Brintpille-professoren forlader DTU

Samtalen nærmer sig sin afslutning, da Claus Hviid Christensen forsigtigt kryber nærmere på emnet: Hvilken artikel kommer der nu ud af det her?

Bekymret spørger han, fordi han har set, at dørene i det akademiske miljø kan blive smækket med en kraft, han ikke havde forestillet sig, da han for fem år siden tiltrådte som professor på Danmarks Tekniske Universitet.

Men brintpille-professorens afgang fra DTU kalder ikke de samme typer frem, som da biobrændstof-kollegaen Birgitte Ahring forlod stedet med et smæld, som stadig runger i Lyngby.

Claus Hviid Christensen, DTU. Professor og opfinder af brint-pillen Illustration: Steen Brogaard

Tværtimod gik han for en måneds tid siden rundt på gangene på Center for Bæredygtig og Grøn Kemi, som han selv leder en uges tid endnu, sammen med sin administrationschef.

»Jeg sagde til ham, at jeg simpelthen havde det bedste job i verden,« fortæller Claus Hviid Christensen.

Mine kolleger er mine forbilleder

Kort efter ringede hans tidligere kolleger fra Haldor Topsøe og tilbød ham et af den slags job, som han »ikke kunne sige nej til«. Så 1. juli er han tilbage i katalysefirmaet, hvor han arbejdede i 13 år, fra 1990 til 2003.

Nu får han titel af projektdirektør og skal arbejde med en lang stribe udviklingsprojekter på områder, hvor Haldor Topsøe gerne vil gøre forretning. Han fortæller om katalysatorer til biler, kemikalier ud fra fornybare ressourcer og syntetiske brændstoffer, men der er endnu flere projekter i støbeskeen.

Trods glæden for sit DTU-forskningscenter var beslutningen om at vende tilbage til Haldor Topsøe ikke svær.

»Mange af mine kolleger er mine forbilleder,« siger Claus Hviid Christensen, der betegner Haldor Topsøe som en fabelagtig innovativ virksomhed.

Professor uden ph.d.-grad

Han ser tilbage på fem år som professor med både glæde og taknemmelighed først og fremmest mod Danmarks Grundforskningsfond og DTU-rektor Lars Pallesen.

»DTU gav mig nogle muligheder, som ikke er naturgivet, når man ikke har taget den slagne vej,« siger han.

Dermed henviser brintpilleprofessoren til, at han ikke har tilbragt en årrække som adjunkt og lektor på et universitet. Faktisk har han end ikke en ph.d.-grad, men er cand.scient. i kemi.

Alligevel lykkedes det at få først og fremmest Danmarks Grundforskningsfond til at støtte Center for Bæredygtig og Grøn Kemi, som har 40 medarbejdere, heraf størstedelen ph.d.-studerende og projektansatte post-docs.

Hvad der skal ske med centret, står endnu ikke helt klart, men Claus Hviid Christensen forventer ikke selv, at han får en efterfølger på DTU.

»Vi er i gang med et puslespil for at få det til at gå op, så alle kan være glade,« svarer han på spørgsmålet, om centret bliver nedlagt.

Har sluppet brintpillen

Og hvorfor er det så lige, at Claus Hviid Christensen er kendt som brintpilleprofessoren. Selv opregner han en del bedrifter i sine år på DTU, men i offentligheden har den lille pille overstrålet dem alle.

Claus Hviid Christensen var professoren bag pillen, som strengt taget lagrer ammoniak i et salt, der kan genbruges til at binde ny ammoniak, når den første er trukket ud af saltet. Den historie nåede de største avisoverskrifter og den bedste sendetid for tre år siden som svaret på, hvorfra vores grønne energi skal komme.

Selv har Claus Hviid Christensen ikke fulgt meget med i brintpillens udvikling siden. Den blev udskilt i et selskab, Amminex, hvor han ganske vist har aktier, men først var på besøg for nylig.