Brancheforening kræver evakueringsplaner undersøgt efter krydstogtforlis

Fem mennesker er dræbt og femten savnes stadig, efter at det luksuriøse italienske krydstogtskib Costa Concordia fredag aften stødte på grund. 4.000 mennesker var om bord.

Det bør ifølge den maritime fagforening Nautilus International kalde på eftertanke. Foreningen mener, at forliset bør undersøges til bunds, skriver Politiken.

»Mange skibe er i realiteten små byer til søs. Alene antallet af mennesker om bord på disse skibe rejser alvorlige spørgsmål ved evakueringen«, siger Mark Dickinson, generalsekretær i Nautilus, til avisen.

Det italienske krydstogtskib Costa Concordia forliste fredag aften. Illustration: wikipedia Templar52

Ifølge øjenvidner om bord på skibet virkede evakueringen efter grundsejlingen kaotisk og uorganiseret.

Flere passagerer har ligeledes fortalt Politiken, at de måtte kravle i mørke langs panelerne på skibet for at komme om bord i redningsbådene. I øvrigt uden vejledning fra besætningen.

Eksperter vurderer, at det var en menneskelig fejl, der var skyld i kuldsejlingen.

»Sådanne skibe er særdeles godt udrustede med teknik og navigationsudstyr. Der er noget, der er gået meget skævt. En sådan ulykke bør helt enkelt ikke kunne ske,« siger Ove Eriksson fra det svenske Sjöfartsverket til nyhedsbureauet TT ifølge Ritzau.

Indtil videre er kaptajnen og et andet ledende besætningsmedlem anholdt og sigtet for manddrab efter at de angiveligt forlod skibet, inden de sidste passagerer var evakueret.

Læs historien på politiken.dk og borsen.dk