Brætspil: Byg dit eget middelalder-palads som puslespil

Alhambra er et strategispil, hvor man dyster om at skabe det største og bedste bygningsværk. Indholdet kan virke overvældende, når det pakkes ud første gang. Illustration: Martin Kirchgässner

Alhambra er et strategispil, hvor deltagerne dyster om at bygge det største og mest sammenhængende bygningsværk i form af bygningsbrikker, der lægges som en slags puslespil.

Ordet Alhambra stammer fra 1200-1300-tallets Europa, hvor det var et hovedværk inden for islamisk kunst og betyder frit oversat 'en paladsby sammensat af fæstninger, fyrsteboliger og haveanlæg, omkranset af tårn og ydermure'.

Disse dele af paladset kan spillerne købe i fire forskellige valutaer, angivet i fire forskellige farver - jo større anvendelighed i konstruktionen af paladset, des dyrere er brikken.

Læs også: Julespil med skrald, kugler og detektiver

På reservekortet kan man lægge byggebrikker på lager til senere brug, hvis de ikke lige passer ind i den nuværende konstruktion. Illustration: Martin Kirchgässner

Lad spillet begynde

Når spillet begynder, kan deltagerne efter tur vælge, om de vil spare op til køb af byggebrikker i de fire kategorier ved at trække et pengekort, købe en byggebrik fra markedspladsen, eller om man vil omarrangere sit palads med brikker, man evt. har valgt at lægge på reservefeltet.

Det skaber en sjov afveksling i spillet, da man har flere ting at holde styr på, og det øger kun spændingen, at de to scoringskort - som er gemt i kortbunken, hvorfra pengekortene løbende bliver taget fra - hele tiden kan dukke op og udløse bonus til den spiller, der på det pågældende tidspunkt har det største palads med den længste ubrudte bymur.

Undervejs i spillet placeres der hele tiden fire bygningsbrikker på ‘markedspladsen,’ som spillerne kan købe, men man skal være hurtig, for der er rift om de værdifulde dele af paladserne, som hele tiden dukker op af muleposen.

Byggebrikkerne er spillets omdrejningspunk, hvor paladset bygges op omkring et springvand. Illustration: Martin Kirchgässner

Læs også: Brætspil til julen

Deltagerne tvinges hele tiden til at overveje køb af brikker, og efterhånden som paladset tager form omkring det centrale springvand, forstår man vigtigheden af at købe de rigtige bygningsbrikker med den korrekte placering af ydermure, som igen - alt afhængig af kategori - udløser point.

Pointtavlen benyttes til at vise den aktuelle stilling efter de tre scoringsrunder. Illustration: Martin Kirchgässner

Det udløser et kapløb om at få penge til at købe de bygningsbrikker, der mangler, for at kunne udvide eller ændre sit palads. Flere gange undervejs blev der hørt udråb som ‘yes, den pavillion står jeg lige og mangler’ blandt deltagerne, mens der i lange passager var helt stille ved spisebordet på grund af den dybe koncentration.

Tænk fremad

Man skal hele tiden kigge på sit bygningsværk, tænke fremad og overveje sine indkøb i forhold til sin pengebeholdning. På den måde veksler spillet i både hastighed og intensitet, som stiger i takt med antallet af deltagere.

Læs også: Sæt julen på ét bræt

På markedspladsen er der hele tiden nye brikker til salg. Illustration: Martin Kirchgässner

Spillets grafiske formgivning fremstår lidt bedaget og gammeldags, og det støvede farvevalg skaber nogle gange forvirring om kategoriernes tilhørsforhold. Tegnestilen på både spilleplade og brikker afslører, at Alhambra har snart 12 år på bagen, så måske står spillet over for et snarligt redesign?

Spillets største element, pointtavlen, skabte ved spillets start forvirring, da det først har en afgørende funktion ved spillets scoringsrunder og selve afslutningen.

Det skal vi prøve igen

Efter en tung forberedelse ved gennemlæsning af reglerne, som tog ca. 20 min., får man belønningen i form af et medrivende og sjovt spil, der adskiller sig markant fra andre familiebrætspil - både hvad angår originalitet og indlæring. Og den bedste anbefaling kom fra den 11-årige vinder af spillet, der triumferende rakte hænderne i vejret: ‘Det skal vi prøve at spille igen’!

Spillet er stillet til rådighed af Bergsala Enigma.