Bulldozer måske årsag til norsk brokollaps

Brokollapset i Norge er ikke overraskende blevet den store mediehistorie i broderlandet. En næsten ny bro, der kollapser er et sjældent syn

Selvom det endnu ikke er klart, hvad der førte til ulykken, spekuleres der i, om en bulldozer i arbejde uden den nødvendige tilladelse kan have påvirket den ustabile jord langs bækkenlejet under motorvejsbroen og dermed have startet et jordskred. Det var en privat grundejer, der kørte rundt med bulldozeren uden den nødvendige tilladelse.

Se privatvideo af bulldozeren under broen

Geologer og broeksperter arbejder lige nu i området og undersøger risikoen for, om det ustabile og 100 meter brede lerskred kan udvikle sig. Ingen kom til skade under kollapset, som i dag giver store trafikale problemer på vejnettet sydvest for Oslo.

Skjeggestadbroen blev sidst inspiceret af myndighederne i 2011, og dengang var der ikke noget, der tydede på byggesjusk. I rapporten var der ingen anmærkninger, men tværtimod rosende ord til byggeriet:
«Arbejdet ser ud til at være meget godt formmæssigt udført, og der er få synlige slenger eller andre skader på broen. (…) Konsulent, entreprenør, byggeleder og arbejdere skal have stor ros for produktet» hed det i rapporten.

Fra politisk side foreslås det nu at undersøge flere broprojekter langs E18-hovedvejen, der i Norge leder trafikken mellem Kristiansand i vest til den svenske grænse mod øst.

– Det er en alvorlig situation, når man oplever en brofejl på denne måde på et hovedvejnet. Vejvæsenet er på stedet, og vi har også tilkaldt mandskab fra Norges energidirektorat, netop fordi det er vigtigt at få fagfolk på plads, når det handler om jordskred. De skal undersøge om situationen har stabiliseret sig, og hvordan det videre skal håndteres, udtaler den norske transportminister Ketil Solvik-Olsen til VG Nyheter.

– Broen er kun 15 år gammel. Derfor må man forvente, at den er bygget og fundamenteret sådan, at dette ikke burde ske. Det er vigtigt, at vi forstår hvorfor det skete, men her og nu handler det om at få kontrol over situationen, siger transportministeren.

Se video fra pressemøde fra NRK

Siden ulykken mandag eftermiddag har Vestfold Interkommunale Brandvæsen flittigt delt opdateringer på Facebook om udviklingen på stedet.
- Vi er lykkelige over, at det ikke stod en bil med folk nede i knækket, da vi nåede frem til bruddet i Skjeggestad’, skriver brandmajor Erik Løken, som sammen med mandskabet fra brandstationen i Kopstad var de første på ulykkesstedet.

E18 er tirsdag middag endnu lukket i begge retninger. Trafikken ledes nordover af den gamle E18 gennem Holmestrand, mens en ekstra færge er sat ind mellem byerne Moss og Horten.

Trafikomdirigeringen gennem Holmestrand har skabt bekymring hos byens borgere, da de 10.000 biler, der dagligt passerer Skjeggestadbroen, nu må ledes gennem tæt bebyggelse, hvor skolebørn færdes.

Emner : Broer
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

den sydnorske by Vestfold

Der er ingen sydnorsk by ved navnet Vestfold. Vestfold er et fylke (amt / region). Det er lidt det samme som at kalde det gamle Vestsjællands Amt for en by - de har cirka samme befolkningstal og udstrækning.

mens en ekstra færge er sat ind mellem byerne Moss og Horton

Det er ikke Horton, men Horten.

  • 3
  • 0

Selvom bulldozeren ikke havde fået lov, er det jo ikke ensbetydende med skyld. Der optræder en uheldig sammenblanding af lovligt og ulovligt, hvor ulovligt næsten altid forbindes med at det gik galt. Det sker jo lige så tit, at noget ikke ulovligt medfører skade. Om noget er lovligt eller ulovligt har sjældent noget med skaden at gøre, det er oftest dumhed eller uheld, som ingen lovgivning kan hindre. Måske det er omvendt. Jo flere regler der er omkring det, jo flere huller bliver der også. Broen skal blive stående kontra jeg har skam fulgt reglerne. Hårdt trukket op, men dilemmaet ses måske.

  • 1
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten