Cad-systemer bliver bedre til at tale sammen

Brugere af Autodesk 3D cadsystem Inventor kan se frem til en bedre kommunikation med cad-systemer, som er bygget op omkring geometrikernen Parasolid, som eksempelvis Solid Edge og Unigraphics.

Det er i hvert ambitionen med et nyt samarbejde mellem Autodesk og softwarehuset EDS PLM Solutions - som blev annonceret i sidste uge. EDS ejer og udvikler den næstmest udbredte kommercielle softwarekerne eller såkaldte geometrikerne til cadsystemer Parasolid, og aftalen indebærer, at parterne vil udvikle bedre grænseflader mellem Parasolid og Autodesk's nye geometrikerne Shapemanager, der er udviklet specielt til Autodesk 3D cad-system Inventor.

En geometrikerne er et stykke software, som udfører de grundlæggende beregninger, der skal til, for, at man i cad-programmet kan manipulere med grafiske elementer. Geometrikernen definerer hvordan geometrien i cad-programmet bygges op og sikrer, at proportionerne er korrekte, når cad-operatøren konstruerer og manipulerer sine modeller via en grafisk brugerflade. Dermed er det en kritisk teknologi for mange cad-leverandører.