Brand i formodet russisk spionubåd dræber 14 - intet tegn på radioaktivt udslip
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Brand i formodet russisk spionubåd dræber 14 - intet tegn på radioaktivt udslip

Illustration: Skærmdump

Endnu er det begrænset, hvad der er kommet ud om en russisk ubådsulykke i går, som ifølge landets regering dræbte 14 sømænd, flere af dem officerer dekoreret med Ruslands højeste militære anerkendelse.

Ifølge en udskrift fra et møde mellem præsident Vladimir Putin og forsvarsminister Shoigu Sergei skete ulykken i den russiske del af Barentshavet.

Ubåden er efterfølgende hentet til Severomorsk-flådebasen 25 kilometer fra Murmansk.

Her bliver den undersøgt for at finde årsagen til ulykken. Branden blev ifølge udskriften slukket "ved mandskabets resolute handlinger".

Det er uklart om ubåden var neddykket, da ulykken skete.

»En brand opstod ombord på et dybvands-forskningsundervandsfartøj tilhørende Nordflåden, som var i gang med undersøgelser af havbunden i russisk territorialfarvand i Barentshavet. 14 medlemmer af mandskabet døde af røgforgiftning«, rapporterede forsvarsministeren.

Af en tidligere pressemeddelelse udsendt via det russiske pressebureau Interfax fremgår det at ubåden var i gang med at udføre bathymetrisk opmåling, altså kortlægning af vanddybder.

Ifølge AP i dag bekræfter den russiske forsvarsminister, at der er overlevende efter ulykken. Han lovpriser samtidig mandskabsmedlemmer for at have ofret deres liv.

»Ubådsmandskabet handlede heroisk i en kritisk situation. De evakuerede en civil ekspert fra den afdeling, der var opslugt af ild, lukkede døren for at undgå at ilden spredte sig videre og kæmpede for skibets overlevelse til det sidste«, siger han.

»Et usædvanligt fartøj«

Hvilken type undervandsfartøj der er tale om, fremgår ikke af officielle russiske kilder.

Af udskriften fra mødet mellem Putin og Sergei fremgår det, at præsidenten kalder det "et usædvanligt fartøj" med et stærkt professionelt mandskab.

Syv af de dræbte var angiveligt kaptajner af første grad, og to af dem var dekoreret med Ruslands højeste militære orden.

Flere russiske aviser mener dog at vide, at fartøjet er en dybvands-miniubåd af typen AS-12 "Losharik", som er en af de strengest bevogtede hemmeligheder i den russiske flåde.

Dens specifikationer er ikke offentligt kendte, men den antages at være en atomubåd på omkring 60 meters længde med et mandskab på cirka 25.

Losharik er opkaldt efter en sovjetisk tegneseriefigur, angiveligt på grund af dens særlige trykskrog, som skal være et design af omkring syv forbundne sfæriske elementer af titanium.

Se en samling af tilgængelige billeder af miniubåden her og et bud på et krydsnit her.

Kan gå ned til 1.000 meter - eller dybere

AS-12 "Losharik" har ifølge russiske medier som formål at aflytte eller afskære undersøiske kabler, indsamle og undersøge andre magters teknologi som er sunket ned på havbunden, og bjærge tilsvarende russisk.

Det særlige trykskrog tillader angiveligt AS-12 "Losharik" at gå ned til omkring 1.000 meters dybde, noget dybere end ubåde med et mere konventionelt design.

Nogle kilder mener at ubåden, som blev taget i brug i 2010 og transporteres i felten under bugen af en "moderubåd" af typen BS-64, kan gå væsentligt dybere.

De henviser til at den angiveligt indsamlede prøver på knap 2.500 meters dybde under Ruslands anstrengelser for at dokumentere sit krav på havbunden under Nordpolen i 2012.

Selvom Losharik er del af Nordflåden hører den ifølge russiske medier i praksis under forsvarsministeriets departement for dybvands-forskning, som er en del af efterretningssektionen.

Ingen forhøjede strålingsniveauer

Umiddelbare bekymringer efter gårsdagens brand ombord på ubåden koncentrerede sig om risikoen for et radioaktivt udslip fra fartøjets reaktor.

Det afviser de russiske myndigheder dog. Og det norske Direktoratet for strålevern og atomtrygghet fastslår også at der ikke er målt usædvanlige strålingsniveauer.

»Nordflådens stab gik i eftermiddag ud med en melding om at strålingsniveauerne i området er normale. Rutinemæssigt har vi aflæst vores egne målestationer og har ikke målt forhøjede niveauer«, skriver direktoratet i en pressemeddelelse i går.

Gårsdagens ulykke er den værste i Rusland siden et ildslukningssystem i en angrebsubåd af Akula-klassen gik af ved en fejl i 2008 og dræbte 20.

Ruslands værste kendte ubådsulykke var da Kursk sank i Barntshavet i 2000, da en torpedo eksploderede ved en fejl. Her døde alle 118 ombordværende.

Opdateret 13.41 med nye udtalelser fra den russiske forsvarsminister

Emner : Forsvar
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først