Canadisk brændselscellepioner køber aktiemajoritet i Dantherm Power

Mangel på arbejdskapital gør nu, at Dantherm-koncernen bliver minoritetsaktionær i datterselskabet Dantherm Power A/S.

Virksomheden har fået ny ejerstruktur i forbindelse med, at den canadiske specialist i brændselsceller, Ballard Power System og det Danfossejede Danfoss Ventures er gået ind i virksomheden med 32 mio. kroner.

Koncernchef i Dantherm Torben Duer siger om udvidelsen af ejerkredsen:

»Vi har tidligere sagt, at vi i Dantherm ikke har nok likviditet til at videreføre denne type af virksomhed alene. Derfor er det meget glædeligt, at Ballard og Danfoss nu er blevet partnere i Dantherm Power.«

Dantherm vil forsat eje 38 procent af aktierne, mens Ballard kommer til at står for "lidt over" 50 procent.

Dantherm Power har specialiseret sig i backupsystemer og mikrokraftvarme baseret på lavtemperatur brændselsceller.

Torben Duer ser frem til at både Ballard og Danfoss vil styrke den markedsmæssige og industrielle side af virksomheden:

»Ballard har jo været i brændselscellemarkedet i 30 år og investeret over en milliard kroner i udvikling. Med medejerskabet får vi adgang til en hel række patenter og knowhow. For Danfoss Ventures vedkommende håber vi at kunne udnytte den markedsadgang, de har i kraft af deres engagement i varmesektoren,« siger Torben Duer. Den samlede værdi af patenter, knowhow, markedsadgang og produktionsteknologier anslås til 22 mio. kroner.

Dantherm Power vil fortsat have hovedkvarter i Hobro. De nuværende 40 medarbejdere vil blive udvidet med nogle udvalgte specialister fra Ballard og Danfoss Ventures.

Dokumentation

Partnere flygter fra nødlidende, danske brændselsceller
Blødende brændselscellegiganter slår pjalterne sammen