Bud efter Ericssons ingeniører

Ericssons ingeniører er eftertragtede. Allerede den første uge efter de varslede fyringer har 50 virksomheder henvendt sig for at få fat i nogle af de 330 ingeniører, der vil miste jobbet. Desuden har den nordjyske videnspark, Novi, tilbudt at hjælpe de ingeniører, der ønsker at starte egen udviklingsvirksomhed. Og en del af Ericssons ingeniører har allerede sendt CV'er ud til andre IT-virksomheder.
Ifølge Ole Selchau, pressechef i Ericsson Danmark, er det hovedsageligt virksomheder i IT-branchen, der har henvendt sig.

»Det er typisk programmører og udviklere, de er ude efter,« siger han og tilføjer, at der desuden er nogle rekrutterings- og outplacementbureauer blandt de virksomheder, som har kontaktet Ericssons personaleafdeling for at høre mere om de fyringsvarslede ingeniører.

Innovationsmiljøet Nordjysk Videnspark, Novi, ved Aalborg Universitet har også vist interesse for udviklerne hos Ericsson i Aalborg. De tilbyder ekspertise, lokaler og kapital til ingeniører med gode virksomhedsideer, skriver Computerworld Online.