Brasiliansk satellit skal overvåge truede regnskove

Amazonas-skovene er udsat for omfattende skovrydning. Ifølge Brasiliens nationale rumforskningsinstitut INPE, er 20 procent af de områder af Amazonas, der er udpeget som beskyttede områder, allerede ødelagt. Illustration: Wikipedia

Søndag aften blev en brasiliansk satellit, som skal overvåge Amazonas, sendt afsted mod rummet, om bord på en indisk raket og i selskab med 18 amerikanske og indiske satellitter.

Dermed er Brasiliens første satellit, Amazonia-1, nu i kredsløb, og landet kan tilslutte sig de omkring 20 lande, der har formået at stå for design, produktion og drift af en satellit.

»Denne satellit er meget vigtig for Brasilien. Den repræsenterer en ny æra for den brasilianske industri for satellitudvikling,« siger Marcos Pontes, der er minister for Videnskab, Teknologi og Innovation i Brasilien. Han var desuden landets første astronaut og fløj til den internationale rumstation i 2006.

13 år undervejs

Satellitten, der nu er i kredsløb 752 kilometer over Jordens overflade, skal give forskere et indblik i skovrydning og landbrugsaktivitet i Amazonas i realtid, skriver tidsskriftet Science.

Udviklingen af satellitten begyndte i 2008, og der er indtil videre investeret 60 millioner dollars i projektet. Det svarer til omkring 370 millioner danske kroner.

Læs også: Rapport: Megaprojekter risikerer at skubbe verdens skove forbi »farligt vendepunkt«

Satellitten er 2,5 meter lang og vejer 640 kg. Den har tre vidvinkelkameraer og kan opdage skovrydninger i et område, der er større end fire fodboldbaner.

Efter planen skulle den være opsendt i 2018, men det blev udsat på grund af manglende finansiering og forsinkelser i levering af komponenter.

Rekordstor afbrænding af regnskov

I øjeblikket forsvinder Amazonas-skovene med stor hastighed. Ifølge Brasiliens nationale rumforskningsinstitut INPE, er 20 procent af de områder af Amazonas, der er udpeget som beskyttede områder, allerede ødelagt.

Den nye satellit vil sende billeder med en hyppigere frekvens end de amerikanske og kinesiske satellitter, der indtil nu har stået for overvågningen. Det skal give forskere og myndigheder mulighed for at opdage skovrydningerne, mens de sker.

Opsendelsen af satellitten har været forbundet med en vis bekymring. Sidst Brasilien forsøgte at sende en satellit afsted mod rummet tilbage i 2003, eksploderede den under opsendelsen og dræbte 21 mennesker.

Udsat for nedskæringer

Selvom satellitten indtil videre har været en succes, der der fortsat en række udfordringer i sigte. INPE har nemlig fået beskåret sit budget flere gange i de seneste år, og den brasilianske præsident Jair Bolsonaro har før anklaget instituttet for at fremlægge falske data om skovrydningerne.

Han fyrede desuden instituttets direktør i sensommeren. Og det skaber bekymringer hos forskerne på området. En af dem er miljømodelleringsekspert ved universitetet i Minas Gerais, Britaldo Soares Filho.

Læs også: Brasiliens præsident kritiseres for øget skovrydning i Amazonas

»Det er ikke nok at investere i teknologi uden at investere i forskning og mennesker,« siger han til Science.

I budgettet for 2021 står INPE foran en nedskæring på yderligere 15 procent, og projektet med Amazonia-1 blev næsten udsat, efter at syv af projektets forskere mistede deres bevillinger. De blev dog genindsat frem til opsendelsen af satellitten i søndags.

Ifølge den tidligere direktør vil en succesfuld fjernovervågning kræve mange flere ressourcer.

»Der skal minimum 30 andre satellitter ligesom Amazonia-1 til for at kunne imødekomme behovet. Jeg er sikker på, at forskerne fra INPE vil levere dataene uden at bøje sig for presset, men jeg er i tvivl om, hvorvidt den nuværende regering vil værdsætte disse data,« siger han til Science.

Amazonia-1 er den første af tre satellitter, som INPE forventer at udvikle til overvågningen af Amazonas.

Læs også: Amazonas brænder: Er Jordens lunge kollapset?