Storbritannien kan meget vel blive det første land, der indfører en egentlig CO2-afgift. Den nyvalgte britiske konservative premierminister David Cameron presser i øjeblikket på for at indføre en afgift, kaldet carbon floor, der skal hjælpe briterne med reducere emissionerne med 80 procent i 2050 i forhold til niveauet i 1990.
»Synspunktet er, at vi kan skabe et minimumsleje, så når EU kvotepriserne ryger under det bestemte prisleje, vil en supplerende afgift bringe priserne op til et vist niveau igen,« sagde energiminister Charles Hendry under britiske kernekraft-konference den 16. juni.
Den nye regerings planer blev præsenteret i går i forbindelse med regeringens budget og vil øge priserne på elektricitet produceret af kul og naturgas, og dermed "straffe" CO2-synderne. Målet er, at CO2-afgiften er på plads i løbet af 2010, skriver Bloomberg.
Prisen for at udslippe et ton CO2 ligger i øjeblikket på cirka 15 euro, men den har varieret kraftigt gennem årene.
De konservative har endnu ikke meldt ud, i hvilket prisleje afgiften vil træde til, men spekulationer i britisk presse går på 35 pund, svarende til 41 euro.
Støtte til atomkraften
Ifølge Teddy Sikorski, der følger udviklingen inden for blandt andet handel med CO2-kvoter for Barclays Capital, kommer David Camerons tiltag for at støtte byggeriet af nye atomkraftværker, der kæmper med tårnhøje investeringsomkostninger, men som samtidig producerer CO2-neutral elektricitet. Også vedvarende energikilder vil få gavn af en CO2-afgift.
»Det er en måde at indføre subsidier. Det sker bare ved at indkræve subsidierne fra alle elforbrugerne,« siger Teddy Sikorsky til Bloomberg.
EDF har planer om at bygge fire 1.600-megawatt reaktorer ved Sizewell og Hinkley Point i England over de næste 15 år, og står til at vinde, når briterne indfører et carbon floor.
»Det vil være en vigtigt i forhold til fremtidige investeringer,« sagde Vincent de Rivaz, der er chef for EDF i Storbritannien.
I maj sagde Dong Energys koncernchef, Anders Eldrup, til Reuters, at han støttede de britiske planer.
Han har anbefalet klimakommissær Connie Hedegaard at undersøge muligheden for en EU-løsning for at skabe så stabile investeringsforhold som muligt for industrien.
