Brug mobilen som ultralydscanner
Med et legat på omkring 600.000 kroner i ryggen fra Microsoft er det lykkedes to forskere ved Washington University at udvikle en ultralydscanner, der kan kobles til en Windows mobil-telefon.
Forskernes arbejde er for nyligt offentliggjort i Science Daily.
For at få teknologien til at hænge sammen måtte forskerne David Zar og William D. Richard analysere alle relevante komponenter for blandt andet at minimere strømforbruget - men også for at optimere overførselshastigheden og udvikle nye algoritmer til den software, der viser billederne på mobilen.
Resultatet er blevet en mobil, håndholdt ultralydscanner, der kan tages med rundt og foretage scanninger af nyrer, lever, blære og blandt andet bruges til scanning for prostata.
Forskerne forventer ikke mindst, at den nye teknologi kan finde anvendelse i udviklingslande, hvor personer i lokalområdet kan foretage scanningerne for derefter at sende dem til specialister, der kan undersøge scanningerne og stille en diagnose.
Dokumentation
Science Daily: Ultrasound Imaging Now Possible With Smartphone
