Med CO2-spyende skorstene er verdens cementfabrikker sammen med kulkraftværker arketyper på de ultimative klimaskurke. Og med god grund: Omkring 7 procent af verdens samlede CO2-udledning pumpes op i atmosfæren fra de tusindvis af cementfabrikker, der findes verden over. Det er langt mere, end der kommer fra den ellers meget omdiskuterede flyindustri.
Cementindustrien har desuden den udfordring, at dens primære råmateriale – kridt – er årsag til cirka halvdelen af udledningen. Når kridtet varmes op i cementovnene, omdannes det nemlig til kalksten og CO2. Så selvom cementandelen i betonen kan reduceres, og man kan fyre med affald i stedet for kul, vil der stadig komme CO2 op af skorstenene. Og meget af det.
»Der er et enormt stort behov for beton og cement globalt set. Fra 2010 til 2050 forventes produktionen at blive fordoblet,« fortæller Dorthe Mathiesen, der er direktør i brancheforeningen Dansk Beton.
Artiklen forsætter under illustrationen.
Som man kan se i grafikken herover, forventer Det Internationale Energiagentur, at verdens forbrug af cement – der er steget med omkring 240 procent i de seneste 20 år på grund af det verdenshistoriske byggeboom i Kina – som minimum vil fortsætte på samme niveau og formentlig stige. Selvom byggeaktiviteten i Kina forventes at falde i de kommende årtier, geares der nemlig op i lande som Indien, Nigeria og deres nabolande i Afrika og Asien.
Selvom mange taler om, at man skal bygge mere med træ og andre alternativer til beton, forventer Det Internationale Energiagentur, at beton kommer til at være stort set lige så uundværligt i de kommende 30 år, som det er i dag. I nogle fremskrivninger forventes en vækst, mens nogle af de nyeste fremskrivninger forventer, at forbruget vil fortsætte på samme niveau som i dag.
Betonindustrien er imidlertid godt klar over, at uundværlighed ikke betyder, at der ikke vil blive stillet krav. Derfor har både erhvervsorganisationer, brancheforeninger og virksomheder de senere år drønet køreplaner for CO2-neutralitet ud til højre og venstre.
Der er mange muligheder for at reducere forbruget af beton og dermed cement – men indfangning af CO2 er ifølge IEA en uomgængelig del af løsningen.
»Vi kan komme langt ved at skifte brændsler og erstatte cement med kalcineret ler, men der er begrænsninger for, hvor meget man kan hente ad den vej,« forklarer Thomas Uhd, der er bæredygtighedschef på Aalborg Portland, som planlægger at fjerne omkring 30 procent af virksomhedens CO2-udledning ved hjælp af CCS.
Aalborg Portland er inspireret af verdens første fuldskala CCS-anlæg til cementproduktion, der er under opførelse i Norge med massiv statsstøtte i ryggen. Heidelberg Cement, der ejer den norske fabrik Norcem, planlægger desuden et endnu større CCS-projekt i Sverige – som dog nu er ramt af uvished, fordi den svenske fabriks eksistens er truet af problemer i forhold til den svenske miljølovgivning. Men generelt er Nord- og Centraleuropa ifølge Thomas Uhd der, hvor CCS-løsningerne er tættest på at blive realiseret.
»Inden for vores koncern er vi dem, der er længst sammen med vores kolleger i Belgien. Det handler om, at vi befinder os på det europæiske marked – og for vores vedkommende i Danmark - hvor klimaambitionerne er større end mange andre steder i verden.«
Artiklen forsætter under illustrationen.
Men selvom det skulle lykkes at få CCS op at køre i Norden – og måske endda finde en mere effektiv og billig teknologisk løsning end dem, der nu er ved at blive taget i brug – bliver den store udfordring at få dem udbredt til de dele af verden, hvor behovet for beton er meget større, betalingsevnen mindre, og hvor klimaambitionerne må vige for opfyldelsen af befolkningernes behov for boliger. Per Brevik, der er direktør for alternative brændsler og bæredygtighed hos Norcem, håber, at de norske og danske erfaringer vil blive udbredt via deres moderselskaber.
»Der er en række cementfabrikker uden for Europa, der teknisk er vældigt gode. Og mange af dem er helt eller delvist ejet af europæiske cementproducenter, så selvom det nok ikke er uden for Europa, de satser først, tror jeg, at løsningen også vil nå derud på et tidspunkt. Men på alle markeder handler det også om, at der skal være nogen, der vil betale for det, for produktionsomkostningerne vil blive større.«
Heller ikke Dorthe Mathiesen er jubeloptimist:
»Men man kan spørge, om det er realistisk at få tilvejebragt de nødvendige investeringer for at få teknologien udbredt tilstrækkeligt i den periode, som vi har til at løse vores klimaudfordringer,« siger hun.
Men måske ligger det største håb for at gøre klimaskurken beton til en klimahelt ikke i Europa – men i Kina.
Flere kinesiske fabrikker har nemlig haft pilotanlæg oppe at køre i årevis, og ifølge den seneste udgave af den kinesiske regerings køreplan for udbredelse af CO2-indfangning, -lagring og -genanvendelse, skal CO2-indfangning være 10-15 procent billigere i 2030 og halveres i pris i 2040. Og da kineserne er storeksportører af både cement og cementfabrikker, kan det blive dem, der for alvor får udbredt løsningen til de lande, der kommer til at dominere cementproduktionen de kommende årtier.
