Brandbart affald forsvinder ud af landet ad tvivlsomme kanaler. Det mener Renosam, der organiserer hovedparten af de danske affaldsselskaber.
Konsekvensen er, at en del af de danske affaldsovne mangler affald til at producere el og varme. Forbrændingsanlæggene er derfor presset til at brænde biomasse eller selv importere affald fra udlandet.
»Energimæssigt er det så tåbeligt, at man kan kalde det en katastrofe,« siger direktør Jacob H. Simonsen, Renosam.
Han oplyser, at alle danske affaldsovne i 2008 kørte for fuld tryk. Ældre ovne, som normalt ikke medregnes i kapaciteten, måtte startes op for at forhindre, at affaldet blev lagt i bunker, der udvikler den kraftige drivhusgas methan. Siden da er to anlæg ifølge affaldsdirektøren taget ud af drift.
Fylder op med biomasse og importeret affald
Samtidig er flere danske selskaber begyndt at importere affald fra udlandet. Det gælder først og fremmest Dong Energy, som henter ca. 100.000 ton årligt til Maarbjergværket i Holstebro. Desuden brænder flere værker biomasse af i stedet for affald.
Den samlede forbrændingskapacitet herhjemme er cirka 3,5 millioner ton, og ifølge Jacob H. Simonsen mangler der dansk affald til en syvendedel af kapaciteten, en halv million ton, som bliver erstattet med import og biomasse. Den økonomiske krise kan ikke forklare hele nedgangen, understreger han.
»Der er noget helt galt i det regnestykke. Selv hvis mængden af brandbart affald fra erhvervslivet er faldet med 20 procent, så får vi det ikke til at stemme,« konstaterer Jacob H. Simonsen.
Brandbart erhvervsaffald må gerne eksporteres ud af landet. Men Miljøstyrelsen skal have besked, medmindre der er tale om rent træ.
De officielle tal: Vi importerer mere affald, end vi eksporterer
Styrelsen oplyser til Ingeniøren, at der sidste år blev anmeldt eksport af brandbart erhvervsaffald på 220.000 ton, hovedsageligt trykimprægneret eller malet træ. Samtidig blev der anmeldt import af 350.000 ton, hvoraf en del bliver aftaget af Aalborg Portland.
Styrelsen understreger, at anmeldelserne er en maksimumværdi, som det ikke er sikkert, at virksomhederne i praksis har udnyttet.
Husholdningsaffald bliver derimod ikke eksporteret, og statistikken forklarer derfor ikke de faldende affaldsmængder. Jacob H. Simonsen peger i stedet på eksporten af genanvendeligt affald, hvoraf hovedparten helt efter reglerne ikke skal anmeldes til Miljøstyrelsen.
»Vi hører fra vores medlemmer, at meget bliver kørt ud af landet som grønt affald til genanvendelse. Det skal ikke notificeres. Når det så kommer frem til for eksempel Tyskland, kigger de på det og siger, at det er for dårlig kvalitet til genanvendelse. Så brænder de det af i stedet,« fortæller han.
Men det er vel ulovligt?
»Ja, og derfor er det selvfølgelig bekymrende, men vi har svært ved at dokumentere det,« erkender Jacob H. Simonsen.
Taler dunder mod forbrændingsafgift
Miljøstyrelsen understreger over for Ingeniøren, at den ikke har kendskab til, at genanvendeligt affald ender med at blive afbrændt i udlandet, men for affaldsselskaberne er motivet klart.
Danmark har nemlig en afgift på at forbrænde affald. Den svarer til cirka 361 kroner pr. ton. Sådan en afgift findes ikke i nabolandene. Det giver ifølge Renosam incitament til at sende affaldet ud af landet, fordi de kan give en højere pris.
»Så skal vi til at købe brændsel, når vi ikke kan producere strøm og fjernvarme af vores eget affald. Vi mister vores egen ressource og skal i stedet importere kul, olie, gas eller biomasse. Det koster mange penge, virker molboagtigt og hamrende usmart, « siger Jacob H. Simonsen.
Også andre lande har overkapacitet i deres affaldsforbrændinger. Holland er for eksempel begyndt at importere affald fra Napoli, hvor det notorisk er vanskeligt at komme af med det. Det fremgik af en konference afholdt for nylig af Dansk Kompetencecenter for Affald (Dakofa).
