Læs også: Danske forskere undersøger: Kan immunsystemet selv bekæmpe kræft?

Nogle af de mest udbredte kræfttyper som bryst-, prostata- og tyktarmskræft kan endnu ikke behandles med de immunregulerende antistoffer. Det er dog kun et spørgsmål om tid, mener Inge Marie Svane.

Medicinalindustrien pumper nemlig penge i jagten efter flere bremseklodser som CTLA-4 og PD-1, udviklingen af antistoffer mod dem og at få disse godkendt gennem kliniske forsøg. Mens denne proces tager mange år, så er potentialet stadig enormt.

»Immunsystemet er jo sindsygt komplekst. Det har jo brug for en rigtig tæt regulering, da det er i stand til at slå kroppen ihjel. Derfor er der behov for rigtig mange hæmmende mekanismer. Vi taler nu her om to, men der er måske hundreder, som vi mangler at afdække,« siger hun. .

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten