Brugte vindmøllevinger skal omdannes til trafikstøjskærme
Vingerne fra dekommissionerede vindmøller kan bruges til afskærmning mod trafikstøj.
Sådan lød tesen fra ingeniør Jakob W. Nielsen, der for godt fem år siden kom på ideen. Og den tese viste sig efter et længere pilotprojekt at holde stik.
Ved at knuse glasfibermaterialet fra vingerne kan det lade sig gøre at fremstille et glasfibergranulat, som er meget lydabsorberende og kan leve op til Vejdirektoratets krav for støjskærme til motorveje.
Nu er Jakob W. Nielsen tæt på for alvor at gøre sin idé til virkelighed. Han forventer nemlig, at skærmene er klar til kommerciel produktion inden for et års tid, siger han til Miljøstyrelsen.
Affaldsproblem afværget
Ved at genbruge vindmøllevingerne kan man både genanvende det hidtil mere eller mindre ubrugelige affald. Samtidig har Cowi beregnet, at der også er en CO2-besparelse på ca. 60 procent i forhold til de støjskærme af mineraluld, der produceres i dag.
Det fremgår af en rapport fra oktober 2016, udgivet af Miljøstyrelsen på baggrund af Jakob W. Nielsens pilotprojekt.
Læs også: Verdens første havmøllepark rives ned
Desuden vil glasfibermaterialet kunne knuses og genanvendes gang på gang i nye støjskærme, lyder det.
Brugte vinger har været et potentielt affaldsproblem
Selvom stort set alle dele af vindmøller kan genbruges smart i dag, har vingerne været et problem, fordi de består af glasfiber, der ikke umiddelbart er genanvendeligt.
De har derfor ligget som et potentielt nyt affaldsproblem, da flere og flere vindmøller er ved at nå pensionsalderen.
I dag ender det tit med, at vingerne enten bliver knust og brændt eller brugt som fyldmateriale i cement og isolering.
Mangler den optimale lim
Jakob W. Nielsen arbejder dog stadig på den mest optimale recept på lim, inden det endelige produkt er klar, siger han til Miljøstyrelsen.
Indtil da har han en aftale med Dong Energy om, at han må overtage og eksperimentere på vindmøllevingerne fra verdens første havmøllepark, Vindeby, der rives ned for øjeblikket.
Jakob W. Nieslens projekt er både støttet af Miljøteknologisk Udviklings- og DemonstrationsProgram, MUDP, samt Alexander Foss’ Industrilegat.
Et par essentielle kommentarer:
"Samtidig har COWI beregnet, at der også er en CO2-besparelse på ca. 60 procent i forhold til de støjskærme af mineraluld, der produceres i dag."
"Desuden vil glasfibermaterialet kunne knuses og genanvendes gang på gang i nye støjskærme, lyder det."
Der er i livscyklusvurderingen KUN tale om en sammenligning af produktionen af de to produkter. Her er det åbenlyst at standard skærmen har et højere CO2-aftryk, fordi den primært består af aluminium. Det kommer især til sin ret ved andet citat, hvor glasfibermaterialet kan knuses og genanvendes gang på gang, det samme må siges om aluminiumet, og når genanvendelsen inkluderes, vendes regnestykket sikkert på hovedet.
Eksemplet her illustrerer, hvor vigtigt det er, at få forklaret livscyklusvurderingens formål og afgrænsning!
...Men alt glasfibermaterialet vil netop ikke kunne anvendes gang på gang.
Det bliver godt nok ikke konkluderet i rapporten, men under punkt 5.1 hvor det beskrives hvordan glasfibergranulatet fremstilles, forklares det at materialet brydes ned i 3 specifikke størrelser.
(<20mm... 20-60mm... >60mm...).
Første gang fungerer det fint, men næste gang de samme fibre køres igennem, kan de kun blive mindre. (dvs. at den del med mindst størrelse vil komme ud som pulver / støv næste gang, og derved være ubrugelig)