12.167 dage. Så lang tid skal de danske energipolitikere se frem, når de i disse dage og frem til foråret 2018 både diskuterer, hvad der skal erstatte den hidtidige energispareordning, og en ny energiaftale. Den nuværende energiaftale, der blev vedtaget i 2012, udløber nemlig i 2020.
Når det er afgørende, at politikerne ikke bare kigger 8-10 år frem denne gang, er det for at holde endemålet om et fossilfrit samfund i 2050 for øje, mener direktør Michael H. Nielsen fra entreprenørorganisationen Dansk Byggeri:
»Vi har sat mål for, at vedvarende energikilder, skal dække mindst 50 procent af Danmarks energibehov i 2030. Men vi skal jo ikke lave investeringer, der godt nok opfylder 2030-målene, hvis de samtidig betyder, at vi fjerner os fra det overordnede mål om, at vi skal være fossilfri i 2050. Vi er nødt til at opnå det rette miks af energibesparelser og vedvarende energi, og indtil nu har der været alt for meget fokus på udbygningen af vedvarende energikilder.«
Hvornår det samfundsøkonomisk giver mest mening at investere i energibesparelser frem for ny vedvarende energiproduktion, der kan erstatte traditionelle kraftværker, påvirkes naturligvis af prisudviklingen for såvel bygningsrenovering som solceller, solfangere, vindmøller, biokraftværker og lagringsteknologier.
Baseret på beregninger fra Statens Byggeforskningsinstitut fastslog den forrige regering i 2014, at varmeforbruget i eksisterende bygninger skulle reduceres med 35 procent i 2050 i forhold til 2011. Året efter skiftede regeringsmagten, og den nye regering har ikke sat tal på, hvor store energibesparelser der skal realiseres i bygningsmassen, når målet er, at »Danmark skal være uafhængigt af fossile brændsler i 2050«, som regeringsgrundlagene fra 2015 og 2016 har fastslået.
Jagten på det optimale niveau
Flere forskere har imidlertid forsøgt at regne på det optimale niveau. I IDAs Energivision 2050, som fagforeningens forskellige fagtekniske selskaber har forfattet sammen med forskere fra Aalborg Universitets Institut for Planlægning, lyder det, at forbruget af varme og varmt vand i den danske bygningsmasse skal være 40 procent lavere i 2050 end i 2015, da rapporten om visionen udkom.
Senest er Dansk Byggeri og brancheorganisationen Dansk Energi – der tidligere har krydset klinger om, hvor meget der skulle investeres i energirenovering, og hvor meget der skulle bruges på ny vedvarende energiproduktion – blevet enige om at anbefale, at »der samlet for bygningsmassen opnås en reduktion omkring 30-50 pct. af energiforbruget frem mod 2050«.
Skal det mål nås, skal der dog en del til. Statens Byggeforskningsinstitut har i forskellige sammenhænge beregnet, at energiforbruget i den eksisterende bygningsmasse vil falde med omkring 30 procent frem mod 2050 som følge af de nuværende og forventede kommende krav om at bruge energieffektive komponenter, når man renoverer. Frem mod 2050 forventes omkring 10 procent af de nuværende bygninger at blive revet ned.
Nye huse må ikke bruge energi ...
Men i samme periode vil der selvfølgelig blive bygget en masse nyt. Fremskrivningerne viser, at omkring 25-30 procent af bygningsmassen i 2050 vil være opført efter 2015. Skal målet om at reducere det samlede varmeforbrug i bygningsmassen med 35 procent nås, vil det altså kræve, at alle disse nye huse stort set ikke bruger energi – eller at vi begynder at renovere mere, endnu ‘dybere’ og dermed dyrere.
I deres fælles roadmap argumenterer Dansk Byggeri, Dansk Energi og de andre involverede organisationer for, at politikerne skal opstille mål for, hvor meget varmeforbruget i bygninger skal reduceres.
»Vi har brug for mål, så vi har noget at sigte efter. Hidtil har politikerne ikke villet være med til det, fordi de frygter, at det kan være omkostningsdrivende, hvis man eksempelvis i 2030 må erkende, at det ikke går hurtigt nok. Men uden konkrete mål er det svært at se, om vi er på vej i den rigtige retning,« siger Michael H. Nielsen.
Hård kritik af energispareordning
Hidtil har danskerne kunnet få lidt støtte til energirenovering via energispareordningen, som net- og distributionsselskaberne administrerer, og via det såkaldte håndværkerfradrag. Men regeringen vil målrette håndværkerfradraget til servicefag som rengøring og børnepasning, og energispareordningen fik i onsdags en sønderlemmende kritik af Rigsrevisionen. Derfor er der ifølge Dansk Byggeri brug for, at politikerne reorganiserer ordningen.
»Vi mener, at der skal være én uafhængig aktør, der udbyder energispareforpligtelserne, og så kan alle byde på dem. Den med det billigste bud vinder og skal så levere besparelserne. En del af pengene kan man målrette besparelser på procesenergi og en anden del til energibesparelser i bygninger.«
Desuden skal de offentlige myndigheder endnu mere på banen, mener Dansk Byggeri. I dag er de statslige myndigheder gennem EU forpligtet til at gennemføre energibesparelser i sine bygninger. Men der er ikke krav til kommuner og regioner.
Få styr på varmeanlægget
I private boliger er bedre styring af varmeanlæg et af de bedste tiltag, siger seniorforsker Kim B. Wittchen fra Statens Byggeforskningsinstitut.
»Hvis der mangler hulmursisolering, skal man selvfølgelig gøre det, men ellers er det relativt dyrt at lave indgreb i klimaskærmen. Bedre styring af varmeanlæg er nok det sted, hvor man ellers kan opnå den største energibesparelse for færrest penge. Kunne politikerne desuden få flere til at leve op til bygningsreglementets krav i forbindelse med renovering, ville man også kunne hente en del,« lyder rådene.
Og til sidst er der selvfølgelig direkte støtteordninger kombineret med oplysningskampagner og efteruddannelse af håndværkere, som blandt andre professor Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitets Institut for Planlægning fremhæver:
»Da der i 1980’erne var store tilskud til investeringer i at reducere energibehovet, virkede det. Umiddelbart ser det måske ud, som om det var et selvstændigt, økonomisk virkemiddel, men vi skal huske, at der samtidig var en stor oplysningskampagne og efteruddannelse af håndværkerne,« siger han.
