Byggeriet jager offentlige forskerkroner
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Byggeriet jager offentlige forskerkroner

»Byggeriet har den andel af forskningsmidlerne, som vi har gjort os fortjent til. Og vi må erkende, at vi har været for dårlige til at sætte ord på de temaer, som er vigtige at forske noget mere i.«

Selverkendelsen er klar hos direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen, når han skal sætte ord på den vigtigste opgave for KIG - et nyt koordinationsudvalg af byggefolk, som i løbet af det næste år skal skaffe flere forskningsmidler til branchen og øge bevidstheden om det vigtige i at investere i udvikling af det samfundsøkonomisk tunge erhverv.

»Vi er i kamp med alle andre brancher om at få del i forsknings- og udviklingsmidlerne. At blive mere konkrete på vores ønsker er udvalgets vigtigste opgave,« siger han.

KIG-udvalget er blot et af flere initiativer, som under overskriften 'Mod et videnbaseret byggeri' nu bliver søsat efter måneders arbejde drevet af Erhvervs- og Byggestyrelsen og med aktører fra hele branchen ved bordet. Blandt de øvrige nyskabelser er en kortlægning af byggeriets videnstruktur og fordelingen af den nuværende forskning og udvikling.

Hos DTU Byg taler institutdirektør Jacob Møller om et nybrud:

»Der er sket en erkendelse af, at en øget satsning på forskning og innovation er nødvendig, hvis byggeriet skal klare sig internationalt og tjene penge. Og skal branchen have større andel i de nationale og internationale forskningsmidler, bliver den nødt til at markere sig tydligere i den forskningspolitiske debat,« siger han.

Fælles indspark fra branchen

Som et første eksempel på den nye stil kommer branchen med et fælles indspark til den kommende danske 2015-strategi for forskning, hvori der argumenteres for betydningen af at forske mere i byggeriets betydning for energi- og klimasituationen. Bygningsmassen står i dag for 40 pct. af det samlede energiforbrug, og potentialet for reduktioner i såvel nybyggeri som eksisterende bygninger vurderes at være markant. En del af teknologierne findes allerede, mens andre kræver yderligere udviklingsarbejde.

Kontorchef i Erhvervs- og Byggestyrelsen, Lasse Sundahl, er behersket optimist på vegne af det nye program:

»Vi havde gerne set nogle endnu mere konkrete initiativer, men jeg fornemmer en erkendelse i branchen af, at der er talt rigtig meget om udvikling, og at der nu er behov for handling. Vi har aftalt, at programmet bliver evalueret om et år, og skulle det mod forventning vise sig, at der ikke er konkrete initiativer at vise frem i løbet af næste forår, lukker vi programmet ned igen,« siger han.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten