Brændstof gør passagerfly til bomber

Et passagerfly er en flyvende bombetrussel. For at kunne transportere de rejsende langt væk hurtigt og bekvemt, anvendes der så meget brændstof, at mængden af energi i et større passagerfly med fulde tanke, svarer til knap en 20. del af en Hiroshimabombe.

Regnestykket er ret enkelt. En Boeing 767-200 kan maksimalt rumme 90.770 liter flybrændstof, også kaldet kerosin. Det svarer til cirka 70.000 kg brændstof. Det må formodes, at flyene ved torpederingen af World Trade Center i New York i går var ganske fyldte, da de blev kaprede i Bosten, og der kun er cirka 300 kilometer mellem de to byer. 70.000 kg brændstof svarer efter Ingeniørens beregninger til godt 3000 GJ (GigaJoule) energi, som igen svarer til ca. 750 tons TNT. (det kemiske sprængstof Trotyl). Da Hiroshimabomben svarede til 15.000 tons TNT, er energimængden i et fyldt Boeing 767 altså lig med en 20. del af den berømte bombe over Japan under 2.verdenskrig.

Imidlertid er der det forbehold ved sammenligningen, at flybrændstof ikke kan frigive sin energi i ét hug som TNT eller en atombombe. Det skyldes, at brændstoffet skal hente ilt til forbrændingen fra omgivelserne, mens TNT har ilten indbygget. Det oplyser major Finn Syndberg fra Farum Kaserne:

»Man kan ikke sammenligne det råt for usødet. Sprængstof har sin egen ilt og kan sætte det hele i gang på én gang. Flybrændstof skal anvende luftens ilt, men det har der også været god tilgang af i World Trade Center, fordi det blev spredt godt ud,« siger han.

Selv om det mere var branden med nogle tusinde graders varme, end selve sprængningen, der var den væsentlige faktor for, at bygningerne styrtede til jorden, er han er enig i, at det er en voldsom sprængmængde:

»Man tænker overhovedet ikke over, at fly indeholder så meget brændstof og dermed en så stor mængde sprængstof. Men det er nogle potentielle bomber, vi har flyvende over os. Og når de falder ned, så laver de jo nogle gode huller i jorden,« siger Finn Syndberg.

Under visse krige har brændstof været anvendt som sprængstof i brandbomber.