Britisk højhusbrand ændrer danske brandkrav
Den katastrofale brand i højhuset Grenfell i London har fået de britiske myndigheder til at nedsætte flere undersøgelseskommissioner, der skal granske, om den britiske byggelovgivning var medvirkende til at så voldsom en brand kunne rasere et nyrenoveret højhus.
Læs også: 224 højhuse dumper i britisk brandtest
Og branden får også konsekvenser i Danmark.
I dagens bygningsreglement er der krav om, at »bygninger skal opføres og indrettes, så en brand kan begrænses til den brandmæssige enhed, hvor branden er opstået. Spredning af brand og røg til andre brandmæssige enheder skal forhindres i den tid, som er nødvendig for evakuering og redningsberedskabets indsats.« Desuden skal »både indvendige og udvendige overflader (…) udføres på en sådan måde, at de ikke bidrager væsentlig til brandspredning«.
Overser hulrum
Ved branden i London ser det imidlertid ud til, at røg- og brandspredning inde i den ventilerede facade var en medvirkende faktor til brandens katastrofale omfang og de mange dødsfald. Så da en ny udgave af bygningsreglementet var i høring tidligere i år, gjorde nogle af høringsparterne opmærksom på, at det nuværende krav til »udvendige overflader« ikke tog højde for brandspredning i ventilerede hulrum.
Læs også: Minister efter britisk storbrand: Vi har styr på sikkerheden i Danmark
Derfor vil Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen omformulere en del af bygningsreglementet.
»Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har besluttet at lave en sproglig præcisering af kravet vedrørende brandspredning via udvendige overflader, så det fremover endnu tydeligere fremgår, at det overordnede krav, der i dag fremgår af BR15, kap. 5.5, stk. 1, indebærer, at en brand ikke må sprede sig mellem brandmæssige enheder via nogen dele af ydervæggen i den tid som er nødvendig for evakuering…. Den nye formulering er en præcisering af, at kravet om begrænsning af brandspredning mellem brandmæssige enheder ikke alene relaterer sig til den udvendige overflade af ydervæggen, men til alle dele af ydervæggen,« skriver styrelsen til Ingeniøren.
Det nye bygningsreglement træder i kraft 1. januar 2018.
