Mens de danske ministre leger stoleleg for at finde ud af, hvem der skal have ansvaret for deponeringen, slås den britiske regering med at komme af med en masse radioaktivt stof med en helt anden løsning.
Verdens største bunke af plutoniumaffald ligger i Sellafield, Cumbria, i det nordvestlige England, og på grund af atomkatastrofen i Japan er den vokset til et kritisk punkt, skriver the Independent mandag.
Den britiske regering havde planer om at komme af med plutoniumaffaldet ved at bruge en fabrik i Sellafield til at lave det til Mox-brændsel. Det er et atomart brændstof, der kan bruges som alternativ til lavberiget uran, og briterne havde lavet en aftale med japanske atomkraftværker om, at de kunne aftage brændstoffet.
Men så ramte katastrofen i atomkraftværket Fukushima Daiichi. Bekymringerne for udviklingen på det japanske kraftværk har fået japanerne til at udskyde en skibsladning fransk Mox-brændsel, som skulle være blevet transporteret med britiske skibe fra Sellafield, på ubestemt tid.
Ifølge the Independent er det interessant, at skibsladningen er blevet udskudt, fordi den ikke skulle til Fukushima Daiichi, men i stedet til Hamaoka-reaktorerne, som ikke er blevet påvirket af det store jordskælv og den efterfølgende tsunami for en måned siden.
Vil ikke efterligne dansk model
Hamaoka-reaktorerne bliver drevet af Chubu Electric, der er et af de selskaber, som skulle være blandt de første kunder hos fabrikken i Sellafield. Men sammen med ni andre japanske energiselskaber har det indikeret, at det ikke vil modtage Mox-brændsel fra den britiske fabrik før tidligst ved udgangen af dette årti.
Det skyldes adskillige produktionsproblemer på fabrikken, der indtil videre har produceret 13,8 ton brændstof på ni år, hvor det forventede produkt var 120 ton om året. Alligevel holder den britiske regering fast i, at den hellere vil have en fabrik til produktion af Mox-brændsel end at gøre som i Danmark, hvor man har planer om at lave et depot til opbevaring af atomaffald i mindst 300 år.
Omdannelsen til Mox-brændsel er ifølge briterne den sikreste og billigste løsning til at skaffe atomaffaldet af vejen, og regeringen hælder mest til at fortsætte den strategi, selv om det formentlig kommer til at kræve endnu en fabrik i Sellafield til at håndtere plutoniumaffaldet, som nærmer sig 84 ton, og det kan komme til at koste tre til seks milliarder pund over hele fabrikkens levetid.
I Danmark er Dansk Dekommissionering og De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) i øjeblikket i gang med undersøgelser af, hvordan det danske atomskrot kan blive opbevaret, indtil det meste af radioaktiviteten er henfaldet. Den løsning vil politikerne i Storbritannien dog ikke efterligne, da de mener, den er alt for dyr i forhold til alternativet.
Dokumentation
