Bor oplevelsen af selvet i hjernen?

Bor oplevelsen af selvet i hjernen?

Vores oplevelse af at være til er et resultat af vores neurologiske struktur, mener den amerikanske neurolog Todd Feinberg. Han har dog ikke overbevist alle forskere.

'Cogito ergo sum', tænkte den franske filosof Descartes tilbage i midten af 1600-tallet. Og med sætningen 'jeg tænker, derfor er jeg,' var det således bevist, at jeget findes - men ikke beskrevet, hvad dette jeg, eller selvet, var for noget.

Men ny indsigt i vores hjernes opbygning giver nu mulighed for at beskrive den neurologiske baggrund for selvet. Tanken er den indlysende, at når vores oplevelse af selv er så dominerende i vores liv, så må det være muligt at finde en neurologisk struktur, som har forbindelse til dette selv.

Den amerikanske psykiater og neurolog Todd Feinberg har skrevet adskillige bøger om sammenhængen mellem nerveceller og vores oplevelse af identitet, og sidste år kom han i tidsskriftet Consciousness and Cognition med sin hidtil mest gennemarbejdede udgave af en teori om sammenhængen mellem hjernestrukturer og selvet.

»Mange forskere mener ikke, at sindet kan reduceres til bare hjerne, men jeg er uenig. Jeg mener, at det er muligt at finde frem til strukturer i hjernen, som er basis for selvet,« forklarer Todd Feinberg til Ingeniøren.

Mange af de fænomener, der optræder i hjernen, findes kun inde i hjernen, i vores subjektive oplevelse - for eksempel en sansning som duften af kaffe. Det er et fundamentalt problem at finde ud af, hvad duften af kaffe er for et fænomen.

Feinberg vil gerne gøre det til noget, der kan undersøges af den almindelige naturvidenskab.

Definér dig selv

Han er nødt til at begynde med at beskrive selvet. På trods af at vi alle går rundt og oplever vores selv hver dag, så er det ikke en simpel opgave. Forskerne på området er temmelig uenige om, hvordan man skal definere dette selv.

Feinbergs definition er forholdsvis simpel. Han kalder selvet 'a unity of consciousness of perception and action that persist in time' - altså en enhed af bevidsthed om perception og handling, som er sammenhængende over tid.

Han fokuserer på følelsen af identitet over tid, som er den måske vigtigste egenskab ved Selvet. Det er den, der gør, at vi føler os som en person. En person, der sanser og handler, og som samler det hele til en følelse af enhed - vi bliver os.

Dette selv mener han er opstået via en evolutionær proces, som stadig tydeligt afspejles i hjernens struktur. Ved at tage udgangspunkt i nervesystemets anatomi, deler han selvet op i tre dele, der er organiseret næsten som koncentriske cirkler i nervesystemet: Interoselv, eksteroselv og integrativt selv.

Interoselvet er den mest primitive del af vores nervesystem. Fysisk er det den centrale del af hjernen og midten af vores rygmarv.

Det styrer kroppens interne processer. På det laveste niveau handler det om, at interoselvet styrer vores vejrtrækning og fortæller os, når vi er sultne. Men på det højeste niveau er det også interoselvet, der kommer med vores motivation for de fleste af vores handlinger og med vores følelser.

Eksteroselvet beskæftiger sig med omverdenen. Fysisk er det den yderste del af hjernen og rygmarven. Det er en mere avanceret del af hjernen med mange flere specialiserede typer af celler og væv. Eksteroselvet er den del af selvet, der sanser og handler.

I mellem de to findes det, som Feinberg kalder The Integrative Self System, altså den del af hjernen, der får det hele til at hænge sammen. Det er de mest avancerede dele af hjernen og dem, der er ansvarlige for vores højere tankeprocesser. Fysisk befinder den sig som den midterste cirkel mellem den primitive kerne og den udvendige sansning.

Fælles for alle nervesystemer

Opbygningen her er helt logisk og findes også i primitive dyr med kun få nerveceller: Der er et internt system til at styre kroppen, et sansesystem til at opfatte verden og et midtersystem til at formidle mellem de to og til at forene for eksempel organismens sult med sansningernes fortælling om, hvor der er mad, og hvor farligt det vil være at få fat i den.

Så man kan sige, at neuroanatomisk og evolutionært, så er selvet simpelthen opstået som resultatet af stadigt mere indviklede cellelag, som skal forsøge at håndtere en organisme, der kan sanse og engagere sig på en stadigt mere kompliceret måde i verden omkring den.

Det er den første del af den neurologiske forklaring på selvet - hvordan det er opstået og den bagvedliggende neurologiske struktur.

Men det næste vigtige problem er, hvordan der kan opstå en enhed i vores opfattelse af verden - hvordan selvet kan opfatte sig selv som en sammenhængende enhed, og ikke for eksempel som tre undersystemer, der bare kommunikerer med hinanden.

For at forklare det fokuserer Feinberg på en særlig struktur, som han kalder indlejrede hierarkier. Vi kender almindelige hierarkier som militæret, hvor hvert trin har kontrol med alle underliggende trin. Et vigtigt karakteristikum er også, at hvert trin ikke er en del af de underliggende trin.

Naturens hierarkier er derimod ofte indlejrede hierarkier. Et indlejret hierarki er for eksempel et organ. Det nederste niveau i hierarkiet er organellerne i cellerne, derefter cellerne, som igen er organiseret i de forskellige væv i organet. Endelig organet selv, som selvfølgelig igen er en del af hele kroppen.

Det karakteristiske for denne type hierarkier er, at hvert trin i hierarkiet er en integreret del af trinene både over og under - hierarkiet er indlejret.

En anden vigtig forskel på de to typer af hierarki er graden af centralisering. I et almindeligt hierarki er al kontrol centraliseret i personen på toppen af pyramiden. I et indlejret hierarki er kontrollen typisk meget svagere og ikke koncentreret i for eksempel en enkelt celle.

Et dobbelt hierarki

Feinberg mener, at vores neurale hierarkier er en tredje version. De er nemlig begge typer af hierarkier samtidig, og det giver dem denne særlige evne til at danne en enhed af den enorme mængde informationer.

Der er en særlig type nyopdagede celler, som eksemplificerer denne egenskab:

»De såkaldte bedstemorceller giver en antydning af, hvordan tingene kan hænge sammen. De viser, at der findes meget store indlejrede hierarkier i vores hjerne,« forklarer Todd Feinberg.

Bedstemorcellerne blev hypotetisk foreslået helt tilbage i tresserne, men det var først for seks år siden, at forskere i Californien fandt tegn på, at disse celler findes. Cellerne er hjerneceller, som reagerer på en helt bestemt person eller ting - for eksempel ens bedstemor, en kendt skuespiller eller en bygning.

Det rigtigt interessante er, at nervecellen ikke kun reagerer på et bestemt billede af personen, men på alle mulige referencer til denne person. Det vil sige på et billede, uanset hvilken vinkel eller belysning, det er taget i. Eller på en omtale i en avis, på en person, der siger navnet og så videre.

Det forbløffende er, at denne ene celle kan reagere på så mange vidt forskellige input. Tidligere har man forventet, at den slags oplysninger lå lagret som mønstre og forbindelser hen over tusindvis af celler - og forskerne er da heller ikke enige om, at man kan tolke opdagelsen af bedstemorcellerne på denne måde.

For Feinberg giver bedstemorcellerne mening på den måde, at de er et udtryk for et hierarki, hvor input fra millioner af celler bliver filtreret opad og ender med at give mening hos en enkelt celle.

Forståelsen af, hvordan selvet kan opstå, kan lettes, hvis man tænker på, hvordan hjernen danner vores såkaldte kyklopsyn - den proces, hvor billeder fra vores to øjne smeltes sammen til ét billede, som om vi kun havde ét øje siddende midt i panden:

»Vores kyklopsyn opstår ved en proces, hvor hjernen integrerer de to billeder, så de bliver til ét. De bliver indlejret i hinanden. Der opstår et nyt enkelt billede, men nu med en egenskab, som de to billeder ikke havde hver for sig, nemlig fornemmelsen af dybde,« forklarer Todd Feinberg.

På en beslægtet, men langt mere kompliceret måde indlejres hjernens mange processer i hinanden, og ud af det opstår den unikke kvalitet, som vi kalder selvet.

Eller måske ikke

Shaun Gallagher, der er professor i filosofi og kognitiv videnskab ved University of Central Florida (UCF) - og desuden æresprofessor i filosofi ved Københavns Universitet - tror dog, at Todd Feinbergs teorier er for simple:

»Det er en fascinerende teori og et fremragende stykke arbejde, Todd Feinberg har lagt i at koble al denne viden om hjerneprocesserne sammen. Men der er en del ny forskning, der tyder på, at sammenhængen mellem hjerne og selv er mere indviklet, end Feinberg foreslår,« forklarer Shaun Gallagher.

Ny forskning viser for eksempel, at både følelser og hjernens afbildninger af kroppen fungerer på måder, der ikke harmonerer med denne tredeling.

På en måde er der tale om et sammenstød mellem filosoffens brede synsvinkel og neurologens mere snævre måde at se hjernen på. Gallaghers største problem med Feinbergs model er nemlig, at han reducerer selvet til en slags informationshåndtering i hjernen:

»Selvet er ikke i hjernen; det er i verden, på en kropslig måde, begrænset af sine omgivelser, perception og handling foregår som kropslige (embodied) handlinger i verden og kan ikke reduceres til hjernens repræsentationer,« forklarer han.

Gallagher er selvfølgelig klar over, at der langt fra er enighed om denne opfattelse, men han mener, at Feinberg alligevel burde have forsøgt at diskutere det i forhold til sin teori.

Selvet står tilbage belyst - men næsten lige så uforklaret, som da Descartes tænkte sig til, at det eksisterede.

Fakta: Todd Feinberg

Professor i klinisk psykiatri og neurologi ved Albert Einstein College of Medicine i New York. Har blandt andet skrevet adskillige bøger om sammenhængen mellem nerveceller og vores oplevelse af identitet.

Todd Feinberg har senest udgivet bogen 'From Axons to Identity: Neurological Explorations of the Nature of the Self'. Se mere på hans website toddfeinberg.com.

Tidskriftet Consciousness and Cognition udgav sidste år et særnummer om forskningen i selvet med titlen 'Brain and Self: Bridging the Gap'. Se mere på journals.elsevier.com/consciousness-and-cognition.

Kommentarer (117)

Det er en fint beskrevet artikel, ikke tvivl om det, og netop det at der inddrages en anden forsker til at kommentere er prisværdigt.

Jeg ved ikke nok om neurologernes sprogbrug til at sige, at de ikke bruger begrebet "SELVET" på den måde det er brugt (oversat) her,.Jeg kan blot konstatere, at det er uhyre uhensigtsmæssigt, idet psykologien i hundrede år har brugt begrebet "JEGET" om den fænomenologi som beskrives (altså den bevidste oplevelse af at være en entitet, og begrebet "SELVET" om den kun halvbevidste, mere eller åndelige struktur som samler hele vor 90 % ubevidste hjernefunktioner samt vor oplevelse af åndelighed.
http://da.wikipedia.org/wiki/Selvet_%28psy...

Efter min bedste overbevisning vil det være befordrende for læsernes videre brug af begreberne, såfremt "SELVET" i artiklen erstattes af "JEGET".

Det der slår mig i forbindelse med publiceringen af artiklen er, at medens neuropsykologien er relativ ny og forholdsvis primitiv, og derfor i en "Ingeniøren" sammenhæng (efter min mening) kun bør bruges til fastlæggelse af helt grundlæggende strukturer (så som at 90 % af hjerneaktiviteten foregår som ubevidste processer), så har psykologien et meget bredere og dybere forsknings- og forståelses grundlag.

Når ingeniører gladeligt jonglerer rundt med fænomener og begreber som sorte huller og lignende, som kun indirekte lader sig konstatere, skulle det ikke være noget problem, at acceptere de massive observationer og konstateringer, som psykologien gennem 100 år har kortlagt.
Jeg vil opfordre Ingeniøren til at overveje sin fetichering af det fysiske - når det kommer til forståelsen af mennesket.

  • 0
  • 0