Der er trængsel på en del af de britiske baner, hvor togoperatørerne gerne vil klemme stadigt flere tog ind. Trængslen kan ifølge en pressemeddelelse fra University of Sheffield også mærkes på elnettet, som får stadigt sværere ved at klare spidsbelastningerne. Derfor vil forskere fra universiteterne i Sheffield, Leeds og Southampton nu undersøge, om man kan bruge elbiler parkeret ved stationerne og lokale superkapacitorer som energilagre for at tage toppen af netbelastningen.
»Lignende systemer til energilagring bliver allerede brugt ved spidsbelastninger på elnettet, og ved at overføre dem til vores jernbaner, vil vi kunne levere mærkbare fordele til både virksomhederne og kunderne i form af lavere billetpriser og bedre togservice,« siger Martin Forster fra University of Sheffields Department of Electronic and Electrical Engineering.
Batterier og superkapacitorer med fut i
Forskerholdet bag det såkaldte TransEnergy-projekt har fået 14 mio. kr. fra Engineering and Physical Sciences Research Council til blandt andet at bygge en testfacilitet i nærheden af en jernbanelinje, hvor man kan teste en kombination af batterier og superkapacitorer, som kan oplades i forbindelse med togenes nedbremsning og afgive ladningen igen, når togene accelererer.
Læs også: Nye letbanetog bruger lynopladning i stedet for luftledninger
Regenerativ bremsning kendes selvfølgelig fra elbiler, men også fra tog, metro- og letbanesystemer. Men skal bremseenergien udnyttes optimalt uden energilagring, kræver det, at der er et andet tog i nærheden, der accelererer omtrent samtidigt med, at der bremses ned. Den samtidighed kan være svær at opnå, og derfor leverer virksomheder som Siemens, Alstom og Caf eksempelvis letbanesystemer, hvor der er placeret batterier og/eller superkapacitorer i vognene eller ved stoppestederne. Det britiske forslag indeholder de samme komponenter, men sigter altså på at bruge elbiler som et fleksibelt – og uforudsigeligt – lager.
Forskerne foreslår, at elbilejerne kan blive belønnet med gratis parkering for at stille deres bil til rådighed som lagerkapacitet. Projektet kører frem til juni 2019.
