Byt spejderlejren ud med nørdlejr

Vandkamp får en helt ny dimension på sommerens kommende Nørd Camp for børn. Her skal deltagerne nemlig bygge en vandraket og med små tips, tricks og måske bogstavelige saltvandsindsprøjtninger få den til at flyve så højt og langt som muligt.

Med udgangspunkt i DR’s tv-prgram Store Nørd, afholder Roskilde Festival-projektet Orange Innovation, Det Danske Spejderkorps og DR nemlig igen i år tre dages-lejre for børn. Ud over show med de to nørdede værter Kåre og Emil hver dag, er der opgaver til børnene. Opgaver som de to lige så godt kunne have løst i deres børne-tv show.

Ud over vandraketter byder de tre dages lejrophold på robotværksted med Lego Technic, mobilapps, Arduino, og animationsfilm. Børn mellem 9 og 12 år kan deltage i lejren, hvor naturvidenskab i høj grad er i centrum.

»Det hele drejer sig om, at børnene skal arbejde med aktiviteterne, teste dem og selv finde ud af, hvordan det fungerer,« siger Susanne Møller Nielsen, der er projektleder for Nørd Camp.

Med adgang til lidt flere redskaber end de fleste har i værkstedet og bryggerset derhjemme, får børnene stillet sulten efter nørderi. Arduino er et eksempel på en af de mere tekniske udfordringer. En lille computer, som man kan bygge blandt andet sensorer oven på og programmere til at løse opgaver.

Men opgaverne er åbne, så deltagere på alle niveauer kan være med, forsikrer Susanne Møller Nielsen:

»Det er nok, at man har lyst til at dimse, prøve ting af, er nysgerrig og vil nørde.«

Nørd Camp løber over tre omgange med 160 børn på hver lejr, og er indtil videre halvt udsolgt.

Voksne kan være aktivitetsværter

Har man ikke børn, er der mulighed for at blive aktivitetsvært på en af lejrene.

Aktivitetsværterne hjælper med at holde børnene på rette spor, når de løser opgaverne, og kommer med tips, hvis opgaven går i hårdknude eller vandraketten skal have endnu mere kraft på.

»Hvis man er ingeniør, er det spot on,« siger Susanne Møller Nielsen og fortsætter:

»Man skal have lyst til at formidle og vise, hvordan tingene fungerer.«

Udvover aktivitetsværterne er der børneguides med – voksne som står for at passe børnene på alle tider af døgnet. Det koster 1.295 kr. at deltage i Nørd Camp, som finder sted i Roskilde. Det er andet år, campen bliver afholdt.

Emner : Uddannelse
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er nu fra 9-13 år deltagerne skal være.

Der er bestilt plads til junior, der også var med sidst der var NørdCamp.

Jeg syntes det er en glimrende måde at vække de unge meneskers interesse for naturvidenskab. "Lad os se hvad der sker hvis vi nu prøver det her..." Så kan vi senere binde noget teori på, når nysgerigheden er vagt og de gerne vil vide "hvorfor".

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten