Burmeister & Wain Energi A/S udvider i Danmark

»Markedet for kraftværksteknologi er i vækst. Internationalt er stor fokus på renovering og vedligeholdelse af basiskraftværker. I Sydeuropa og Asien ser vi at der planlægges nye kraftværker. Det giver gode muligheder for dansk kraftværksteknologi«. Det siger direktør Erik Hoffmann-Petersen fra BWE , der har netop afsluttet sit første regnskabsår med et meget tilfredsstillende økonomisk resultat.

I juni 2002 solgte FLS Miljø a/s hovedparten af Burmiester & Wain Energi til den italienske industrivirksomhed STF Spa. Nu er sidste del, kraftværksservice, fulgt med over til BWE som nu kan håndtere alle discipliner inden for moderne kraftværksteknologi.

BWE beskæftiger sig med udvikling, salg og levering af de såkaldte Ultra Super Kritiske kraftværkskedler. Kedler som i dag er installeret på Avedøre-, Nordjyllands- og Skærbækværket. Herudover arbejder BWE med ombygning og forbedring af eksisterende kedler, udvikling af brændere, luftforvarmere, varmevekslere og separatorer til kulmøller.

Den samlede virksomhed beskæftiger 60 mand hvoraf halvdelen er ingeniører.