menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
Opdateret: Klokken 13:56:40 bekræftede kontrolcentret, at man havde mistet kontakten med Cassini-rumsonden. Den planlagte nedstyrtning er overstået, og chefen har takket teamet.
»Det har været en utrolig mission, det har været et utroligt rumfartøj, og I har været et utroligt team.«
Der bliver fældet tårer i Jet Propulsion Laboratory i Pasadena i Californien i eftermiddag, når rumsonden Cassini slutter sin 20-års mission med det sidste af 22 dyk ned gennem gasplaneten Saturns ringe, hvor den brænder op. The Grand Finale, kalder Nasa det.
Dykket betyder, at Cassini slutter sine dage med at blive en del af den planet, som den har studeret i mange år, i stedet for at blive sendt ud på de evige satellitmarker.
Nasa sendte direkte fra ’den store finale’ – kig med her
Cassini har videnskabeligt og teknologisk været en enormt succesfuld mission, og der er mange følelser forbundet med missionen. Det uddyber forskere fra DTU Space, Niels Bohr Institutet og Aarhus Universitet lidt senere i artiklen, men lad os lige kigge på et par eksempler fra de seneste dage.
Nasas nyheder er nemlig med til at styrke fornemmelsen af, at der ikke bare er tale om en 6,7 x 4 meter stor og 2.125 kilo tung, teknisk dingenot. Der er næsten tale om en ven – en menneskeskabt sjæl på rejse ude i universet.
Tidligere på ugen lagde Nasa en hyldest – en grafisk poetisk ’ode’ med langsom musik på nettet, hvor man ridser de vigtigste opdagelser op, som Cassini-missionen har bragt hjem til os jordboere om både Saturn og dens måner.
I mandags fløj Cassini omkring månen Titan for sidste gang og snuppede et ganske uskarpt billede, som Nasa selv døbte ’the goodbye kiss’.
Happening now: Titan's "goodbye kiss." Saturn's moon will nudge the spacecraft toward its final plunge. More: https://t.co/SPhC4i6pvD pic.twitter.com/JY8tKoow4U— CassiniSaturn (@CassiniSaturn) September 11, 2017
Farvelkysset var dog et lidt bittersødt farvel, har Cassinis projektleder, Earl Maize, forklaret, for Cassini og Titan har haft et langvarigt forhold ...
Gennem Cassinis 13 år lange tur rundt i Saturn-systemet har månen og rumsonden holdt stævnemøder næsten hver måned i et årti, og det er blevet til 127 møder.
Ved nogle ’stævnemøder’ var de tæt på hinanden, mens de ved andre møder som i mandags så hinanden på lang afstand.
Mens Cassini snedigt har brugt gravitationskræfterne fra månerne til at komme videre på, skulle den denne gang ikke have et ’lift’.
Forbiflyvningen i mandags var med til at bremse farten lidt på Cassini og sænke højden, så det er muligt at gennemføre ’den store finale’ i dag, så Cassini kommer til at gå så dybt ind gennem Saturns atmosfære, at den brænder op. Derfor lidt bittersødt ...
Det med følelser for en satellit kan John Leif Jørgensen, professor ved DTU Space, sagtens sætte sig ind i.
Han kender mange af forskerne på Cassini personligt, for det er de samme folk, der også er involveret i den store Jupiter-mission Juno, som DTU Space er med i. Da Juno ankom til Jupiter sidste år i juli, kneb han selv en tåre.
Cassini er så at sige forløberen til Juno, og mange af de ældre folk var ph.d.-studerende og ansat hos de forskere, der designede Cassini.
Rumsonden blev sendt op i 1997, men var designet længe før det, for det tager cirka 15 år, fra man går i gang med at designe en satellit, til man launcher den.
»Det har været hele deres liv. De var lærlinge på Cassini, længe før den fløj, og nu er de stort set færdige med deres karrierer og går ud i den anden ende. Så Cassini har været hele deres liv og livsbane. Derfor er der mange følelser involveret i det. Det har været deres baby,« fortæller John Leif Jørgensen.
Forestil dig, at du planlægger et eller anden stort og får det til at vokse. Du ved ikke helt, om det virker. Og så ender det med, at det både på videnskabssiden og ingeniørsiden virker lige så godt, som du troede. Du arbejder med data, og ligegyldig hvor du kigger hen, er det nye opdagelser, funderer professoren.
»Så de her folk er meget berømte. De er cremen af cremen. De har arbejdet med Cassini hele deres liv, det har været hele deres virke, og nu slutter missionen,« siger John Leif Jørgensen.
På Stellar Astrophysics Centre ved Aarhus Universitet kalder professor i astronomi Hans Kjeldsen Cassini for et højdepunkt inden for ubemandede rumsonder opsendt siden 1957.
»Cassini og Huygens er en Nasa/ESA-rummission som har overrasket på rigtig mange områder. Jeg har selv fulgt Cassini-missionen siden opsendelsen i 1997, og det har været 20 spændende år med mange højdepunkter. Det er derfor også en trist dag for mig, fordi vi nu ikke længere får nye opdagelser fra Saturn i den mængde, vi har været forvænt med i de seneste mange år,« siger han.
Som John Leif Jørgesen på DTU peger på, nævner Hans Kjeldsen også det, at missionsteamets forskere og teknikere har lagt meget af deres liv i missionen.
»Så de vil være følelsesmæssigt påvirket og både 'takke' Cassini for de store og spændende oplevelser, som den har givet, og græde over, at det hele nu er slut. Jeg er sikker på, at mange går lettede hjem i aften, men også med en tom fornemmelse – og måske med spørgsmålet om, hvorvidt vi nogensinde får en mission af samme type igen.«
»Det er ikke oplagt, at det sker foreløbig, blandt andet fordi det tager mange år at bygge denne type rumsonder, og prisen er meget høj – totaludgiften til Cassini-Huygens er på omkring 4 milliarder dollars,« siger Hans Kjeldsen.
Hans Kjeldsen peger på, at Cassini videnskabeligt har åbnet for et studie af Saturn, som har ført til opdagelser langt ud over det forventede.
»Teknologisk har missionen også overgået alt, hvad vi havde turdet håbe på. Den har været en 'probe', som vi har kunnet sende rundt i Saturn-systemet, og som er blevet fjernstyret med stor præcision fra Jorden. Og så var selve landingen på Titan en bedrift, som var en kæmpe succes, og som bliver svær at overgå i teknisk henseende,« siger Hans Kjeldsen.
Lektor Kjartan M. Kinch på Niels Bohr Institutet har heller ikke selv arbejdet med Cassini.
»Men den har været aktiv i det meste af min professionelle karriere, så jeg har løbende fulgt med i nye billeder og resultater. Så for mig er det også lidt vemodigt,« siger han.
Han hæfter sig som DTU Space og Aarhus Universitet ved, at menneskerne bag har brugt store dele af deres arbejdsliv på missionen.
»Så det er jo ikke underligt, at der er store følelser, når det så er slut - også selv om det som her jo er planlagt og ventet og ikke noget, der på nogen måde kom pludseligt.«
Som planetforsker trækker Kjartan M. Kinch på Niels Bohr Institutet flere resultater fra Cassini-missionen frem, for før Cassini kendte man kun Saturn fra teleskop-observationer samt fra fly-bys af Pioneer 11 og Voyager 1 og 2.
»Det er klart, at en mission som Cassini, der har tilbragt mere end et årti i kredsløb om Saturn, har mangedoblet datamaterialet og vores viden om Saturn, dens ringsystem og dens måner. Der er sikkert også masser af viden, der endnu ikke er gravet frem af det datamateriale fra missionen, som nu naturligvis er arkiveret og tilgængeligt,« siger Kjartan M. Kinch.
Ringsystemet
Månen Enceladus
Formentlig har flere af Jupiters måner på samme måde vand under isen og sender måske nu og da vand op i gejsere.
Enceladus er nu et af de mere interessante steder at lede efter spor af liv.
Månen Titan
Endelig har vi fået en overraskende viden om Titan, som er Saturns største måne og den største måne i solsystemet. Sammen med Venus, Jorden og Mars er Titan blevet en del af en eksklusiv klub af kloder med en atmosfære over en fast overflade.
Før Cassini vidste vi næsten ingenting om Titan, fordi dens overflade er skjult af et tæt skydække. Nu ved vi, at Titan rummer et kredsløb af methan (naturgas), hvor gassen regner ned fra himlen i væskeform og danner floder og store søer på overfladen.
