Boligejere skal tvinges til at isolere boligen

28. september 2010 kl. 07:4212
Boligejere skal tvinges til at isolere boligen
Illustration: Tom Ingvardsen.
Tving danskere med utætte huse til at spare op til nye vinduer eller tykkere isolering, lyder et af forslagene i Klimakommissionens rapport.
Artiklen er ældre end 30 dage

Ejere af utætte boliger må finde sig i at betale flere tusinde kroner årligt til en energiopsparing, så håndværkere kan hyres til at udskifte vinduer eller proppe isolering i væggene.

Forslaget kommer fra Klimakommissionen, der fremlægger deres rapport i dag og kommissionens formand Katherine Richardson mener, at en vis grad af tvang er nødvendigt, hvis Danmark skal nå de nødvendige energibesparelser.

»At nedbringe energiforbruget er helt centralt for at få gjort Danmark uafhængigt af olie, kul og gas. I dag er der masser af energibesparelser, der kan betale sig, som ikke gennemføres. Hvorfor i alverden tillader vi os at bruge 40 procent mere energi end nødvendigt til opvarmning af danske bygninger?«, siger Kathrine Richardson til Politiken.

Samtlige bygninger i Danmark skal have en 'energiopsparing' - en indbetaling på en energisparekonto, som fastsættes ud fra antallet af kvadratmeter og husets energimærkning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På den måde skal ejere af nye lavenergihuse slet ikke skal betale noget, mens ejere af gamle utætte boliger skal betale mest. Her kan regningen komme op på 30 kroner pr. m(+2) pr. år, altså 4.200 kroner for et dansk gennemsnitsparcelhus på 140 m(+2), skriver Politiken.

Klima- og energiminister Lykke Friis (V) er umiddelbart positiv:

»Det er et af de helt store paradokser, at selv om det er rentabelt for den enkelte husejer at isolere eller udskifte vinduer, så bliver det ikke gjort. Mange investerer i stedet i nyt køkken eller bad«, siger hun.

Hun er dog ikke sikker på opbakning fra sin folketingsgruppe. Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo, finder det »betænkeligt, at man griber ind i folks privatliv og private ejendomsret på den her måde«, mens energiordfører Lars Chr. Lillelund »ikke bryder sig om at tvinge folk til en bestemt adfærd,« skriver Politiken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Oppositionen er mere positiv:

»Det er et spændende og interessant forslag - hvis man kan gennemføre det, uden at det bliver for bureaukratisk, og med en lang indkøringsfase, så gamle utætte huse ikke med ét slag bliver nærmest usælgelige«, siger Socialdemokratiets klimaordfører, Mette Gjerskov.

Et af de helt afgørende spørgsmål er, hvordan Klimakommissionen vil forsøge at standse transportsektorens galoperende CO2-udledning, og her bliver biobrændstof og elbiler/hybridbiler vigtige brikker.

Det forventes at kommissionen vil sænke afgiften for både hybrid- og elbiler på langt sigt, mens landbruget skal skære massivt i deres CO2-udledning og antallet af vindmøller i Danmark skal øges markant.

Ifølge Børsens oplysninger er der også udsigt til et forslag om en afgift på alle fossile brændsler som kul, gas og olie på 5 kr. pr. GJ fra 2011.

12 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
12
28. september 2010 kl. 13:41

En fremtidig skatteomlægning på boliger kan laves som det allerede er sket på biler der gik fra den gamle vægtafgift til en grøn ejerafgift. Energitunge huse skal betale en højere skat end nye energirigtige huse. Modsat biler hvor disse ikke kan "energirenoveres" men skrottes skal det være muligt at få reduceret sin beskatning efter en energirenovering og nyt energimærke.

11
28. september 2010 kl. 13:38

Tæthed af klimaskærmen er nødvendig for at reducere energiforbruget. Ellers vil energiforbruget i praksis være som vinden blæser. Ca. 1/3 af en boligs energitab sker gennem ventilation. Derfor må ingen boliger energirenoveres uden at der samtidig installeres mekanisk ventilation med varmegenvinding. Styres dette korrekt, har man et passende luftskifte året rundt uafhængigt af hvordan - for at genbruge ordene - vinden blæser

10
28. september 2010 kl. 12:00

Så er det vel ikke rimeligt at skulle indbetale til en sådan pulje!

  • tjaeh, vi betaler jo fx. også CO2-afgift af vind-el! :)
9
28. september 2010 kl. 11:36

Hvad så når man bor i et gammelt hus, og har frigjort sin opvarmning fra både olie, gas og kul. Så er det vel ikke rimeligt at skulle indbetale til en sådan pulje!

8
28. september 2010 kl. 09:44

Jeg forstår heller ikke hvorfor man ikke går efter udlejningsboligerne. Jeg kan som lejer konstatere hvor svært det er at få sit boligselskab til at foretage fundamental vedligeholdelse, for slet ikke at tale om forbedringer af isolationsstandarden. Noget som helt sikkert ville blive gjort straks hvis de selv skulle betale de tårnhøje varmeregninger.

Jeg vil mene at incitamentsstrukturen er nogenlunde på plads for husejerne. De har råderet over deres egen ejendom, samt et incitament da de sparer på varmeregningen og det forøger husets værdi. De har endda lige haft en renoveringspulje.

Derimod er der hårdt brug for en ordentlig incitamentstruktur til at få forbedret isoleringsstandarden i lejeboliger.

7
28. september 2010 kl. 09:01

Fidusen her er at vi jo har brug for el og ved fremstillingen af denne fremkommer varme, der sælges som fjernvarme.

Jo dårligere aftagerne er isoleret, jo mindre bliver fjernvarme nettet.

Så vedligeholdelsen af det mindre net og muligheden for alligvel kunne få det samme i kassen fra den elendige boligmasse i en by som København, får da ingen varmeleverandør til at anbefale isolering eller endnu bedre nedrivning af den gamle snart to hundrede år gamle midtby for at formindske energi spildet der.

Men det må da være førstekravet at de elendigste boliger nedrives og bringes up to date, før end man generer senere opførte huse.

Der findes rundt i alle landets byer gamle huse der burde nedrives på grund af deres alder og isoleringsstandard.

Lad os starte med Christiansborg, Børsen og Amalienborg :o)

6
28. september 2010 kl. 08:44

Mangler lige i oplægget, at der står noget om udlejningsejendomme. Der er mange udlejningsejendomme med enormt dårlige vedligeholdte varmeinstallationer fordi det ikke kan "betale" sig at renovere/udskifte f.eks gamle oliefyr med fjernvarme, da det jo "kun" er lejerne der får den besparelse. -Iøvrigt er der også masser af lignende eksempler i den sociale boligsektor.

5
28. september 2010 kl. 08:40

Som potentiel huskøber (af ældre ejendom) har jeg på det sidste læst masser af energimærkninger. Et eksempel: Et hus fra 1920'erne på landet - der kan spares 10.000 om året ved at investere 60.000, altså 6 års tilbagebetalingstid. 10.000 om året lyder jo fint - hvis man altså har 60.000 i banken til at finansiere det... Selv om investeringen deles op i fx 3 dele (antag lige store dele), vil der gå 5 år før den første energibesparelse kan finansieres med dette forslag. Derfor er jeg helt enig med MR - lad boligejerne låne pengene til forbedring billigt, så der kommer gang i forbedringerne nu, og ikke når der er penge nok på klima-kontoen...

I øvrigt er der en sjov detalje i mit eksempel. Den største del af investeringen består i at udskifte et træpille-fyr med et olie-fyr. Godt for ejerens økonomi og energiforbruget - men hvad med problemstillingen fossilt brændsel vs. biomasse?

4
28. september 2010 kl. 08:34

Selv om jeg grundlæggende er liberal, tror jeg også at det bliver nødvendigt både nu og på længere sigt at gribe ind i det man kalder "folks private ejendomsret". Alle frivillige tiltag har indtil nu ikke battet nok. Hvis vi på 50 års sigt skal gøre os fri af olie, kul og gas i Europa, skal der bruges alle de piske og gulerødder vi har. En fordel må så være at på lang sigt må alle de penge der i dag bruges på import af fossil energi komme tilbage til borgerne. Flere vindmøller i Skandinavien, men for Danmarks vedkommende skal de ud på havet og stå.

3
28. september 2010 kl. 08:31

Gad vide om der tænkes over de mulige indeklimamæssige problemer ved en sådan tætning af huset. Sænkning af varmeregningen er en fin idé, omend man kan diskutere om den skal gennemtvinges ved magt, men det skulle helst ikke ske på bekostning af sundheden. Det gennemsnitlige luftskifte i danske boliger er i forvejen for lavt.

Edit: Nåh, Bjarke kom lige først :)

2
28. september 2010 kl. 08:29

......tror at tætte boliger er sunde og mere energiøkonomiske at leve i, må det skyldes en brist i deres viden.

Tætte og velisolerede boliger uden energikrævende luftskifte udstyr, er sande råd og skimmelsvampudklægningsanstalter.

I en anden tråd jamres der over kondens på indersiden af Velfac vinduer, hvortil der kun kan konstateres, at sådanne forhold kun opstår der hvor ejerne er så ubegavede, at de tror at en udluftning hver tredie dag er tilstrækkelig til et luftskifte i et supertæt hus.

Det er en fejlslutning at tro at boliger hvori der skal bo mennesker skal være hermetisk tætte.

Man skal lufte ud når boligen er varmest, fordi den varmeluft der forsvinder indeholder mest fugt......og man skal gøre det hver dag.....for ellers bliver regningen for renoveringen af bygningen væsentligt dyrere, både økonomisk og energimæssigt, den dag svampene har ødelagt klima og træværk.

Det er nemt at bygge et tæt hus og måle på det, men ligeså snart der kommer levende mennesker i huset så forøges luftfugtigheden langt over det der forkommer i de forsøgshuse jeg har set. Og der er ilt nok i disse store kasser så luftfugtigheden kan sagtens være for høj længe inden at nogen får åndedrætsbesvær.

Gider man gå ud på DTH og se hvilken skæbne der overgået 0 energihuset, kan man få et indtryk af, hvad der venter husbyggere der bygger dykkerklokker.

1
28. september 2010 kl. 08:07

Nu har vi lige køb et hus fra 1952 og der mangler da nye vinduer osv.., dog har jeg ikke umiddelbart råd til at skulle sætte 4200 af til en tvungen opsparing hvert år. jeg vil da tro at det vil være bedre med et billigt "stats" lån eller en regulering af håndværker priser, men hvad fanden jeg kan jo ansætte en polak til det :)