Cement-ubåde kan blive en realitet

Cement som materiale til ubåde er ikke lige det, man først kommer i tanke om. Men Heinz Lipschutz drømte i mange år om at bygge en sådan fartøj. Sidste år døde han, 82 år gammel, uden at have fået virkeliggjort sin livsdrøm. New Scientist mener, at han ville have oplevet det, hvis han blot kunne have holdt sig i live endnu et par år. Ideen er nemlig god nok, hvor absurd den end måtte lyde. Lipschutz beregnede, at cement-undervandsbådene ville kunne dykke fem gange så dybt som metal-versionen.

Mange ingeniørstuderende har bygget en cementkano, og de norske olieselskaber har bygget en 369 m høj betonkonstruktion, kaldt Troll A. Så der er ingen tvivl om, at selve materialet kan holde til dybhavets temperaturer, saltholdighed og tryk. Da Lipschutz var teenager i 1930ernes Tyskland, fik han en dag den idé at teste en ny modelflyver ved at lade den "flyve" i husets badekar. Hvad nu, hvis undervandsbåde blev bygget, så de lignende flyvemaskiner?, tænkte han. En konventionel ubåd er skabt til at kunne flyde. Ved overfalden er der luft i ballasttankene, Når man vil dykke, fyldes de med saltvand. Flyvemaskiner er derimod tungere end det medium, de bevæger sig i. Deres "flugt" er betinget af den opdrift, der opnås, når vingerne drives igennem luften. Sæt et par vinger på en ubåd, og du kan opnå den samme effekt. Det var Lipschutz' idé.

Når man ikke længere behøver at tænke på vægten (massefylden) af undervandsbåden, åbnes der nye muligheder. Den kan gøres større, stivere og have tykkere vægge end metalbådene. Dermed kan den gå til større dybder og bære tungere last. Den kan altså f.eks. transportere gods fra kontinent til kontinent via en genvej dybt nede under Nordpolens ismasser. Cement er billigt, og det er nemt at fremstille en ubåd eller andre skibe af det. Den flydende cement skal jo blot hældes i en form og størkne. Ikke noget med tusindvis af nitter i stålskroget her.

Kritikere af ideen har anført, at de tunge betonbåde ikke kan komme op til havoverfladen i en fart, hvis f.eks. iltforsyningsanlægget svigter. Men som Lipschutz anførte, så er det blot helt den samme situation som ved flyvende fartøjer i luften. Hvis noget går galt i et fly midt ude over Atlanten, kan man heller ikke "lige standse og lande". Så han mente blot, man må maksimere sikkerheden ligesom i luften. Derimod er der et andet problem. Når en ubåd går op fra store dybder, skal skroget kunne tåle, at trykket udefra falder hurtigt – med en atmosfære pr. ti meter. Det klarer stål nemt. Men cement har meget mindre trækstyrke end trykstyrke. Det modstår let sammentrykning, men trækkræfterne under opfarten risikerer at sprænge båden, som det sker for en legetøjsballon, der stiger til vejrs i atmosfæren.

Det franske firma Bouygues har udviklet en cement, som er 250 gange så stærk som normalt. Den kaldes RPC, reactive powder concrete, og indeholder bl.a. stålfibre. Det er blevet anvendt i broer og bygninger i jordskælvsområder. Et rygte vil i øvrigt vide, at russerne har eksperimenteret med ubåde af cement. Men rygterne er aldrig blevet bekræftet. Udviklingen af nye, stærke cementtyper og mulighederne for at udlægge store flåder af ubåde med stor last, stort mandskab og mange torpedoer er det, der får New Scientist til at mene, at Lipschutz' drøm snart virkeliggøres enten i øst- eller vestlandene.

(Kilde: New Scientist, p.36-39, 9.3.02)