Egypten er historisk berømt for de frugtbare områder omkring Nilen, hvor størstedelen af landets landbrug, byer og industri er placeret. Men i 2030 vil en tredjedel af Egyptens landbrugsareal være dækket af asfalt og beton. Landets 95 millioner indbyggere er ligesom befolkningerne i størstedelen af verdens lande nemlig i gang med at koncentrere sig i byerne, som af samme grund har fået gevaldigt vokseværk.

Vokseværket æder imidlertid så store dele af verdens landbrugs­områder, at det kan true fødevareproduktionen i de hårdest ramte lande. Det konkluderede forskere fra Tyskland, Sverige, USA, Østrig og New Zealand i en artikel offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of America, PNAS, i december 2016.

»Verdens befolkning vokser. Vi kommer til at være 9-11 milliarder mennesker, så vi skal øge fødevareproduktionen. I stedet mindsker vi landbrugsarealerne. Det er den helt forkerte vej at gå,« siger en af forfatterne, Stephan Barthel, ph.d. og forsker i bæredygtig byplanlægning ved Högskolan i Gävle og Stockholm Resilience Centre.

Forskerne tog udgangspunkt i en fremskrivning af byudviklingen, der forudsagde, at byer i 2030 vil fylde tre gange så meget, som de gjorde i 2000. I dag regner eksempelvis FN med, at byernes areal vil blive fordoblet mellem 2015 og 2030.

Ikke alle rammes lige hårdt

Forskernes beregninger viser, at omkring 3,2 procent af verdens opdyrkede arealer vil være urbaniseret i 2030. Det er dog ikke ensbetydende med, at der vil blive tromlet asfalt og hældt beton ud over det hele. I mange af verdens byer er der landbrug inden for bygrænsen, så forskernes beregninger siger, at det ‘kun’ er mellem 1,8 og 2,4 procent af de opdyrkede arealer, der vil blive omdannet til veje og bygninger i 2030.

Det lyder måske ikke af så meget, men de bynære landbrugsarealer er i gennemsnit 1,77 gange så frugt­bare som det gennemsnitlige landbrugsareal. Derfor vil urbaniseringen mindske afgrødeproduktionen med omkring 3,7 procent.

Det virker måske heller ikke som så meget, men der er tale om en global gennemsnitsberegning. Nogle lande vil blive ramt meget hårdere. I Egypten vil afgrødeproduktionen således som nævnt blive reduceret med 36,5 procent. Men også Vietnam (15,9 procent), Nigeria (11,7 procent), Pakistan (8,8 procent) og Kina (8,7 procent) vil kunne mærke effekterne af urbaniseringen ganske tydeligt.

Asien og Afrika vil miste mest

80 procent af det samlede tab vil ske i Asien og Afrika, hvor urbaniseringen går stærkest. Ud over de problemer, som urbanisering giver, vil landbruget desuden blive ramt af klimaforandringer, der i nogle områder giver hyppigere oversvømmelser af lavtliggende marker, og andre steder udtørrer afgrøderne.

I Egypten vil den stigende havvandstand således påvirke den nedre nil omkring Kairo særlig meget. Men også andre byer placeret i og ved floddeltaer vil blive hårdt ramt, forudser forskerne:

»Der hvor man vil miste mest landbrugsareal, er i floddale og deltaer som Yangtzeflodens delta nær Shanghai og Pealeflodsdeltaet nær Hongkong. På et regionalt niveau vil man ikke altid kunne kompensere for den tabte fødevareproduktion, og det kan gå hen og påvirke hele verdens fødevaresystem,« siger studiets hovedforfatter, ph.d. Christoffer Bren d’Amour fra Mercator Research Institute on Global Commons and Climate Change (MCC) i Berlin i en pressemeddelelse.

I teorien ville de fleste lande blot kunne opdyrke nye områder eller effektivisere dyrkningen af de eksisterende. Den første mulighed er mest oplagt i Afrika, og den anden i Sydasien, hvor størstedelen af de dyrkbare arealer allerede er taget i brug. Men i dag er de systemer, der skulle til for at uddanne landmændene og styre arealanvendelsen, sjældent særligt velfungerende i de udviklingslande, der står over for den heftigste urbanisering.

Beskyttelse mod byspredning

Opgaven bliver endnu sværere de steder, hvor storbyer vokser sammen, fordi den overordnede arealplanlægning og koordinering mellem byernes ledelser ofte halter. Alligevel er byplanlægning og lovgivning, der kan beskytte landbrugsområderne, det eneste virkemiddel, forskerne kan pege på.

»Beslutningstagerne på kommunalt niveau må tage ansvaret på sig nu. Deres tid er kommet, for byplanlægning er blevet verdenspolitik,« siger lederen af MCC’s arbejdsgruppe for arealanvendelse, infrastruktur og transport, Felix Creutzig, i pressemeddelelsen.

Der er nemlig områder i verden, hvor politikerne er begyndt at beskytte særligt vigtige landbrugs­arealer:

Planlæggerne (...) skal finde nye områder til boliger og industri, og så er det let og naturligt at se på de flade marker, der er lette at bygge på.Stephan Bartel, ph.d., Stockholm Resilience Centre

Den canadiske provins British Columbia indførte tilbage i 1974 ‘The Agricultural Land Reserve’ for at beskytte provinsens bedste landbrugsjord og sikre områder til fremtidig produktion af fødevarer.

Og efter flere år med eksplosiv byvækst vedtog den kinesiske centralregering i 1990’erne love, der skulle beskytte landbrugsland mod at blive opslugt af de stadigt større og flere byer. Resultatet kan ses ved, at færre landbrugsområder blev konverteret til byområder mellem 1995 og 2000 end i den foregående femårsperiode.

Lovgivning uden effekt

Men mange steder bliver lovgivningen enten ikke indført eller overholdt, siger Stephan Barthel:

»Regeringerne er svage i mange af de lande, hvor urbaniseringen går stærkest, især i Afrika, og myndighederne er korrupte. Så selv om man lokalt godt ved, at man mister landbrugsland, er udsigten til kortsigtede økonomiske gevinster ved at bebygge landområderne for fristende.«

For at kompensere for det tabte landbrugsareal er flere asiatiske lande ligefrem begyndt at købe landbrugsjord i Afrika, Sydamerika og Østeuropa.

»Det er blevet en fuldstændig indgroet del af det kapitalistiske system. Det er blevet deres måde at sikre fødevareforsyningen på. Men det betyder bare, at vi globalt fortsætter med at miste god landbrugsjord,« siger Stephan Barthel.

Behov for internationale ordninger

Ifølge Stephan Barthel skal politikere og byplanlæggere gøres opmærksomme på, at det har konsekvenser at bygge på de bare marker:

»Planlæggerne har andre interesser: De skal finde nye områder til boliger og industri, og så er det let og naturligt at se på de flade marker, der er lette at bygge på. De overser de større konsekvenser.«

Det eneste effektive modsvar vil være internationalt respekterede beskyttelsesordninger, som man i dag har følsom eller enestående natur.

»Det er nødvendigt at beskytte den bedste landbrugsjord på samme vis, som man beskytter særlige biotoper ved at gøre dem til nationalparker. Markedet kan ikke løse det selv,« siger han.