Brandfarlige MacBook-computere må ikke længere medbringes på amerikanske fly

Illustration: SounderBruce / Wikimedia Commons

Den amerikanske flymyndighed Federal Aviation Administration (FAA) forbyder nu passagerer på amerikanske kommercielle fly at medbringe visse typer Macbook-computere af frygt for, at computeren kan gå i brand under flyvningen.

Det sker, efter at Apple har advaret den amerikanske flymyndighed om, at batteriet i nogle MacBook Pro-computere kan bryde i brand under almen anvendelse. Det skriver Bloomberg.com.

Modellen, der kan have et brandfarligt batteri, er 15-tommers MacBook Pro-computere solgt mellem september 2015 og februar 2017. Apple begyndte at tilbagekalde modellen tilbage i juni i år, og FAA forbyder dermed amerikanske flyselskaber at medbringe den bærbare MacBook-model om bord på både kommercielle fly og fragtfly.

Ifølge Bloomberg.com skulle der angiveligt være solgt 432.000 enheder i USA med de potentielt brandfarlige batterier.

Læs også: Ny hovedpine for Boeing: Piloter opdager "katastrofal fejl" i 737 Max

Andetsteds har det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur ligeledes udstedt en advarsel omkring den bærbare model med det potentielt brandfarlige batteri. Advarslen blev udstedt tidligere i august i år, men i stedet for et forbud mod MacBook-modellen har det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur opfordret flyselskaber, der opererer i Europa, til at bede deres passagerer om at slukke for computeren under flyvningen, skulle de have den berørte computer med om bord.

En talsperson fra det tysk-engelske flyselskab TUI Group Airlines fortæller Bloomberg.com, at selskabet vil informere om brandfaren ved den aktuelle MacBook-model både ved gaten og før flyets afgang.