Brændeovne gør landsbyer til partikelhelvede

17. juni 2010 kl. 07:5818
Der er lige så mange farlige partikler i luften i de danske landsbyer om vinteren som på H. C. Andersens Boulevard i København i myldretiden, viser ny DMU-undersøgelse. Brændeovnspartiklerne er lige så farlige som trafikkens, siger professor.
Artiklen er ældre end 30 dage

Det er nøjagtig lige så farligt for helbredet at gå en tur i en fredelig, dansk landsby, hvor vinterkulden sørger for solide bål i brændeovnene, som at gå på H. C. Andersens Boulevard i det indre København i myldretiden.

I en ny undersøgelser har Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ganske vist ikke målt lige så mange partikler fra brændeovne i den nordsjællandske landsby Slagslunde, som tidligere blev målt i Gundsømagle ved Roskilde.

Det skyldes dog, forklarer seniorforsker Helge Rørdam Olesen, at vinteren 2006/2007, da målingerne blev udført, var usædvanlig mild. Samtidig blæste det kraftigere end normalt, så de fleste partikler fra røgen blev ført med vinden ud af byen.

Han har korrigeret for de to faktorer og er kommet frem til, at brændeovnene i Slagslunde på årsplan øger baggrundskoncentrationen af partikler med 15-20 procent, fuldstændig som det var tilfældet i Gundsømagle.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På de kolde vinterdage hænger partiklerne langt tættere i luften, oplyser DMU til Ingeniøren. I Gundsømagle blev koncentrationen næsten fordoblet i de ti procent mest forurenede timer. Dermed var der en smule flere sundhedsskadelige partikler i landsbyluften end i luften ved H. C. Andersens Boulevard, når den er værst.

Det samme vil ifølge Helge Rørdam Olesen gøre sig gældende med samme klimatiske forhold i Slagslunde, men det gælder naturligvis kun i vintermånederne, ikke om sommeren.

»Der er et absolut, markant bidrag til den lokale partikelforurening fra brændeovnene på de kolde vinterdage,« siger Helge Rørdam Olesen.

Partikler giver blodpropper i hjernen

En undersøgelse fra Københavns Universitet viste for nylig, at de ultrafine partikler med en diameter på 0,1 mikrometer fra trafikken giver københavnerne blodpropper i hjernen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

DMU's brændeovnsmålinger koncentrerer sig hovedsageligt om de større, fine part med en diameter på 2,5 mikrometer, som også sundhedsskadelige. Helge Rørdam Olesen fastslår dog, at der også kommer ultrafine partikler fra brændeovnene.

Det bekræfter professor Torben Sigsgaard, Aarhus Universitet. Han er i gang med et projekt, som skal kortlægge, hvor farlige partikler fra brændeovnene er. Resultaterne forventes klar næste år.

»Brændeovnspartikler vil have nogenlunde samme fordeling som partikler fra trafikken, og meget tyder på, at sundhedsproblematikken og sygdomsbilledet omkring dem er ens,« siger han.

Århus-professoren fremhæver, at der absolut ikke er noget nyt i, at partikler fra et bål er skadelige. Faktisk er forgiftninger fra indendørs bål til madlavning en udbredt dødsårsag i Afrika.

Risikoen stiger lineært med partikelkoncentrationen

Forskerne antager, at sammenhængen mellem koncentrationen af partikler i luften og risikoen for skader på helbredet er lineær. Der er altså ingen nedre grænse for, hvor mange partikler vi kan tåle, og heller ingen øvre grænse, hvor forureningen gør det meget mere usundt at trække vejret.

Torben Sigsgaard påpeger dog, at vi ser ud til at kunne klare korte perioder med meget høj forurening. Omvendt henviser han til særlige tilfælde, hvor brændeovnsrøg og andre partikler har lagt sig som en dyne over storbyer, der i den periode har oplevet stærkt øget dødelighed flere hospitalsindlæggelser end sædvanligt.

»Man kan godt forestille sig, at hvis man lægger en kvælende dyne over et kvarter med mange brændeovne, så vil man få samme effekt herhjemme,« siger han.

Civilingeniør Kåre Press-Kristensen fra Det Økologiske Råd hæfter sig ved, at de ultrafine partikler »pibler ind i revner og sprækker i folks hjem«, som han udtrykker det.

»De folk, som har luftvejslidelser, og som bor de steder, hvor mange fyrer med brændeovne, får store problemer,« siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kåre Press-Kristensen fremhæver, at langt hovedparten af de ultrafine partikler i de belastede områder stammer fra de lokale kilder, hvad enten det er brændeovne eller biler. Det er lige modsat med de fine partikler, som DMU har målt fra brændeovne, hvor baggrundskoncentrationen selv i de værste tilfælde udgør halvdelen af forureningen.

DMU har udvalgt byerne Slagslunde og Gundsømagle på grund af en høj koncentration af brændeovne. Den findes typisk i områder uden fjernvarme, eller hvor fjernvarmen er meget dyr.

18 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
18
19. juni 2010 kl. 09:49

Hvordan kan man egentlig tage en rapport, og tillægge sin egen model for vindforhold, og derefter sige at rapportens målinger er helt forkerte fordi det blæste (det gør det sgu oftest i vinterhalvåret når vi fyrer) og derefter sammenligne med en rapport der har været voldsomt omdiskuteret (gundsømagle)?

Kan man egentlig stadig kalde sig profesor bagefter?

I DMU rapporten anslås det at partikelforureningen fra brændeovne var i området 10-20 procent, og nu siger professoren at det er 15-20 procent.

Ing.dk overskriften til den første rapport var at brændeovne er langt bedre end deres rygte, den næste at de er årsag til partikelhelvede. Nu må i til at tage jer gevaldigt sammen, der er slet ingen sammenhæng i det her makværk i står for.

17
19. juni 2010 kl. 09:12

Udtrykket "ultrafine partikler" er uheldigt, fordi det let fører til fejlfortolkninger hos ikke-eksperter. Undersøgelsen af sammenhængen mellem partikler og apopleksi i København påviser en sammenhæng mellem blodpropper i hjernen og antal partikler målt i bybaggrund. Der er ikke påvist en specifik sammenhæng med bestemte partikelstørrelser eller kilder til forureningen.

16
19. juni 2010 kl. 03:32

Han har korrigeret for de to faktorer og er kommet frem til, at brændeovnene i Slagslunde på årsplan øger baggrundskoncentrationen af partikler med 15-20 procent, fuldstændig som det var tilfældet i Gundsømagle.

Eller at udvælge data- er ikke særlig god videnskab. Det hedder noget grimt, også på statistiksprog.

Så den undersøgelse - eller hvad det nu er?

Jeg har vinbjergsnegle i haven, i år har jeg færre, da der er flere Iberisk Skovsnegl. Det har der ikke været sidste år, og vintren var streng i år, så det ser jeg bort fra. Der er hermed kun vinbjergsnegle i haven. Og vinteren eren tilpasset normalvinter.

Man kan dælendullme ikke udvælge data, der passer i éns kram!

Ja- og The Londog Smog- kostede menneskeliv- men da fyrede man med kul. Hvor mange af de målte partikler kan henføres til olieosere? 4WD?

Jo, jeg får åndenød, når det nogengange lugter og virker som om mine naboer stopper gamle bildæk i deres brændeovn. Men dt er mest i køligt og tåget vejr.

Mind you- i sin tid gik jg fra OBC- om til Ruggaardsvej ODH- der kunne jeg tit ikke få luft. Især i efteråret med tåget vejr. Det er blevet meget bedre! Mvh Tine

15
19. juni 2010 kl. 02:17

Hvor mange af jer i denne her tråd har en brændeovn?

:-)

14
18. juni 2010 kl. 21:12

Halm-afbrænding? Skt. Hansbål? Naturbrande? Vore huleboende forfædre?

Det er da egentlig utroligt, at der er overlevende.

Skulderklap til Peter Andersen!

--- og lad SÅ se nogle lødige artikler. . . . . . . . . . MvH.: JH-J.

12
17. juni 2010 kl. 15:40

Måske Hr. Bredsdorff øver sig på en karriere hos Ekstra Bladet, eller har en fortid ved den publikation?

Ellers er det nok værd at overveje.

Er der ikke en redaktør, der kan kigge ham lidt over skuldren inden alle de overdrevne superlativer løber af med ham?

11
17. juni 2010 kl. 15:36

Mange mange tak Helge Rørdam Olesen !

Vi skrev vist samtidigt, så mit tidligere indlæg har du stort set overflødiggjort.

Jeg er møgtræt af journalistiske udlægninger af videnskabelige rapporter. Især når de fremkommer lang tid før selve rapporten.

Jeg har selv baggrundsviden om virkeligheden bag en rapport fra SBI som først udkommer til efteråret, men jeg synes ikke det er betimeligt at komme med "kritik" af en bog før alle kan læse den. Det bliver dog stedse vanskeligere at holde sin kæft, når journalister i stigene grad påtager sig retten til danne meninger næsten ud af den blå luft.

Disse sensations overskrifter har bl.a. den konsekvens, at mindre virksomheder som min må sælge vores know-how til udlandet, da Ing.dk kun læses af danskere. EPA - den amerikanske udgave af Miljøstyrelsen - læser DMUs rapporter, men ikke ing.dk, og anser os for at være stærkt førende indenfor miljøteknologi og brændefyring. Derfor kan jeg sælge mine ovne i USA, Norge, Sverige, England, Frankrig og Tyrkiet, men har efterhånden svært ved det i Danmark.

Som med vindmøller - uden et hjemmemarked går det bare ikke i længden. Hvis Danmark skal leve af know-how fremover, så må i forskere være langt mere i hælene på journalisterne - sådan som du, og Peter Wåhlin netop har været. Igen - tak for det !

10
17. juni 2010 kl. 14:54

Lars helbro:</p>
<pre><code>I den selvsamme DMU-rapport som refereres til her, kom det frem, at der bl.a. blev fyret med malede brædder i Gundsømagle.
</code></pre>
<p>Velkommen til virkeligheden!

En virkelighed som også includerer min tidligere nabo som kom til at hælde diesel på sin Renault 4. En tilsvarende journalistisk udlægning af en "videnskabelig" undersøgelse i vores kvarter på netop det tidspunkt, ville konkludere, at en Renault 4 gør landsbyer til et partikelhelvede.

Dokumentation for horrible påstande bør kunne leveres. Ikke kun af debattører, men i særdeleshed af journalister ! En professors udtalelser om en rapport som udkommer til næste år, er ikke dokumentation.

"Århus-professoren fremhæver, at der absolut ikke er noget nyt i, at partikler fra et bål er skadelige. Faktisk er forgiftninger fra indendørs bål til madlavning en udbredt dødsårsag i Afrika." Igen - dokumentation ! Hvad dør de af ? Højst sandsynligt kulilte og det gør dumme danskere der slæber kuglegrillen ind i stuen også. Det har dog intet med den grundlæggene debat om partikler at gøre.

Igen må jeg anbefale dem som læser dette, også at læse Peter Wåhlins indlæg under "Kommentaren".https://ing.dk/artikel/109455-dmu-svarer-paa-kritik-ultrafine-partikler-er-ikke-altid-ultrafarlige

Jeg vil tro, at Peter netop har skrevet sit indlæg p.g.a. manglende tiltro til journalisterne.

9
17. juni 2010 kl. 14:49

Jeg har svært ved at genkende resultaterne af DMU's undersøgelser i artiklens overskrift og indhold.

En mere afbalanceret udlægning af hvad denne og tidligere undersøgelser reelt viser kan ses på https://www.dmu.dk/Luft/Fra/Braende/Uddybning/

Helge Rørdam Olesen Seniorrådgiver, Danmarks Miljøundersøgelser

8
17. juni 2010 kl. 13:47

Ahem: Det hedder "Gylle-Helvedet" på Journalistiskt!

7
17. juni 2010 kl. 12:51

...sku de ikke ta å undersøge generne fra gyllestanken?

6
17. juni 2010 kl. 11:15

Lars helbro:

I den selvsamme DMU-rapport som refereres til her, kom det frem, at der bl.a. blev fyret med malede brædder i Gundsømagle.

Velkommen til virkeligheden!

5
17. juni 2010 kl. 10:54

Nu skraber i altså bunden af seriøsitet Bredsdorff !!!

I har lige haft denne artikel på under "Kommentaren" https://ing.dk/artikel/109455-dmu-svarer-paa-kritik-ultrafine-partikler-er-ikke-altid-ultrafarlige. Den kunne lige så godt have fået overskriften: "Havluft og solskin gør vestkysten til et partikelhelvede" !

I den selvsamme DMU-rapport som refereres til her, kom det frem, at der bl.a. blev fyret med malede brædder i Gundsømagle.

Næstsidste afsnit er for mig at se lodret vrøvl og i direkte modstrid med Peter Wåhlins redegørelse fra sidste uge.

Der kan næppe være nogen tvivl om mere, at redaktionen har valgt en holdning i denne sag, som skygger gevaldigt for seriøsiteten.

4
Indsendt af Rolf Petersen (ikke efterprøvet) den tor, 06/17/2010 - 09:34

Hvad laver anstalternes journalister

Journalisten på denne artikel har i minimum 4 år skrevet om partikel forurening, som han aldrig har undersøgt. Han kan, som mest, have afskrevet/oversat andre artikler og udelukkende brugt autoritets argumentationer.

Det tager ikke længere tid end 5 min. at finde ud af, at brændeovne ikke for tilsat ublu og direkte livsfarlige additiver.

Kan danske anstalter finde ud af om der bliver tilsat noget som helst til Diesel og/eller catalysatore ?

  • nej åbenbart ikke!

Kan danske anstalter finde ud af om disse tilsætningsstoffer ender i udstødningsgasserne ?

  • nej åbenbart ikke!

Kan danske anstalter finde ud af om disse tilsætningsstoffer ender i vejrabater ?

  • nej åbenbart ikke!

Kan danske anstalter finde ud af om disse tilsætningsstoffer ender i luften ?

  • nej åbenbart ikke!

Kan andre ?

  • ja åbenbart!
1
17. juni 2010 kl. 08:52

Det et nogle frygtelige overskrifter i holder jer med,i overskriften lyder det som om man omgående dør hvis du træder udenfor døren,det sker iøvrigt ofte,jeg synes ikke det passer ind i et seriøst netsite at bruge teenager overskrifter,jeg kunne have bragt debatindlægget under overskriften "Journalister gør Ing. til overskrifthelvede",i kunne have brugt en mere normal overskrift ala "Brændeoven giver høj partikelforurening i landsbyer".