Budgetoverskridelse på Ringstedbanen spænder ben for jernbaneprojekter landet over
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Budgetoverskridelse på Ringstedbanen spænder ben for jernbaneprojekter landet over

Bromontage i Hvidovre under anlægget af Ringstedbanen. Den nye banes tilslutning til Ringsted Station bliver mere end dobbelt så dyr som budgetteret. Illustration: Banedanmark

Underbudgetteringen af Ringsted Station får nu konsekvenser for togpassagererne landet over. Det bekræfter jernbanestyrelsen Banedanmark, efter at det har vist sig, at stationen bliver mere end dobbelt så dyr som planlagt.

Ringsted Station skal ombygges og tilsluttes den nye jernbane mellem København og Ringsted, og prisen for projektet er steget fra 440 til 961 millioner kroner siden projektets vedtagelse.

Den politiske forligskreds har som konsekvens valgt en mindre omfattende ombygning af stationen, som blandt andet betyder færre tog end planlagt på Ringstedbanen i banens første år. Men selv med den reducerede version lyder den samlede regning på 730 millioner kroner, med andre ord 290 millioner kroner mere end den oprindeligt planlagte løsning.

Læs også: Ombygning af Ringsted Station voldsomt underbudgetteret: Fordyret med 118 procent

Læs også: Danmarks spritnye jernbane åbner alligevel med kun to tog i timen

Rammer hele landet

Og for at finde penge til den fordyrelse udskyder Banedanmark altså en række projekter til vedligehold og fornyelse af jernbanestrækninger og stationer over hele landet.

»Det er korrekt, at vi har udskudt nogle af vores fornyelsesprojekter for at finansiere fordyrelsen. Det er primært et sporvedligeholdelsesprojekt, vi havde planlagt på Høje Taastrup Station. Hertil kommer en række mindre projekter,« siger økonomidirektør Peter Jonasson fra Banedanmark.

Det drejer sig om fornyelsesprojekter for i alt 325 millioner kroner, der nu bliver udskudt på ubestemt tid. Hovedparten af pengene bliver fundet ved at udskyde sporfornyelsesprojektet på fjernbanen mellem Københavns Hovedbanegård og Høje Taastrup, der ville have kostet 220 millioner kroner.

De resterende 105 millioner kroner bliver taget fra en lang række mindre projekter. Det drejer sig blandt andet om fornyelsen af adskillige broer i Jylland og på Sjælland, nye sporskifter mellem Holbæk og Kalundborg samt perronbelysning på flere stationer i Jylland.

Helt urimeligt at kannibalisere i vedligehold

Men også sikkerhedsrelaterede tiltag som beskyttelse af kørestrøm og potentialudligning for at beskytte mennesker mod spændingsforskelle på Københavns Hovedbanegård, i Glostrup og i Buddinge, bliver berørt.

»Denne her fordyrelse vil gå ud over det fremadrettede vedligehold af jernbanen. Banedanmark går ikke i gang med at vedligeholde en række strækninger på Sjælland og i Jylland, fordi man vil bruge pengene på fordyrelsen af Ringsted Station,« siger Kim Christiansen, transportordfører for Dansk Folkeparti, som er en del af forligskredsen bag Ringstedbanen.

»Det er helt urimeligt for togpassagererne. Og jeg mener, at Banedanmark bør håndtere problemet inden for deres egen økonomi. Om ikke andet må Banedanmark jo spare sig ud af situationen ved at reducere medarbejderstaben. Jeg er ligeglad, hvordan de gør det; det skal bare ikke være ved at kannibalisere i vedligeholdelsesprojekter, som vi jo også har bevilget penge til,« siger Kim Christiansen.

Trækker veksler på passagerernes tålmodighed

Også hos Passagerpulsen, Forbrugerrådet Tænks afdeling for passagerer i den kollektive trafik, frygter man, at udskydelsen af de mange jernbaneprojekter får konsekvenser for togpassagererne.

»Det er ærgerligt, at budgetoverskridelser på anlægsarbejdet København-Ringsted kommer til at betyde, at nødvendige vedligeholdelsesarbejder og sikkerhedsopgraderinger bliver udskudt,« siger afdelingschef Laura Kirch Kirkegaard.

Læs også: Ringstedbanen får den dårligst mulige tilslutning for at spare penge her og nu

»Det er svært for os at vurdere, hvilke konkrete konsekvenser det får for passagererne rundt omkring i landet, eller hvor længe projekterne bliver udskudt. I forvejen ser vi ind i en lang periode med sporlukninger på grund af signal- og sporarbejder, og yderligere forsinkelser af opgraderingen af jernbanen risikerer at tære på passagerernes tålmodighed,« siger Laura Kirch Kirkegaard.

Fornyelsespenge med betingelser

Banedanmark påpeger, at alle de berørte projekter har været igennem teknisk validering, og »det er vurderet, at de kunne udskydes«. Projekterne bliver i stedet gennemført, når Banedanmark igen får økonomisk mulighed for det.

Ombygningen af Ringsted Station indgår som et delprojekt under anlæggelsen af den nye Ringstedbane med en samlet pris på næsten 10 milliarder kroner. De 325 millioner kroner, der nu bliver taget fra andre jernbaneprojekter, var oprindeligt en del af reserven i Ringstedbanens budget.

Læs også: Styrelse om massiv budgetoverskridelse for Ringsted Station: »Selvfølgelig ikke godt nok«

Og ligesom i andre store anlægsprojekter er reserven blevet lagt over i Banedanmarks centrale reserve, som styrelsen i stedet øremærker til andre projekter, hvis der ikke er udsigt til, at der bliver brug for pengene i det oprindelige projekt.

»Vi havde fået lov at tage nogle af de penge til ekstraordinær fornyelse under forudsætning af, at dette her anlægsprojekt ikke blev dyrere. Når det alligevel bliver dyrere, er vi selvfølgelig nødt til at trække de penge tilbage til projektet,« forklarer økonomidirektør Peter Jonasson fra Banedanmark.

Den nye bane mellem København og Ringsted ventes at stå klar i maj 2019.

Dansk Jernbanehistorie, en tragedie!

Hvordan er det muligt, at alle projekter, der har med den danske jernbane at gøre, løber løbsk? Hvornår har vi sidst læst om en jernbanerelateret sag, der har været positivt og har holdt sig til oplægget?

  • 7
  • 0

Sæt billetpriserne op så jernbaneriet ikke længere skal være fødegrundlag for et alt for stort og uansvarligt folketing.

  • 1
  • 10

Forligskredsen bag dette og tidligere projekter bør indstilles som kandidater, når året næse skal uddeles.

  • 1
  • 0

Man undres. Både Ringsted Station og Femern Bælt forbindelsen indgår som væsentlige elementer i TEN's vision om et sammenhængende europæisk jernbanenet.
Da traktaten mellem Danmark og Tyskland om Femern Bælt forbindelsen blev underskrevet i 2008 kostede kyst til kyst strækingen 34 mia. kr.
Da tilbudene blev accepterede i 2016 var prisen steget til 55 mia. kr.
Det fik ikke forligskredsen så meget som til at overveje, om en broløsning kunne være billigere, selv om den i 2008 kun var vurderet til at koste 600 mio. kr. mere end en tunnel.
Det kunne jo (selv om det er helligbrøde) tænkes, at brofolket var bedre til at regne end tunnelingeniørerne.
Nu skal nogle få hundrede millioner kroner tilsyneladende vælte de naionale jernbaneplaner, mens en jernbaneforbindelse, der i dag har færre end 1500 daglige passagerer, tilføres minimum 10 mia. kr. til tunnellen, hvortil kommer 9 mia. kr. til opgradering af jernbanens landanlæg. Nåh nej. Vi sparer lige 400 mio. kr. på Ringsted Station.
Hvad siger TEN?

  • 5
  • 0

èt af de helt store problemer ve såvel Ringstedbanen som flere andre projekter, er den voldsomme udskiftning af ledende medarbejdere i BDK. De fleste er ansat under 5? år.
Økonomichef Peter Joansson skal være undskyldt, at han ikke kender forhistorien for Ringsted-projektet, og således er af den opfattelse, at "der ikke har været opmærksomhed nok om Ringsted st.". Mener vist at stationsombygningen blot er en detalje.
Nogen i BDK burde fortælle Jonasson, at allerede i 2013 var der i Ringsted by vild opstandelse ved udsigten til en udfletning vest for stationen. Dels pga. de betydelige miljøgener denne udfletning ville afstedkomme, og dels fordi den ikke ville kunne løse de logistiske udfordringer.

En del forudsigelige krydsningskonflikter ville opstå når tog til/fra Næstved. Korsør, København og Roskilde skulle flette. Hertil kom et stigende antal godstog - og dem interesserer BDK sig som bekendt ikke for, selv godsoperatørerne kunne påvise, at godstog fra Korsør ville have svært ved at kunne køre til terminalen i Ringsted.
Man skulle ellers tro, at når en mand som Thomas Albøg - tidl. sikkerhedshcef i DSB - blandede sig i debatten, så ville såvel BDK som ministeriet og trafikpolitikerne lytte til hans forslag om at anlægge en udfletning øst for byen.
Da vi lever i Jantens fædreland, så er der ingen, der skal lære BDK og ministeriet noget som helst. Kun det, de selv har fundet på, gælder. Resultatet fremgår af ING's mange artikler om emnet.

  • 3
  • 0